Nekrolog over Oakland Kampagnen

Om lidt bli’r der stille, om lidt er det forbi… fik vi spillet, det vi ville? Fik vi skabt en fælles melodi?

Oakland familiens slægtsdrama er vel så godt som definitivt ovre. Men inden de sidste søm bliver hamret i kisten, vil jeg prøve at gøre status over kampagnen – der nok er den sjoveste og mest helstøbte kampagne jeg nogen sinde har haft fornøjelsen af selv at skabe og være spilleder i.

Den gode spilleder havde dog nok også stoppet sidste aftens spil med en cliffhanger, da spilpersonerne stod overfor Dulcanon – så kunne vi have fortsat på et tidspunkt hvor alle var friske og havde lommerne fulde af Bennies. Den fejl er på mine skuldre – og jeg kan ikke helt løbe fra, at det gør ondt at have “ødelagt” en god kampagne på den måde.

Men der har været mange gode oplevelser undervejs. Vi begyndte at spille tilbage i maj måned 2007 – og nåede at følge familien Oakland igennem en række eventyr og urimelige mænger af modgang frem til juli 2008. For os spillere varede bekendtskabet i halvandet år. For de unge Oaklands varede eventyret halvanden måned.

Inden vi begyndte at spille, brugte vi et par aftener på at tale om vores forventninger og ønsker til kampagnen. Det var en spændende og lærerig omgang – og selvom det ikke lykkedes helt, at holde kampagnen på de spor, der først var lagt, var de indledende samtaler klart med til at gøre kampagnen bedre end den ellers ville have været. Det er jeg i hvert fald helt sikker på.

Det var desværre en lidt træg start – åbeningseventyret trak ud da jeg helt klar fejlvurderede hvor lang tid vi kunne og burde bruge på at fragte kvæg til St. Louise. Og den interne rollefordeling fungerede ikke helt, da Niels ikke fandt sig til rette med den rolle spil familiens overhoved som Lars, Dann og delvist Peter havde tiltænkt ham.

Og sidenhen havde både spillere og spillet haft glæde af nogle flere pointeres fra spillederen på hvad der kunne/skulle gøres. Jeg holdt nok for meget igen på GM-hjælp på bekostning af at give spillerne den ultimative spiller-frihed til at gøre hvad der passede dem?

Eventyret tog rigtig fat ved tilbagekomsten til Jackson County, hvor alting bare var råddent – og inden der var gået lang tid, havde spilpersonerne lagt sig ud med alt og alle. Det gjorde det ikke nemmere, at få overblik og lidt ro til at puste ud, at være i direkte fjendskab med både den korrupte militærdommer Judge Rainer (og hans håndlanger Lucas Graves), de lokale KKK folk (primært ledet af plantageejeren Simon Baron og storkøbmanden Brunsson), samt den helt igennem modbydelig lejemorder fra New Orleans, der havde fået job som byens Marshall (Elias Conway).

Snart var “Oakland Klikken” eftersøgt, og dusøren voksede løbende. Det var en grim overraskelse først at finde ud af at familiens “stifter” havde kæmpet på englændernes side under Uafhængighedskrigen – og senere kom det frem at de unges far/onkel havde samarbejdet med Unionens soldater i krigens tidligere år, hvor store dele af Arkansas var besat.

Det var et vendepunkt da fætter Mortimer døde. Både fordi at sagens alvor blev mere nærværende for alle, men også fordi det fik familien til at rykke tættere sammen. Sjovt nok steg Mortimers popularitet drastisk, da han først var død – inden da var der ingen der kunne holde ham ud, men så snart han var død, ændredes billedet af ham, så han fremstod som en stand-up guy. Måske også fordi, at alle de ting han var foragtet for i begyndelsen – hans kynisme og småkriminelle adfærd – langsomt var blevet normen for adfærd i gruppen?

Efter Mortimers død var der et kort bekendtskab med Oberst Slick. Det blev også til et opgør med først Simon Baron – og da Slick døde og Ranger White dukkede op, var der lagt i kakkelovnen til den store oprydning. Judge Rainer blev skudt og KKK folkene fordrevet fra byrådet.

Så dukkede Far Oakland op. Og flere hemmeligheder blev afsløret – og nogle ellers ret uklare sammenhænge blev tydeligere.

Det vist sig at være en skæbnesvanger beslutning at drage tilbage til Greenbriar Hill. Her endte vores hovedpersonerne at stå ansigt til ansigt med Dulcanon – og kun Kimberly slap fra det møde med livet i behold. Jeb og Nathaniel døde helt og aldeles – mens Greg ikke helt kunne slippe kontakten til denne verden, og var på vej til at vende tilbage som en udød.
Spillerne valgte at presse på. De oplevede et tidspres – og følte de var havnet på en kurs, hvor der ingen vej var tilbage. Sådan var det nu ikke tænkt fra min side – men det er jo desværre et godt eksempel på at tingene kan se meget forskellige ud, alt efter hvilken side af bordet man sidder på. Men måske har jeg bare spillet for meget Call of Cthulhu, hvor det er åbenbart indlysende at nogle monstre ikke bare sådan lige kan besejres i kamp, og der ikke er noget galt i at løbe skrigende væk, når ens medspillere begynder at miste spilpersoner?

Det behøvede sådan set heller ikke at være slutsignalet. Niels og Louise var klar på at spille videre. Men Lars var tvivlende. Og Dann helt afvisende for fortsætte. Og uden at have hørt fra Peter, virkede det oplagt at sige tak for denne gang.

Havde spillerne været med på at spille videre, kunne kampagnen kan sagtens have fortsat. Der er to spilpersoner i live og en tredje der sådan set stadigvæk er spilbar – og flere meget oplagte muligheder for at introducerer nye spilpersoner. Men det ville – som Lars så rigtig sagde – ikke længere være en historie om “Oakland Familien”. Og da det hele bagvedliggende plot er urimeligt simpelt, tror jeg da nok, at spillerne bliver skuffet over “bare” at få det fortalt post-game. Men det er jo en mulighed.

Tilbage er nok bare at sige, at det var en god kampagne. Den sluttede lidt dumt – og måske anti-klimatisk – med et par døde spilpersoner. Et uheldigt resultat af at spillerne nok blev lidt mindre forsigtige end klogt var og at jeg som spilleder missede en oplagt situation for en cliffhanger, der kunne have lagt op til en tænkepause.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *