Battlestar Galactica (**)

I fredags kom Anton, Henrik, Mungo og Reno forbi. Egentlig var der lagt op til at vi skulle spille A Game of Thrones, men de fik ret nemt overtalt mig til at prøve Battlestar Galactica. Og da jeg har hørt meget godt om spillet de sidste par måneder, gjorde det ikke så meget.
 
Men så kom vi igang med spillet – og det var ikke lutter positivt.

Red Novmber In Space 

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Battlestar Galactica med Red November. Begge spil går ud, at spillerne render rundt på et (rum)skib, hvor de prøver at slukke en masse brande – enten bogstavelig talt eller i mere overført betydning. Red November er bare bedre, sjovere og hurtigere spillet.

I Battlestar Galactica skiftes spillerne til at vælge en person fra besætningen – og hver person har forskellige evner. I vores spil valgte folk i denne rækkefølge: Mungo (den gale læge med storhedsvanvid), Reno (en hotshot pilot og admiralens søn), mig selv (admiralen med adgang til atomvåbene), Henrik (den rebelske pilot) og Anton (den pligtopfyldende mekaniker).

I hver tur trækkes der en række kort, der beskriver hvilke begivenheder som rumskibet og besætningen kommer ud for – og hver spiller har sin tur, til at prøve at gøre noget nyttigt. Alle har forskellige evner og spidskompetencer, så det handler i høj grad om at tale sammen og koordinerer indsatsen.

Spillerne vinder spillet, hvis det lykkedes at få rumskibet sikkert frem til en eller anden planet – det kræver en række spring i hyper-rummet. Og hvert spring flytter skibet til et nyt sted, med mulige komplikationer – ligesom at et spring ofte koster ressourcer. Rumskibet bryder sammen, hvis det bliver sønderskudt af fjenden, eller ryger ned på 0 (nul) i brændstof, befolkning, moral eller fødevarer.

For at give spillet et twist trækker alle spillere inden tur 1 et loyalitetskort, der viser om de holder med rumskibets besætning – eller er hemmelige Cylon agenter. Alle spillere skal trække nye kort havlvejs i spillet – og antallet af kort er således, at der mindst er en – og max to – Cylon agenter ombord i sidste halvdel af spillet. Cylon spillerne vinder, hvis de andre spillere taber. Det lyder jo egentlig ganske underholdende, og jeg har ladet mig fortælle, at et normalt spil ofte går ud på at gætte, hvem der måske er agent(er) – samtidig med at agent(erne) prøver at skjule sig lidt.

Pinefuld og langtrukken død

I vores spil var den første begivenhed et kæmpe Cylon angreb – og der kom forstærkninger lige bag efter. For at håndtere forskellige begivenheder skal alle spillerne stemme hemligt med forskellige kort, og allerede efter første afstemning, kunne der ikke være tvivl om, at der var mindst en Cylon ombord (da der tydeligvis var nogen, der havde forsøgt at stemme imod at løse problemet). Anton sad som sidste spiller i rækkefølgen og afsluttede første tur med at vise sig som Cylon. Det gjorde ondt af to årsager: For det første var skibet allerede tæt på at være sødnerskudt, og Anton styrede den roller, der absolut er mest kompetent til at holde skibet samlet. For det andet fik han lov til at trække et kort med en ekstra-katastrofe, som han kunne spille turen efter – og det lykkedes ham åbenbart at trække det absolut værste kort i den bunke.

Tur to var en kamp mod tiden. Og i min tur afslørede stemmerne, at der skam var endnu en Cylon ombord. Jeg vidste, det ikke var mig. Og Reno havde i den grad kæmpet for sagen – så det måtte være Mungo (der var stukket af til præsident-skibet og lavede nul og niks) eller Henrik, der brugt sin tur på at smide Reno i spjældet. Turen sluttede med at Anton akriverede endnu et Cylon angreb…

Resten af spillet var sådan set tidsfordriv. Og det blev helt grotesk, da Mungo sprang ud af Cylon skabet samtidig med at jeg også røg i spjældet. De sidste mage ture fulgte et slavisk forløb, hvor Henrik i praksis spillede solo-spil. Først brugt Reno og jeg vores ture på at give Henrik en ekstra chance for at gøre noget. Vi havde begge to nemt ved at trække kort, der gjorde det muligt – samtidig vi ikke havde den mindste chance for komme ud af spjældet, og dermed reelt ikke havde andet at gøre – det var sådan set ret kedeligt. Så tog Henrik sin tur – der typisk gik ud på at fjerne skade fra rumskibet, det hele tiden var på randen af falde fra hinanden. Så havde Anton og Mungo tur, og de stjal så hvert et kort fra Henrik hånd og fyrede et skud af mod vores rumskib. Det blev med andre ord et spørgsmål om tid, indtil det helt fordusigeligt ente med at Henrik ikke kunne nå at fjerne skade fra rumskibet lige så hurtigt som Mungo og Anton kunne påføre skade.

Jeg var absolut ikke imponeret over spillet da vi stoppede. Måske var vi bare ekstremt uheldige og havde tilfældigvis ramt en stribe af worst-case situationer? Måske er det rent faktisk normalt både sjovt og underholdende at spille Battlestar Galactica? Men i fredags formåde spillet ikke at imponere mig, og der kommer til at gå en rum tid, inden jeg har lyst til at prøve det igen.

Red Dragon Inn 

Vi sluttede forøvrigt aftenen af med en omgang Red Dragon Inn – Mungo spillede Zot & Pookie (og røg ud som den første), mens Reno spillede Gog, jeg selv spillede Fiona, Henrik spillede Deidre og Anton spillede Eve. Jeg var så tæt på at vinde, men blev til sidst slået ud af Anton, der vandt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *