Brætspilsaften – en tur på dragekrogen og krig i Westeros

Gog Fredag var Dann, Lars, Mungo og Niels på besøg til en brætspilsaften.
 
Vi lagde ud med fælles aftensmad og inden vi kastede os over desserten tog vi en tur forbi Red Dragon Inn. Jeg spillede selv den nævenyttige Illusionist, og var første eventyrer under bordet. Slutspillet blev en tæt omgang mellem præstinden (Dann) og barden (Lars). Og lige som det så ud til at Dann skulle vinde, fik Lars tørret en drink af på Dann – således at det ente med uafgjort. Skulle jeg fremhæve en mulig tie-breaker (og nu bliver jeg i tvivl om hvad reglerne siger), så burde Lars nok vinde – han havde forøget de 10 guldstykker han begyndte spillet med til 28 (det er godt halvdelen af de 60 guldstykker vi i samlet flok havde ved spillets begyndelse).
 

Bagefter fandt vi A Game of Thrones frem. Jeg forslog at vi valgte fraktioner efter den rækkefølge vi havde placeret os i under Red Dragon Inn, så Lars og Dann valgte først. Fordelingen blev således:
 
Dann – Stark
Lars – Greyjoy
Mungo – Baratheon
Niels – Tyrell
Thomas – Lannister
 
Mit udgangspunkt for Lannister var, at jeg ikke kunne vinde, hvis jeg spildte tiden på at kriges med Greyjoy. Så jeg håbede Lars var med på fredsaftale – og det lykkedes os faktisk, at holde os på god fod det meste af spillet igennem.

Spillets forløb var præget af, at vi fik Mustering i de tre første ture – efterfulgt at tre ture med Supply. Så det væltede op med tropper alle steder – og snart havde vi alle problemer med at få nye tropper i spil, eller rykke rundt til tomme felter.
 
Det gik hårdest ud over Greyjoy, da Lars ikke rigtig kunne udnytte sine mobile pirater, da alle kyster hurtigt var befæstet – ligesom han var den som først blev ramt af problemer med Supply. Vi blev aldrig helt enige om nødvendigheden af et an angreb og tilintetgjorde min flåde i Golden Sound – men jeg tror fortsat på, at det kostede ham en afgørende mulighed for ekspansion. På den anden side kan jeg også godt følge argumentet om, at han havde brug for at få den væk, for at kunne få ro omkring sine forsyningsskibe ude i Ironmans Bay.
 
Mit eget spil var præget af at jeg i den grad lurepassede og afventede situationen. Jeg havde ingen vækst efter tur 2 og frem til tur 5, men stod bare mere eller mindre stille. Imens nåde Baratheon/Mungo at sætte sig på hele østkysten, hvorefter han kom i krig med Tyrell/Niels, og blev sat på plads igen. Her var det så at jeg faldt over Kings Landing, og Mungo virkelig blev presset. Niels blev dog ramt hårdt af Wildlings, der kostede ham alle hans fire riddere – vi andre mistede alle to. Det tab nåede han ikke rigtig at komme sig over (på grund af den lange stime af Supply men ingen Mustering), hvilket nok kostede ham sejren (han stod ellers godt til at presse både mig og Mungo godt tilbage).
 
Greyjoy/Lars fik aldrig luft i sejlene, og blev virkelig hæmmet af at Stark smed først to og siden et tredje skib ud i det nordlige farvand. Der var ingen der kunne smide Lars ud fra hans første erobringer – men han kunne heller ikke rigtig komme ud af stedet.
 
Aftenens store vinder var Stark/Dann, der virkelige havde glæde af den megen Mustering – han fandt plads til at sprede sig ud, og havde hurtigt folk nok til at kunne spille 2 Consolidate ordre i turen – han manglede aldrig Influence! Samtidig fik han holdt Greyjoy i skak, så han kunne koncentrere sig om at komme frem i øst – hvor han lagde ud med at nuppe The Eyrie – og siden lagde sin klamme hånd på Crackclaw Point. Herfra var det sådan set bare at køre sejren hjem – og efter en omgang Clash of Kings, hvor han fik budt sig frem til at være første spiller, kunne han begynde tur 9 med at smide mig ud af Kings’ Landing – og dermed komme op på de syv byer/borge der skal til for at vinde.
 
Tanker om nye regler
Jeg må indrømme, at jeg længe har været modstander af at spille med den variant af reglerne, hvor hver spiller vælger tre kort i kamp, og så trækker det ene af dem. Men efter vores fastlåste spil i fredags, er jeg tilbøjelig til at indrømme, at det nok ikke ville skade.
 
Desuden har jeg nu spillet AGOT så mange gange, at jeg er frisk på at tilføje et par af de forskellige Variant regler.
 
1) Jeg er tilhænger af at spille med Ports. Det løser virkelig nogle problemer for Lannister (der i den grad har et presset udgangspunkt).

2) Måske vi skulle se på Special Orders – de løser i hvert fald nogle af de problemer, man kan komme ud for, hvis Events som Mustering og Supply bliver klumpet for meget sammen. Samtidig med at de giver nogle flere muligheder for at føre krig mod hinanden (i stedet for bare at lurepasse som vi endte med i fredags).

3) Variant reglen med tre kort i kamp er som sagt også ok.

4) Allermest er jeg dog tilhænger af at tage hul på bunken af alternative Characters – der er et sæt i begge udvidelser, så der er to andre sæt at vælge imellem. De tilføjer spillet variation ved at tilbyde flere muligheder i kamp, samt fordele fordele/ulemper lidt mere jævnt end i gundspillet (hvor specielt Greyjoy har nogle vildt seje kort – mens Baratheon tit sidder med nogle tæt på ubrugelige kort).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *