Film Flimmer

De sidste to måneder har budt på flere biografture end vi normalt har på et halvt til et helt år. Sjovt som de film vi gider se i biografen kommer i stimer. En hurtig opsamling på hvad der var skidt – og hvad der var kanel – følger…

Fortryllet (***)

Klassisk Disney Feel Good Tøsefilm. Prinsesse Giselle bliver forvist fra sit magiske (tegnefilms)rige til virkelighedens Manhattan! Hun er naiv, blåøjet og fuldstændigt ude af synk med virkeligheden. Første halvdel af filmen lever højt på mødet mellem de to forskellige verdenen – mens anden halvdel bliver alt for forudsigelig. Det afgørende klimaks med den onde heks der laver sig om til den svageste og mest uduelige drage nogensinde set, yder slet ikke resten af filmen retfærdighed.

Det Gyldne Kompas (**)

Det skinner igennem at der er tale om en filmatisering af en børnebog. Men i modsætning til Harry Potter er plottet så overdrevent naivt og ligefremt, at det bliver kedeligt. Der var inspirerende scener i begyndelsen – hvor specielt kontrasterne mellem en grum Steam Punk underverden og en højpoleret ”London” Art Deco overklasse satte gang i fantasien. Filmens højdepunkt er klart Nicole Kidman i rollen som den onde heks – og hendes direkte modbydelige og klamme daimon abe. Blandt lavpunkterne var hovedpersonen Lyra – nøj hvor var hun godtroende og umoden.

I Am Legend (****)

En fremragende kombination af uhygge, spænding og skuespil. For slet ikke at tale om alle de feder stemningsbilleder fra et mennesketomt New York. Jeg er sikker på, at filmen ikke havde virket lige så nærværende, hvis det ikke var fordi vi har i NY i sommers – men det holdt for godt, at sidde og tænke ”der har jeg været”, når kameraet panorerede rundt. Jeg ville egentlig elske at give filmen fem stjerner – men slutningen trækker ned (den originale og knap så happy ending havde passet mig bedre), ligesom jeg fandt det lidt for søgt/utroværdigt, at timingen omkring mødet med de andre overlevende skete lige den dag, hvor Will gav op – ligesom det jo slet ikke holdt, at en dame og et barn, der har overlevet så længe på egen hånd, ødelægger det hele bare fordi de ikke kan tage de mest basale sikkerhedsforanstaltninger.

Arn – Tempelridderen (**)

Jeg holder meget af bøgerne om tempelridderen – og havde derfor glædet mig til at se filmatiseringen. Og det ikke fordi, at jeg har noget imod at ting ændrer sig, når bøger transmogriffes til film. Men nøj hvor var jeg skuffet over at filmen i den grad var blevet til en omgang kærligheds-sødsuppe uden kant. Fejl nr. 1: Filmen handlede jo stort set ikke om noget – den var utroligt langsom om at komme i gang, og da introen endelig var overstået, fladede den alligevel ud. Fejl nr. 2: Filmen havde ikke andet på hjertet end at kærlighed overvinder alt – taget i betragtning af at bøgerne rummer meget mere konflikt mellem religioner og verdenssyn – og den aktuelle politiske og debat fokus på mellemøsten – er det ekstremt skuffende at filmen ikke kunne svinge sig op til at ville noget. Samtalerne mellem Arn og Saladin var jo intetsigende – trods deres åbenlyse potentiale for indhold og kant. Fejl nr. 3: Det nytter ikke noget, at gøre Cecilia til en jævnbyrdig hovedperson – der har næsten lige så meget screentime som Arn. Det er en fortælling om denne fantastiske mands liv og de ting han oplever – såvel som de valg han tager. Hun er en biperson, og fortællingen taber fokus ved at hive hende så meget frem. Den screentime havde været brugt meget mere konstruktivt på at give rum til at lade de konflikter der er undervejs noget mere dybde (fx er det i bogen ekstremt problematisk stort set alt hvad Arn foretager sig i tiden fra han forlader klosteret til han bliver sendt til Det Hellige Land – i filmen bliver han ikoniseret som fejlfri helt).

Aliens vs Predator 2 (***)

Jeg har hørt meget om hvor ringe den her film er. Og ok, traileren er superfed, mens filmen taber lidt undervejs. Men der er slet ikke tale om en dårlig film. Opbygningen i begyndelsen er stemningsfuld og godt lavet. Handlingen et udmærket bud på hvordan AvP-SciFi-Horror genren mødes med den klassiske ”midtamerikansk by bliver overrendt af monstre” genre. Action scenerne er dog lidt flade og skuffende – der kommer aldrig helt samme intensitet over det som i AvP 1 eller de gamle Predator og Aliens film. Og skiftet fra gys og spænding til splatteraction er sjældent set vellykket – og ofte udført meget ringere end her. Et personligt højdepunkt i filmen er den kyniske (CIA?) mand, der tager den grimme – men nok heller ikke entydigt forkerte – beslutning om at smide en brandbombe ned i hovedet på de overlevende. Set i lyset af hvor skuffet jeg var over at bomben aldrig blev smidt i hovedet på Dustin Hoffmann i Outbreak, var det her absolut en fin slutning på filmen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *