Brætspilsdag i påsken

Langfredag blev store-brætspilsdag. Lars, Morten, Anton og Reno kom forbi, og det blev til to spil A Game of Thrones og et halvt dusin omgange Red Dragon Inn.

Der blev drukket tæt og igennem på dragekroen – det vekslede godt imellem spillere såvel som roller hvem der vandt. Det er fortsat et af de bedste spil jeg har – ikke mindst fordi jeg er ret glad for, at der forskellige strategier til sejr alt efter om man spiller tyven, troldmanden, præstinden eller krigeren.

Arven efter King Robert

Kampen om Westeros udspillede sig som sagt over to omgange. Første spil havde jeg fornøjelsen af at spille Baratheon – og ikke mindst vinde min første rigtige sejr på egen hånd. Grejoy (Morten) lagde hårdt ud og faldt brutal over Lannister (Anton). Det blodbad kunne måske være afværget, da Anton satsede på en hurtig mustering og trak sig tilbage fra Riverun og tog Harrenhal og Crackclaw Point. Men der kom ingen Mustering – og Tyrell (Lars) så sit snidt til være med til at leve godt af Lannisters tab. Det skabte fin plads til mine planer for erobring af hele østkysten – og snart havde jeg godt hold i både Sunspear og Kings Landing.

I nord så Stark (Reno) en åbning for at kommer hurtigt mod syd, og smed Lannister ud af Crackclaw Point. Det var lige nærgående nok til min smag – og min flåde fik smidt Stark ud af det afgørende havfelt i Narrow Sea.

Spillet var meget præget af, at der ikke kom en tvungen Mustering før end 5 el. 6 tur (vi bruger Event kortene fra en af udvidelser, og der var allerede i tur 2 mulighed for Mustering – men da jeg havde Ironthrone og ikke ville få mest ud af det, aflyste jeg den).

Da der endelig kom forstærkninger til, var det mine gule tropper der formerede sig mest. Og det artede sig så storartet, at jeg kunne føre krig mod Tyrell uden at risikerer modangreb fra Lannister (der var slået ud), Greyjoy (der havde sine flåder ude på vestkysten og ikke kunne true mig over land) og Stark (hvis flåde var pacificeret).

Grejoys lange togt

Det andet spil havde et helt andet forløb. Jeg var denne gang havnet med Greyjoy – og havde nogle klare ideer til hvordan jeg bedst kunne vinde. Det ville nok ikke være muligt at gentage forsøget på en lynsejr (det var ellers tæt på sidst jeg spillede Greyjoy), og det forrige spil havde bekræftet min tese om at en hurtig svækkelse af Lannister ikke ville føre noget godt med sig for Greyjoy (da Tyrell eller Baratheon i stedet ville få for frit spil).

Så jeg traf det valg, at lade Lannister (Lars) mere eller mindre i fred – og i stedet satse på at føre en flankekrig mod Tyrell (Reno). Det gik i og for sig meget fint – ikke mindst takket være at spillet var præget af hyppige Musterings. Det skabet lidt klumpspil centralt på brættet, hvor Baratheon (Morten), Tyrell og Lannister låste hinanden fast – og i nord holdt Stark (Anton) sig i ro og afventede chancen (måske var Anton lidt mere forsigtig i det her spil, efter at være blevet slået ud i det forrige?).

Turene gik stille og roligt uden der skete de store forskydninger i magtbalancen – men jeg fik i ro og mag bygget en flåde op, selvom jeg var lidt uheldig med en enkelt mustering der kom dårligt; mine borge og byer var tæt befolket (da jeg brugte mine March orders på skibene), så jeg blev tvunget til at opgraderer en del fodfolk til ryttere).

Da vi nåede hen mod slutspillet i tur 8, så det rigtig godt ud. Jeg havde fået presset Tyrells flåde helt ud til havet ved Sunspear, og havde folk stående i Highgarden og Arbor. Men så skiftede krigslykken – en kombination af de andre vist ikke gad se mig vinde igen og en uheldig Mustering, tvang mig til retræte. Stark angreb ned mod mine områder omkring Ironsman Bay fra nord, mens Lannister og Baratheon lukkede af for mulighederne for at tage en 6. og 7. fæstning.

Det blev et intenst slutspil, hvor alle lurede på muligheder for at få en fordelagtig tie-breaker. Meget retfærdigt lykkedes det Anton at hive en sejr i land, takket være klogt – om end lidt forsigtigt – spil igennem alle turene. Han slog til, da chancen bød sig – og der var ingen som kunne forhindre ham i at komme bedst igennem slutspillet.

Klar til nye udfordringer

Det var to gode spil – og som altid en fornøjelse at spille brætspil med gutterne nede fra TRC. Men nu er jeg så småt klar til nye udfordringer. Alle udvidelser til AGoT er blevet læst igennem, så vi næste gang måske kan prøve nogle af de forskellige andre varianter af reglerne.

Jeg tror nok mest på værdien af at spille med nogle nye Leader kort, mens reglerne for havne, tilfældighed i Leader valg og de lidt tunge Strategy regler ikke lige falder i min smag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *