Farvel til små 10.000 kort (*)

I den her uge fik min samling af L5R CCG kort et nyt hjem. De er flyttet til Tølløse, hvor Andreas gerne ville give dem husly. Og i forrige uge flyttede mine Warlord CCG kort hjem til Niels. Det er underligt, ikke at have dem stående mere. De har givet mig mange gode oplevelser – og også en del mindre gode (men det gider jeg ikke tænke på mere).

Højdepunkterne har været:

  • Glæden over at samle på Scorpions – de er bare for cool, og vil altid stå mit hjerte nær.
  • Den store L5R turnering jeg stod for på en Fastaval for mange år siden. Der var mange deltagere, alle hyggede sig – og ja, det var bare en god oplevelse.
  • Hver gang jeg har vundet et spil Warlord eller L5R over Lars, Niels, Rasmus, Hyper, Mike, Sebastian, Brian, Nolle, Kenneth, Michael, Nicholas, Reno, Casper og de andre rødder. Og de uendeligt mange flere gange, hvor jeg har tabt – men alligevel har haft et hyggeligt spil.
  • Deltagelsen i L5R seminariet på Gen Con 2004. Der blev spillet på trommer, råbt Banzai og fremvist en version af Bayiushi kortet. Der lugtede fælt af nørd – men det var også helt ok. Alle var glade – og stemningen absolut til at tage og føle på.

Men det er jo også mange år siden, jeg sidst spillede et af de to spil. Kortene har vist mest samlet støv de sidste fire år. Og det næste naturlige skridt var at smide dem i containeren – men det virkede også fjollet, når jeg tænker på hvor svulstigt mange penge jeg har brugt på dem.

Nu har de i stedet fået et nyt hjem. Alle tre kæmpe kasser. Jeg håber de får det godt.

Tilbage i kælderen står en stor kasse Doomtown kort. Men de skal ingen steder!

(*) Ok, jeg aner ikke om der vitterlig var 10.000 kort. Men der var rigtig, rigtig mange. Og de var tunge at slæbe rundt på. Og da stykprisen på den slags kort ligger over 1 kr, så vil jeg egentlig heller ikke kende det rigtige antal.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *