TPK i Tobruk

I går aftes fik Lars – vores spilleder – endelig skovlen under os i Weird Wars kampagnen. Forrige gang reddede vi hele verden, da vi fik oprettet en balance igen i Underverdenen, hvor Ra åbenvart havde nogle problemer med kæmpeslangen Apophis – et helt vildt højt episk niveau for en kampagne, hvor vi ellers mest har haft problemer nok med at forhindre nogle onde nazisterne i at finde Alexander den Store Grav (hvor de vist håber at finde et eller andet, som kan hjælpe dem til at erobre hele verdenen).

 

Men som sagt så lykkedes det at redde verden, efter at Niels spilperson – Whitmore – ofrede sig selv. Så selvom vi var kede af at have mistet endnu en agent og ven (det var Niels anden spilperson i kampagnen), så var vi forholdsvis optimistiske før aftenens spil. Jeg havde endda talt lidt med Louise og Peter omkring hvor episk det havde været, og at vi nu måtte være rimelig tæt på en slutning – det kunne jo næppe blive meget mere episk. Vi havde begyndt som amatører i tjeneste hos den britiske efterretningstjeneste, og nu havde vi reddet verden – og nogle af vores fjender havde vi lagt bag os. Den Tyrkiske Gesandt var død i ørkenen – og vi havde hans okkulte bog, og fundet nedgangen til Underverdenen i hans kælder. Og de skumle Giovanni vampyrer havde vi også efterladt i ørkenen. Tilbage var kun de onde nazister.

 

Nå, det var i hvert fald sådan vi så på sagerne inden vi begyndte at spille. For det første der skete var, at min spilperson blev angrebet af en Giovanni vampyr og slæbt op fra Underverdenen, med trusler om evige pinsler – fordi vi åbenbart havde spoleret deres planer (noget med at kaste verdenen ud i evigt mørke). Peter og Louises spilpersoner slap med nød og næppe ud fra de underjordiske grotter inden de blev sprængt i luften – men fik forvildet sig ud til den tyske udgravning i ørkenen (og ikke op til overfladen via den tyrkiske gesandts hus). Som om det ikke var slemt nok, at vampyrerne var vendt tilbage – så besluttede Peters spilperson, den tysk-jødiske doktor, at betro sig til nazisterne. Og den lokale SS-Sturmbahnführer synes det lød ganske interessant – ikke mindst det med at vi havde fundet Alexander den Store grav (og så pyt med at vores mission fra første færd havde været, at forhindre tyskerne i at finde selvsammen grav – nu fortalte vi dem så bare hvor den var).

 

Nazisterne – der sådan set altid har været høflige og venlige i vores kampagne – var så taknemmelig, at de kvitterede med en høflig advarsel om at Giovanierne var vendt tilbage – og så fik Peter og Louise et par fine spidse pinde med, som kunne skade vampyrerne. Ligesom for at gøre det hele umuligt, fik de også en advarsel om at der stadigvæk var tyrkiske snigmordere (med overnaturlige kræfter) løs i byen, og at de vist nok ledte efter os. Og lige for at grave vores grav ekstra dyb, så var der en antydning om at den italienske efterretningstjeneste i byen også havde skumle planer (men det havde vi dem jo mistænkt for i forvejen).

 

Nå, min spilperson har alle dage været en overlever. Så det lykkedes med helt urimelig gode terning-slag at slippe væk – med en flok italienske elitesoldater i hælene sprang han ud fra taget på et hotel, lande sikkert ved hjælp af en parasol og en lavvandet pool, og humpede så væk med forbløffende stor hastighed. Aldrig har den krøbling bevæget sig så hurtigt – men det var tæt på solnedgang, og vampyrernes trusler virkede meget reelle.

Undervejs gennem byen løber han sørme ind i en engelsk soldat, der prøver at gemme sig i et udbombet hus – og ævler om at han har en pakke til det britiske konsulat (Niels’ nyeste spilperson). Samtalen bliver afbrudt, da der dukker et spøgelse op – sikkert udsendt af vampyrerne for at finde min spilperson. Mere flugt igennem byen – og Niels spilperson ender i en baggård med nogle uddøde zombier, som han nemt får skudt. Vi samles på konsulatet, hvor også Peter og Louises spilpersoner er dukket på.

Vi får talt lidt om hvor skidt det står til – vampyrerne har hugget “vores” okkulte bog (som indeholder formularer til at kontrollerer/dræbe uddøde) og nazisterne ved nu hvor Alexanders Grav er. Hvad skal vi dog gøre ved det?

Så bliver lågen til konsulatet sparket ned af en meget sur og nævenyttig vampyr – der kommer med mange trusler, og i det hele taget virker ret sur over at vi har ødelagt alle hans planer. Han er alene – hans kvindelige vampyr-kone er for en gang skyld ikke at se – så nu har vi den bedste chance vi kan håbe på. Peter og min spilperson tager en dyb indånding, griber fat på de spidse træpæle og gør klar til en konfrontation. Og så bryder kampen løs.

I første kamprunde rammer først Peter og så jeg plet. Men gode terningslag er vi ret tæt på at få sat den fæle vampyr ud af spillet – Lars er et kort øjeblik nervøs for at kampen skal ende inden den er begyndt. Men han behøver slet ikke at være bekymret. Først bliver Peters spilperson såret, men holder sig lige akkurat. Bagefter dukker den kvindelig vampyr op ude i baghaven, hvor hun begynder at dræbe de tilbageværende soldater som skal beskytte konsulatet – imens at Niels nye spilperson gentagende gange skyder hende med sin maskinpistol.

I forhaven ruster vi os til endnu en danserunde med den sure vampyr, og selvom det ser skidt ud, håber vi lidt på det bedste. Så trækker Lars sin første Joker. Der kommer flere senere. Det er skidt. Men ikke så skidt som da Louise prøver at skyde efter vampyren og i stedet for rammer Peters spilperson i ryggen – og denne gang bliver han liggende (ok, det er så typisk for Louises spilperson der hele kampagnen har haft en Bad Luck Hindrance, som atter en gang gør livet surt for hende – lidt hjulpet af at Louise laver en Critical Faillure på sit Shooting Test). Umiddelbart derefter griber den hævngærrige vampyr fat i min spilperson, der også bliver flænset alvorligt – og heller kan rejse sig igen.

Vampyren ser lidt på Louises spilperson, hvorefter hun også får en omgang tæv – men hvor vi andre er sluppet med at blive slået bevidstløse, så bliver hun dræbt. Et Critical Faillure på et Vigor Test betyder døden. Både Louise og hendes spilperson har åbenbart Bad Luck i aften. Egentlig er der ikke mere at gøre, men Louise laver lige et Spirit Test for at se, om der er en lille livgnist tilbage. En vilje til at leve videre. Og så ruller hun sin tredje Critical Faillure den aften…

I baghaven skyder Niels videre på den kvindelige vampyr, der nu har fået gjort det af med alle de resterende vagter. Selv Dodger og Bull, der ellers har overlevet så meget. Han har en Doubting Thomas Hindrance, som han skal have ros for at tage konsekvensen af – for han vælger komplet at ignorere, at hans skud stort set ikke har nogen effekt. Da den mandlige Giovanni vampyr dukker op omme i baghavne, og Niels lakonisk siger, at han vil skyde videre, så tager Lars og lukker spil regelbog. Pakker terningerne væk og siger, “vi stopper vist her”…

 

TPK i Tobruk.

 

Æret være deres minde…

Miss Mitchell, Doktor Eisenstein og Mr Carnaghan faldt alle i tjenesten, bevæbnet med spidse træpinde kunne de ikke få vampyrerne ned med nakken.

Den engelske soldat – som vi aldrig lærte at kende, men som vist nok hed Paul – stod med sin elskede “Betty” i hånden og skød løs. I en sky af krudtrøg og eder. Jeg tror ikke, at de fik ham levende.

3 Responses to TPK i Tobruk

  1. Johs says:

    Slutter jeres kampagner altid med at I dør?

    og hvilken bøger brugte Lars til kampagnen? Jeg er jo ved at sætte mig ind i SW komplekset, hvor det sidste slut på stammen er nogle overvejelser omkring hvilke bøger der dækker slut30erne. Handler Weird Wars bogen (bøgerne?) kun om krig eller har de også beskrivelser af setting?

  2. Thais Munk says:

    Wow. Det var sgu alligevel imponerende at tage konsekvensen med på den måde. Hvordan var det at spille? Var det sjovt eller føltes det som et anti-klimaks? Eller var det sådan anti-klimaks på den gode måde?

  3. Thomas says:

    Hejsa

    Lige en hurtig kommentar – jeg er ikke helt sikker på at kampagnen er slut. Synes det er ok, hvis den er. For det er en fed slutning. Men vi har ikke talt om det. Vi kan sagtens fortsætte, hvis det skulle være.

    Johs: Vi brugte Weird Wars, der mest er regler for spil i Anden Verdenskrig, og så en masse fakta-ting, samt en mindre håndfuld ideer til mindre scenarier. Det er ikke den mest fantastiske bog – efter min mening. Skal du have Weird Wars setting skal du have fat på de gamle bøger til d20 som Pinnacle udgav (de kan fås som pdf). De er til gengæld fine nok.
    Til 30’er spil vil jeg i øvrigt anbefale Ravaged Earth, der er totalt Pulp. Meget fin bog. Og med masser af setting, der binder en fin samling på alle de skøre ting med nazister, hypnotisører, proto-type superhelte og alt muligt andet.
    Og nej, vi slutter ikke altid med at vi dør. Vores sidste kampagne – et FBI / X-Files-agtigt / eventyr, sluttede med at de fleste overlevede. To dødsfald var der undervejs (Peter mistede en agent i en skudkamp – hvilket jeg har totalt dårlig samvittighed over, for det var mig der lokkede ham med ind i kampen) (og Louise døde til sidst – uden at det blev helt klart om hun kom i himlen eller helvede / der var en kristen-mytologisk-okkult vinkel på kampagnen).

    Thais: Det var/er en fed kampagne. Jeg er totalt glad for min spilperson, der i øvrigt ikke døde “on screen”, men ligesom Peters “kun” blev slået bevidstløs.
    Jeg havde det ret sjovt i går, var i godt humør da vi sagde farvel. Og også da jeg gik i seng. Synes faktisk det havde været en god spilaften – hvor alle havde spillet deres roller. Alle var på. Alle var i godt humør. Absolut en god aften.
    Og næh, jeg syntes ikke det var et antiklimaks. Ok, der er mange løse ender – men vi har reddet verden. Det var så vildt fedt og episk forrige gang, så det er helt ok, at stoppe her.
    Jeg ser det ikke som et antiklimaks, men som den vildeste cliff-hanger. Og det passer ret godt til den Indiana Jones agtige Pulp stemning vi har haft undervejs.
    Som sagt – der var kun en spilperson der døde on-screen – vi andre kan jo et eller andet sted måske godt overleve. Det er ikke sandsynligt. Det er ikke “realistisk”. Men der er altid en chance (som vores ven Jesper engang sagde). Men jeg tror ikke – lige nu – at jeg har lyst til at spille videre. Syntes det var en god slutning.

    PS: Undskyld stik-ordsformen i mine svar ;)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *