Viking Con 27 vel overstået

Så er det igen blevet en mandag efter en Viking Con . Og som altid var det en god oplevelse.
 
Fredag aften tog Astrid sin mor og bedsteforældre med til Kulturnat. Det betød så, at jeg kunne tage på Viking Con (selvom det ikke helt var den oprindelige plan). Men det faldt på plads lige akkurat så timet, at jeg nåede at få mig meldt til dagen inden at forhåndstilmeldingen blev lukket. Derfor kunne jeg fredag køre til Tårnby og spille Troels’ og Mortens Legenden Om
 
Som så ofte på Viking Con var der lidt forvirring omkring spilstart – men vi kom da i gang med at spille kl. 20. Jeg var i spillergruppe med Anders (som jeg kender fra Heroclix), Marie og Jan (der kun havde spillet rollespil et par gange før). Scenariet består af fire mindre delfortællinger – det vel bedst kan beskrives som novellescenarier, der spilles uafhængigt af hinanden – og men hvor alle har de samme spilpersoner med fra gang til gang (de bliver så nulstillet mellem hvert del-scenarie). Tanken er, at de fire scenarier samlet danner Legenden Om spilpersonerne.
 
Det er en god ide, som jeg har stor sympati for – og som forøvrigt ligger i meget fin forlængelse af den seneste kronik fra Sandy’s Soapbox, hvor han slår et slag for rollespil der kan overståes på 90 minutter.

I praksis fungerede Legenden Om… ikke helt som tiltænkt. For det første nåede vi kun igennem to af de fire fortællinger – for det andet var D&D 4th Ed reglerne lidt en benspænd, da ingen af os havde spil-erfaring med dem. Det ville nok også have hjulpet, hvis vi havde haft en spilleder, der var lidt mindre nervøs/usikker – samt at vi inden vi kom i gang med spillet, lige havde fået forklaret nogle grundpræmisser (som jeg nok tror er følgende): Det er ikke meningen, at spillerne skal bruge for meget tid på at udtænke strategier eller løse plots – men skal i stedet bare kaste sig ud i spillet og nyde stemningen og ellers udfylde fortællingens frie rammer med god gedigen action. Eller sat op i nogle punkter:

* Tænk på det som fire små og uafhængige scenarier.
* Spilpersonerne bliver nulstillet mellem hvert scenarie, så det er ikke så alvorligt at “dø”.
* Hvert af de små scenarier er en ramme, hvor spillerne skal hjælpe til med at fylde detaljer på.

Og nu hvor jeg er lidt krakilsk på formidlingen – så var det lidt tamt og kedeligt, at få udleveret af en spilperson der bestod af tre siders nærmest rent dogme-scenarie-agtigt  word tekst uden lir – hvor det meste var D&D regel-tekst, og spilpersonbeskrivelsen sådan var gemt lidt af vejen. Der må gerne være lidt mere bling-bling over det ;)
 
Efterfølgende må jeg konstatere, at vi hyggede os bravt – men der var ikke tale om en forrygende og banebrydende spiloplevelse.
 
Desuden var det slet ikke spor Artzy Fanzy Indie agtigt. Hvilket nok passede mig ganske udemærket. I stedet var det rigtig godt, at blive mindet om hvordan Old School Sword & Sorcery genren er – med spilpersoner, plots og stemninger, der fint kunne være hentet ud fra nogel af genrens klassikere. Specielt de prosa-stykker der var indlagt til oplæsning af både spillere og spilleder var rigtig inspirerende og tegnede en fin stemningsramme.
 
Jeg er fristet til at give Legenden Om… en ny chance – da formen med korte rollespils-scenarier måske kunne være velegnet som supplement til begge spilgrupper jeg leger med for tiden. Det skulle så nok være i en Savage Worlds version – men det er kun fordi, at jeg ikke er blevet super-fan af D&D4 reglerne endnu.
 
Western Lørdag

Lørdag dag stod jeg helt som planlagt for noget demo-spil af Savage Worlds / Deadlands Reloaded. Jeg havde taget min Deadlands t-shirt på, sørget for western stemnings-musik, slæbt figurer, terræn og dug med til bordet – og sørget for fine laminerede spilperson-ark (med de vigtigste regler på). Det var godt nok lidt af et udstyrs-stykke, men bagtanken var, at der skulle noget blikfang til for at få folk til at stoppe op – og så måtte jeg ellers tale dem varme på et prøvespil, når de først havde den første interesse. Sjovt nok var der mange, som troede det var et figur-spil jeg viste frem – så der skal vist arbejdes lidt med formen ;)

I alt var der vel 18-20 spillere, der fik spillet med i løbet af dagen – og langt de fleste morede sig godt. Der var også et par stykker, der ikke lige ville spille med – men så i stedet fik en snak om Savage Worlds og de forskellige settings der er til spillet.

Der var også overraskende mange – og det vil sige en 3-4 stykker – der kom hen og kiggede, fordi de troede at vi spillede Great Rail Wars. At der er så mange folk derude, som stadigvæk spiller GRW kom som lidt af en overraskelse. Måske jeg skulle se på at stå for noget programsat Western Showdown til næste års Viking Con?
 
Sebastians D&D4 demospil kunne slet ikke være med på mængden af lir, men han fik da alligevel en del spillere med – så jeg tror også, at han havde en god oplevelse med det. Og om ikke andet, så lød det da til, at han morede sig, da han var med til at spille Deadlands og forsvarede indbyggerne i Ghost Creek mod kæmpe tarrantula’erne.
 
Lørdag aften stod jeg sammen med Claus for Gunslinger. Det gik ok – selvom det i år var smuttet at få med i programmet, at regelkendskab var nødvendigt. Så der dukkede 8 mand op, der aldrig havde spillet det før. De fik jo alligevel spillet med – men de fleste af dem fik nok efter det første spil, og valgte at gå videre ud på Con’en for at finde noget andet at spille. De resterende fik spillet med i omgang to.

Henne ved “veteranernes” bord gik det også ok, og de fik afprøvet mit Full House scenarie, hvor alle skal styre to characters. Det var ikke en ubetinget succes – men tanken var nu egentlig mest, at sikre at ingen røg alt for hurtigt ud. Og så skulle det jo lige flaske sig således, at Peter fik skudt begge Runes characters i de første to ture. Så Rune sad og læse i sin bog, mens sønnikke – Ask – spillede spillet til ende. Det var Ask nu sikkert også ret tilfreds med, for han hev en overbevisende samlet sejr hjem i turneringen – tillykke med det (og så håber jeg at den gule vinder t-shirt passer).
 
Andre indtryk…
Af andre indtryk fra årets Viking Con vil jeg først og fremmet fremhæve “sund mad” boden, der leverede god mad til en fornuftig penge. Det var alle tiders!

Det var underligt ikke at have skrevet noget scenarie i år – det var jo ellers ved at være en årlig tradition.

Der var også en del Heroclix spillere derude. Jeg fik kun hilst kort på dem – og de holdt sig meget for sig selv (og kom slet ikke ind til butikkerne, hvor jeg ellers gerne havde vist dem et “rigtigt spil” med “rigtige figurer”.

Jeg nåede aldrig at få smagt på sagerne i caféen – men når jeg gik forbi, sad der altid folk og hyggede sig, så jeg formoder, at det igen i år var en succes? Og i det hele taget sad der igen i år, folk alle steder og hyggede sig med spil.

Sjovt nok havde butikkerne – Faraos Cigarer og Fantask – ikke nogle gode con-priser på deres varer. Der plejer ellers at være 10% fredag-lørdag, og måske endda mere lørdag aften og søndag. I år var der kun varer til normal udsalgspris – men det forhindre ikke, at jeg udvide bogsamlingen med CoC bogen Secrets of Morocco, som jeg ser frem til at få læst.
 
Frederik tog en del billeder på Viking Con – dem kan du eventuelt se her Fredag Lørdag 1 Lørdag 2 Lørdag 3 Søndag. Desværre fik han ikke taget nogle billeder af mit demo-spil bord. Men jeg så en del andre tage kameraet frem og skyde lidt efter mine figurer – så hvis du er en af de fotografer – eller bare ser nogle billeder fra mit demo-spil ude på nettet et sted – så hører jeg gerne fra dig.

Frederik prøvede også at få mig til at skrive et scenarie til Fastaval. Det er jo fristende et år, hvor temaet er “anything goes” – men det er jo ligesom ikke det samme, nu hvor jeg ikke kommer på Fastaval mere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *