Dysfunktionel gruppe af spilpersoner

Vores Warhammer Kampagne er kommet ok i gang, men det er også tydeligt, at spillerne har skabt en meget dysfunktionel gruppe af spilpersoner. I går var det meget tydeligt.

Peter har en spilperson, der er direkte ondskabsfuld. I går udsatte han en mand for tortur, for at lokke nogle andre mænd frem. Og senere opførte han sig så ufatteligt dårligt og provokerende overfor resten af spilgruppen – fx havde han travlt med at kalde Niels for “morder”, og brokke sig overfor Louise (der prøvede at tale fornuftigt til ham, men som “bare skulle holde kæft, for han havde jo reddet hendes liv tidligere).

Niels spiller en skruppelløs lejesoldat. Han gør hvad som helst, bare han får penge for det. I går myrdede han – uden nærmere eftertanke – to forsvarsløse og bevidstløse mænd (ok, de var forbrydere). Og bagefter sagde han ja til et “job” som professionel opkræver af beskyttelsespenge samt lovede at han nok skulle skaffe en nævenyttig sagfører af vejen. Desuden kom han op at slås med Peters spilperson i går – mest fordi han var træt af at høre på ham.

Lars er mindst lige så skummel – men mere elegant omkring det. Hans bedemand er så ufattelig grisk og grådig, og der er åbenbart ikke den løgn eller svigfulde gerning som han ikke vil begå, for at tjene penge. Til hans ros skal det dog siges, at han betale en gangsterboss for at trække i nogle tråde, så spillergruppen slap for at komme for byretten. Lars har dog ufattelig travlt med at samle penge sammen, som han ikke vil dele med andre – og kører tydeligvis sit eget løb.

Anton er knap så skummel. Han undlod fx at myrde en mand, men lod ham gå (mod passende betaling). Han har dog også travlt med at få fat på de penge, som Lars har raget til sig – men er ikke helt så dækket af blod (hverken bogstaveligt eller i overført betydning som de andre). Men han nægter også totalt at tage ansvar for egne handlinger, og har travlt med at give sin “tivllingbror” skylden for alting. Hvor de andre har en ret sort samvittighed, så er her nok tale om en mere “grå”.

Louise er – som altid – gruppens uskyldighed. Ok, hun har ikke direkte forsøgt at stoppe de andre tåbeligheder, men prøver generelt at holde sig inden for moralens (og lovens) rammer. Hun er bare så uheldig, at hun tit kommer til skade – og i går blev hun også truet ret voldsomt at en psykopat. Og når hun så spørger de andre i gruppen om hjælp, får hun knap nok en skuldertrækning som reaktion. Samtidig er hun jo i al hemmelighed en heks (eller hvad man nu kalder kvinder der bruger trolddom), og når de andre engang finder ud af det, så vil det blive kimen til nye konfrontationer – fx om hvorvidt man overhovedet kan stole på hekse, og om hvor stor en dusør man kan få, for at aflevere hende til en heksejæger?

 

Og hva’ så?

Det store spørgsmål er vel så bare, om det er en gruppe af spilpersoner, som er en velsignelse eller en forbandelse?

På den ene side, så behøver jeg næppe gøre så meget ud af at forberede scenarier til kampagnen – for deres indbrydes konflikter bliver tilsyneladende eskaleret til voldlige konflikter hele tiden (og til sidst ender det vel med, at en eller flere af dem bliver alvorligt såret – eller dør af det). Og da alle mere eller mindre har ting, som de forsøger at holde skjult for de andre – og derfor bruger enormt meget tid på at lave luskede ting, som helst ikke skal opdages, så kan de par timer vi spiller rollespil hver aften jo hurtigt gå.

På den anden side, så er det da lidt underligt, at have en spillergruppe som det er svært at holde sammen på. Og der er måske ikke så mange ting, jeg kan gøre, for at få dem til at være sammen om at løse opgaver.

Umiddelbart er jeg nok nået frem til, at det er noget som spillerne – ikke spilpersonerne, men spillerne – selv må rode med. Hvis de gerne vil have en gruppe af spilpersoner, som faktisk er en gruppe og gør ting sammen – så må det være op til spillerne at skabe forudsætningerne for det. Det er spillernes handlinger og valg, som skaber kampagnen – og hvis det er en kampagne med spild og konflikt blandt spilpersonerne, de har lyst til at spille, så er det dét vi spiller. Men så må de også være forberedt på, at det næsten helt sikkert vil ende med, at deres spilpersoner i sidste ende nok ender med at dræbe hinanden. Og de skal være skarpe på, at deres spilpersonernes uenigheder og stridigheder ikke får den konsekvens, at spillernes oplevelse af om det er sjovt at spille eller ej, bliver sat i spil. For det skal være sjovt at spille – og selvom jeg næppe tror at nogle bliver uvenner udenfor spillet (vi har trods alt spillet sammen i mere end 10 år), så skal der heller være nogle mindre “bad feelings” som begynder at lægge malurt i bægeret.

3 Responses to Dysfunktionel gruppe af spilpersoner

  1. Johs says:

    Det lyder som en sjov gruppe, men ikke som noget jeg ville spille i lang tid. Af to grunde.

    For det første er kan konfrontationer være sjove i starten, men måske kan I aftale at spilgruppen på et eller andet tidspunkt har harmoniseret sig. Ellers kommer man let til at udspille samme konflikter igen og igen uden der nødvendigvis kommer mere kød på dem. Ligesom jeg ville være bekymret over om nogens følelser ville komme i klemme (men jeg er selv og spiller også med meget følsomme spillere), især hvis dine spillerne begynder at opfatte konflikterne som et strategisk spil uden faste regler.

    Jeg ved ikke om du har læst Troels indlæg om troskab (http://planbrollespil.wordpress.com/2011/07/22/troels-om-troskab/) men det er vel lidt det samme der er på spil. Det jeg tror det er vigtigt at I aftaler hvad I ønsker at spille og hvor meget spillerne ønsker eksterne plot og meget de blot ønsker at fucke ting op for hinanden (hvilket Warhammerverden er perfekt til). Er Louises heksekonflikt fx mere interessant som en ekstern eller indre konflikt?

    Den anden grund til jeg ikke ville synes det var så interessant at spille moralløse spilpersoner er at det simpelthen er for let for spillerne. Hvis man er villig til at gøre hvad som helst så kan du som spilleder jo kun opstille ret simple ydre konflikter (hvem er stærkest?), men dine spillerne skal ikke svare på mere interessante spørgsmål som fx “hvor langt er du villig til at gå?” og “hvad betyder mest for din spilperson?”. Der er meget godt og interessant rollespil i at spille moralske spilpersoner, synes jeg. Selvom det kan være befriende at spille psykopater.

  2. Thomas says:

    Det oprindelig oplæg til kampagnen, var netop – I begynder sammen fordi I er tvunget til det (I arbejder alle sammen for den samme mand). Men det er ikke en permanent konsktruktion – tanken er, at I fortsætter sammen på en aller anden måde, når I har arbejdet jeres gæld af.
    Det er den – “på en eller anden måde” – videre udvikling, som jeg vil efterlyse at spillerne begynder at se lidt på. Nu har de haft en chance for at etablere deres spilpersoner. Nu er det tid til at de ser på at få etableret en gruppe (eller alternativt acceptere at der ikke bliver en gruppe – og de konsekvenser som det dét så vil ha’)

  3. Min egen warhammerkampagne startede også med en gruppe utilgiveligt ondskabsfulde typer, jeg tror at det er tonen i spillet der får folk til at vælge at spille den type fra start. Det interessante er så at se dem blive mere og mere heroiske over tid, det har ihvertfald været den store fortælling i min kampagne.

    Den måde jeg håndterede starten på, var at afsøge grænserne for hvor umenneskeligt de rent faktisk ville handle. Er de villige til at dræbe for sølv? Kobber? Kvinder og børn? Når jeg så oplevede en eller flere af dem ramme en grænse, skruede jeg beskrivelserne af konsekvenserne op til elleve. Mine spillere fik nok efter at have slagtet et helt horehus og jeg beskrev de grædende børn i de brændende ruiner…

    Giv dem en buffet af bipersoner og hold øje med hvordan de reagerer på dem, hvis de viser sympati eller venskab over for nogen, så skab muligheder for at fortælle mere om det, lad dem skabe nogen positive relationer over tid. Og brug det så til at få dem til at handle heroisk.
    På den anden side, så sørg for at der er skurke der er større end dem, og som er værre end dem. Mine spillere bevægede sig op igennem underverdenen og mødte værre og værre skurke indtil de fik nok og slog en af dem ihjel, hvilket så førte til at de måtte søge hjælp hos den næstværste. Der så gav dem en chance for at starte på en frisk som rigtige helte i hans hjemland Tilea. Nu har de snart reddet hele byen fra lørdagsdæmonen, så det er godt.

    Jeg tror det handler om at forsøge at finde den moralske kerne der må være et sted i personerne og udnytte den til at få mere dybde i spillet. Det er ihvertfald hvad jeg har fået ud af min bande mordere og tyve.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *