Når jeg spiller med de andre Skizofrenia rødder, er det de samme mennesker, som jeg har spillet rollespil med de sidste knap 20 år. Rollespillet er i sidste ende en undskyldning for at være sammen med nogle af mine bedste venner – og kvaliteten af rollespillet er ikke det eneste som tæller. Det er nemlig altid utroligt hyggeligt at være sammen med de andre. Og vi er vildt elendige til at spille andet end de samme roller i ny indpakning (uanset kampagnen), eller til at holde en disciplin omkring bordet når vi spiller (der er jo så meget andet at tale om).

Derudover er jeg sikker på, at de andre nok skal sige hvad de mener. Og at vores spilleder – Claus – giver et praj om hvordan jeg bedst kommer tilbage på hesten.

Men jo, det er altid frustrerende når der ikke er helt afstemte forventninger mellem deltagerne i rollespillet.

Skriv dine problemer med spillet ned på et papir i punktform og start med at snakke åbent om det inden I starter næste spilgang.

Rollespil er kun interessant, hvis alle morer* sig – for ellers ender det med at en eller flere spillerne begynder at spille imod historien (og det går ikke for så er det ikke sjovt for nogen).

*) Ikke fordi det skal være sjovt hele tiden – selvfølgelig.

Man har på fornemmelsen, at man skal ramme en bestemt spillestil, at man skal reagere på nogle bestemte spor, og at den store oplevelse kommer fra at ramme scenariets spilstil – men den spilstil har jeg oplevet fra begge sider af skærmen værende lidt for ofte umulig at ramme med særligt præskrevne kampagner. Og det virker som om, at det litterære forlæg i jeres kampagne forværrer situationen. Som om at tanken er, at I fra sidelinjen skal opleve historien, (næsten) som om man var der selv.

Mit umiddelbare råd er, at få snakket med spilleder om, hvad det er for en spillestil kampagnen ligger op til. Får I fulgt de rette ledetråde? Følger I den scenariets spillestil? Hvilken spiloplevelse forventer scenariet at give jer?