Brætspilaften med pingviner, kamelæoner og blomster

 Tirsdag kom Niels og Peter forbi, og vi fik spillet lidt brætspil fra Peters samling. Desværre kunne Lars ikke komme – hvilket jo var ærgerligt, da fire mand ville have været helt perfekt til de spil, vi spillede. Til gengæld kunne vi pjatte med at gætte på, om det mon var Warhammer Online eller Star Wars Unleashed der havde tvunget ham til at tage en aften på sofaen ;)

Packeis am Pol / Hey! That’s My Fish! (****) 
Et herligt lille brætspil, hvor pingviner hopper rundt på synkende isflager og æder fisk. Vinderen er den spiller, hvis pingviner får spist flest fisk.

“Spilpladen” er en ordentlig omgang brikker (pap-hexes), hvor der er påtrykt en lilel isflage og en til tre fisk. Brikkerne placeres tilfældigt i et ca. kvadratisk mønster, hvorefter hver spiller skiftes til at placere sine pingviner på flager, hvor der kun er en fisk. Herefter skiftes spilelrne til at tage en tur, hvor de flytter én pingvin videre til en ny isflage. Når du forlader en isflage, synker den, og de ligger den i din bunke, hvor den tæller point lig med antallet af fisk. Pingvinerne kan ikke hoppe over “huller” eller hinanden, og spillet bliver en fin blanding af at stå i vejen for hinanden, samtidig med at være tilpas offensiv til at hapse en masse fisk indenbords.

Det er ikke et spil, der kan spilles gentagende gange en hel aften igennem – men vi tog tre spil i rap, og det var ret passende. Et spil tog ca. 20-30 minutter.

At jeg vandt alle tre spil, smitter måske lidt af på min bedømmelse – men jeg synes nu alligevel, at spillet er fire ud af fem tørfisk værd.

The Gardens of the Alhambra (****)
Et godt gedigent “Euro” spil, hvor spillerne konkurrere om at indrette den mest overdådige og prangende have. Det er et auktionsspil, hvor hver spiller i løbet af sin tur enten kan købe en udvidelse til sin have (pavilloner, blomsterbede, tårne, etc.) eller tage penge op. Der er en sjov twist i at der er fire farver af penge, og de ikke kan blandes eller veksles mellem hinanden. Dermed kan det godt være, at der ligger en billig pavillon til salg, men hvis du ikke har penge i den rette farve, må du lade den gå din næse forbi. Hver gang du køber en udvidelse til din have, og betaler lige penge, kan du tage en ny handling, inden turen går videre til næste spiller.

I takt med at din have bliver udbygget, skal du være opmærksom på at de forskellige brikker ikke kommer til at spærre for nye udvidelser – der er en havemur, at tage højde for. Det var dog ikke et stort forhindringsproblem – men dog noget, du som spiller skal være opmærksom på (ellers risikere dug, at blive fastlåst i slutspillet – hvilket skete for Niels i vores spil).

Der er tre point-faser. Den første og anden kommer undervejs i spiller, mens den tredje sker i slutspillet. Der gives point for at have flest af en type have-udvidelser – og fra runde to også for at have næstflest, og i runde tre for at have tredje-flest. Det giver også point at have den længste havemur.

Der er en god balance mellem at gå efter hurtige point nu og her, samt at holde sig for øje, hvad der giver point i slutspillet. Hver tur kræver at du vælger mellem at købe en udvidelse, eller tage penge op på hånden. Bruger du mere end du tjener, kommer du nemt til at måtte stå over, når der er gode handler – og pure du for meget på dine penge, risikere du at brænde inden med dem, da penge sådan set ikke giver point på noget tidspunkt i spillet.

Det får fire ud af fem havenisser – og ikke kun fordi jeg vandt. Det er et spil, som jeg i den grad overvejer at købe.

Coloretto (***)
Vi sluttede af med kortspillet, hvor det gælder om at ligge kabale med kamæleoner. Jo flere du har af en farve, jo flere point er de værd. Men du får kun plus point for de tre farver, du har flest af – mens de andre giver minus. Så kunsten er at få mange kamæleoner af få farver – og undgå at sprede sig for meget ud (da det giver minus-point).

Hver tur kan du vælge mellem at tage et sæt kort op fra bordet, eller vende et nyt kort, som så bliver lagt til et af de eksisterede sæt. Er der kort du gerne vil have, er valget om du skal tage dem med det samme, eller vente for at se, om det bliver bedre – og dermed også tage risikoen for at det bliver værre, hvis en af de andre spillere enten tager kortene (og tvinger dig til at skulle vælge et andet sæt) eller udvider sættet med et kort, der vil give dig minus-point.

Vi spillede tre gange, og jeg vandt de to – alene på at spille en aggressiv stil, hvor jeg hellere vendte et nyt kort, end tog noget, der kun var halvgodt. Spillet er sådan set ret sjovt, og har en fed mekanik i og med, at det du ikke umiddelbart får nogen fordel af at vende et kort (er det alt for godt, vil en af de andre spillere tage det, inden det bliver din tur igen) – samtidig med at du godt kan være med til at dynge en stor bunke skidt sammen, men hele tiden har en risiko for at du selv skal æde den.

En ulempe ved spillet er, at alt er åben. Alle kan se hvilke kort der allerede er trukket – og alle ved, hvilke kort – og hvor mange af dem – der er tilbage i bunken. Spillet kan virkelig blive “ødelagt” af kort-tælleri og sandsynlighedsregning. Forstået på den måde, at hvis alle bruger tid på at side og tælle og regne på hvad der sandsynligvis bedst kan betale sig, bliver spillet lidt kedeligt og matematisk. 

Efter tirsdagens spil giver jeg Coloretto 2 ud af 5 kamæleoner – det er ikke godt nok til at spille igen og igen, og kan virkelig blive kedeligt, hvis alle begynder at tælle kort. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *