Warhammer Fantasy Battle – 7th Edition

Genbrug af anmeldelse til RPGForum

Warhammer Fantasy Battle er det mest udbredte figurkrigsspil i hele kongeriget – og med udgivelsen af 7th Edition er reglerne bedre end nogen sinde. Men er spillet så også godt – og er det overhovedet vigtigt?

Warhammer Fantasy Battle 7th Ed. Udgivet af Games Workshopm. Pris: 350 kr

Rygterne om forbedringer i reglerne havde længe verseret frem til udgivelsen af Warhammer Fantasy Battle 7th Edition. Og det var i hvert fald på mange områder en fornøjelse endelig at få læst den nye regelbog – og ikke mindst få prøvet de nye regler af på figurkrigs-slagmarken.

Kort om Warhammer

Warhammer Fantasy Battle (WFB) er vel verdenen mest udbredte og mest solgte Fantasy figur-krigsspil – og går i al sin enkelhed ud på at spillerne styrer hære af malede figurer i kamp, hvor udfaldet bliver afgjort med terninger.

Der er mange forskellige typer af hære baseret på de forskellige racer, der lever i Warhammer verdenen.

WFB har et – på overfladen – meget simpelt regelsystem, hvor hver spiller skiftes til at gennemfører sin tur (figurerne rykkes, der rulles terninger for udfald af skydning, nærkamp og magi) – hvorefter det er den anden spillers tur. Med de nye regler spilles der altid med 6 ture til hver spiller (før blev længden af spillet afgjort med terningslag).

Nyt i 7th Edition

I det store hele, er der tale om det samme spil, som i forrige udgave af spillet. Faktisk er der ikke sket meget med spillet siden jeg begyndte med WFB i de tidligere 90’erne (det var vist 4th Edition) – men nu er der endelig kommet en regelbog med et stikordsindeks. Vildt! (Desværre er det ikke noget godt indeks – fx er det umuligt at finde ud af hvor reglerne for Swarms er gemt af vejen).

For at blive lidt mere konkret, er her en oversigt over ændringer i reglerne:

Terrain: Mere “retfærdige” regler for opsætning af terræn (der skal være et åbent område midt på slagmarken, spillerne skiftes til at placere terræn). Der er også kommet regler for Special Features (fx gravhøje, totempæle eller andet, der har indflydelse på slagmarken).

Deployment: Ingen væsentlige ændringer.

Movement: Der er sket to store ting: For det første skal Charges ske i samme rækkefølge som de er erklæret – og for det andet kan Skirmish tropper ikke længere lave March Move når de er inden for 8″ af fjenden.

Shooting: En af de største ændringer i spillet er, at helte kan ikke længere stå i ly af store enheder (så er der lagt lå på de mange enlige troldmænd der pisker rundt og gemmer sig). Sjovt nok er det på den anden side blevet muligt for en helt på hest, at stå “gemt” mellem en flok fodfolk (eller en Minotaur mellem Beastmen).

Magic: De Power terninger som hver troldmand skaber, er bundet til troldmanden og ryger ikke længere i en fælles pulje (så er det slut med at tage dårlige troldmænd med, og bruge dem som batterier for de gode troldmænd). Miscast tabellen er også mere hårdhændet, og det lader til at de forskellige Spell lister mellem magiens forskellige grene, er blevet mere afbalancerede.

Combat: Her er der sket meget. Fleeing & Pursuit reglerne er for første gang i spillets historie gjort rimeligt klare og utvetydige – hvilket har været tiltrængt, da det mest afgørende element i spillet netop er når fjenden bliver jaget på flugt. Der er som noget nyt mulighed for at en enhed kan kæmpe to gange i samme Combat fase, ved at løbe en fjendtlig enhed over ende og derved ramme ind i nye fjender. En gammel og meget udbredt husregel med at Break Test altid lykkedes på dobbelt-1 er endelig kommet med i de trykte regler. Reglerne for Lap Around er fjernet og erstattet med en mulighed for at lave Reform i stedet. Og så skal en Unit være mindst 5 figurer bred, for at få Rank Bonus.

Phsychology: Den helt store ændring er, at enheder i nærkamp aldrig skal teste for Psychology. Alle afstande for effekter af Psychology er nu ensrettet til 6″. Et fejlet Terror-test under et forsøg på at lave et Charge, betyder at enheden flygter. Frenzy gælder nu også for ridedyr. Unbreakable Swarms mister Wounds når de taber.

Weapons: Great Weapons giver nu kun +1 Stength, når de bliver brugt af ryttere.

Chariots: Helte behøver ikke længere stige ud af stridsvognen, for at udkæmpe en duel. Stridsvogne tager skade af at køre igennem terræn.

Skirmishers: Nu med klart formulerede regler og relevante forklarende figurer.

Fast Cavalry: Kan nu skyde i samme tur som de klarer et Rally (afspejler meget godt den historiske brug af let rytteri).

Unit Strength: Udover en dejlig overskuelig oversigt er der ingen ændringer.

Buildings: Nye og mere overskuelige regler for kamp ind og ud af bygninger.

Siege Warfare: Alle de tidligere regler er fjernet fra bogen – måske kommer der i stedet en ekstrabog om den slags krig.

De fleste af de nye regler er til det bedre – spillet flyder mere gnidningsfrit end tidligere og nogle gamle problemer er blevet løst. Andre af de nye regler har fået nogle spillere helt oppe i det røde felt – specielt at tungt kavaleri nu skal være i enheder på mindst 10 figurer, for at få en +1 Rank Bonus, hvor 9 Bretonia riddere får en +2 Bonus takket være deres Wedge regel. Personligt syntes jeg, at kavaleri i forvejen var meget effektivt, og det var på tide, at Infanteriet fik lidt til at opveje rytternes betydeligt bedre bevægelighed.

Sammenfatning

7th Edition er klart den bedste regelbog der har været udgivet til WFB – i hvert fald målt på overskuelighed og den drastiske reduktion af uklare regler og deciderede huller i reglerne.

Men WFB er fortsat ikke noget specielt godt spil. Der er så mange andre figurkrigsspil derude, hvor reglerne er bedre – og i højere grad skaber en afgørelse af spillet ud i hænderne på spillerne og deres valg/handlinger undervejs (og ikke som i WFB hvor et spil nemt kan være tæt på afgjort ud fra hærenes sammensætning og opstillingen på slagmarken). Jeg bliver heller aldrig fan af de regler, der kræver, at spillerne skal gætte forskellige afstande – mens at andres brok om at terninger og held betyder for meget, slet ikke vinder gehør fra min side.

På den anden side gør det vist ikke så meget. For de fleste spiller ikke WFB for at nyde et taktisk interessant figurspils-slag – i stedet er den helt afgørende drivende kraft for de fleste WFB spillere hele hobby-delen, hvor arbejdet med at male figurer og samværet med de andre spillere er det vigtigste.

Det største problem ved WFB er, at spillet er så komplekts – ikke mindst takket være de mange Army Book udgivelser og deres sær-regler. Og nu kommer den svære tid, hvor de forskellige hære efter tur bliver begavet med en Army Book, der altid har været præget af Games Workshops tendens til at “den nyeste” altid skal være lidt bedre – samt behovet for at introducere nye figurer (og afskaffe andre dyrt indkøbte figurer).

Det er også en dyr hobby – de færreste kan opbygge en hær for mindre end 2000 kr., og det antal timer der skal bruges på at male figurer er svimlende (klatmalere og sjuskehoveder slipper dog lidt nemmere omkring den del af hobbyen). Og med de fortløbende udgivelser af nye regler + figurer, kan Games Workshop ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kun grund til at glæde sig over at have opfundet en skrue uden ende.

Lidt om indpakning

Det er værd at bemærke, at der er to versioner af regelbogen – flottest er den dyre luksus-udgave med hardcover indbinding og halvdelen af bogens 288 sider brugt på at fortælle om Warhammer verdenen, vejledninger til at male figurer og bygge terræn. Bogen koster 350 kr.

Den anden version er et mindre softcover hæfte (144 s)., der ikke har alt det fine fyld-stof – men kommer med som tilbehør til startæske “Battle of Skull Pass”, hvor der også er to hære med (Dværge og Gobliner), diverse templates, terræn og terninger. Hele æsken koster 350 kr.

Det bedste køb er helt sikkert æsken med figurerne – der måske ligefrem kan sælges videre, hvis du ikke selv skal bruge dem. Det lille hæfte er desuden nemmere at bære rundt på sammen med figurerne.

OK – der er også en særlig Collectors Edition for de spillere, der ikke har andet at bruge deres penge på. Der får man begge bøger – og en taske til at holde dem. Den koster ca. 700 kr.

Dommen

Trods alle de gode ting, der er at sige om WFB, er og bliver det ikke noget godt spil – og fraværet af en ordentlig FAQ og generel support til andet end Hobby-folket på Games Workshop trækker fra. Og selvom hele verdenen og hobby-delen fylder meget, er det “kun” en rigtig lækker og velsmagende glasur på en ualmindelig tør og kedelig kage.

Men så er jeg alligevel ikke I stand til at slippe det – specielt ikke hvis Skavens står langt fremme i køen for at få en ny Army Book… Det ender nok med, at jeg for en tid (igen) kaster mig over WFB. Det er jo trods alt det, som alle de andre spiller. Og som sagt er den nye udgaves regler bedre end de forriges…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *