DragsKvad tager form

I går mødtes jeg med tirsdagsrollespillerne Ane, Brian, Lars og Louise for at tage en snak omkring vores nye rollespil. Vi fik også talt om alt muligt andet – så selvom der er nye spillere med på holdet, er alt ved det gamle.

Jeg havde lavet et “billed-skema” til at få styr på samtale. Og det virkede ok. Lars havde taget sin FATE bog med, og den havde vi også stor glæde af.

DragsKvad-Fantasy-scale

 

 

 

FANTASY: Først og fremmest skulle vi lige have styr på hvad vi ville med Fantasy – og bordet flød over med referencer til film, spil og bøger. Det var ikke rigtig fordi vi alle kendte alle referencerne. Men vi blev enige om, at det nok var på ca samme niveau som i Game of Thrones. Drager eksisterer (fordi Fantasy uden drager bare ikke er Fantasy) – men måske mest af alt som en myte. Det er i hvert fald ikke noget, som er dagligdag. Landet er befolket af mennesker, der mest af alt har slået sig ned langs kyster og floder – og ellers er store dele af landet dækket af bjerge og mørke skove, dækket af tåge. Og i tågen bor der andre væsner, som er mystiske, farlige og som mennesker nok helst holder sig fra.

DragsKvad-Action-scale

 

 

 

ACTION: Det bliver nok også lidt Game of Thrones agtigt. Kamp er tilpas farligt, til at det helt sikkert er en bedre plan, at planlægge et baghold end at udfordre en sej modstander til tvekamp. Vi gider ikke ‘dungeoneering’ hvor spillet handler rigtig meget om kamp-konflikter. Alle ved at kamp er farligt, så når det ender med blodsudgydelser, vil det for mange være en sidste udvej. Og der har nok været en eller anden optakt, hvor der har været kaster ord og vrede håndtegn efter hinanden. Men vi vil rulle terninger (så længe det ikke bliver for kompliceret).

DragsKvad-Tragedy-scale

 

 

 

TRAGEDY: Ok, der var ikke nogen, som gad spille Sean Bean (og lave nye spilpersoner hele tiden). Men det skulle heller ikke være så kedeligt, at der aldrig døde nogen af betydning. Vi landede midt på skalaen – hvor der stadigvæk er plads til at folk (og spilpersonerne) kan blive ofre for sort uheld (og ikke altid har en “beskyttelse” fordi de er hovedpersoner), men uden at de dør hele tiden.

DragsKvad-Legend-scale

 

 

 

LEGEND/HERO: Alle kan li´Jamie Lannister. Så vi bruger ham som udgangspunkt. Spilpersonerne er ikke de største skurke i deres verden. Men bliver det nødvendigt, så gør det, hvad de syntes bør gøres – uanset om det så lige er heltemoddigt.

esteren_us_900px

 

 

 

REGLER: Vi talte om forskellige muligheder, men der var aldrig mere end tre finalister; Savage Worlds, FATE og Shadows of Esteren. Da vi skulle vælge mellem de to sidste, så tog jeg beslutningen om at vælge Shadows. En intro-bog med lidt af reglerne kan i øvrigt downloades gratis (link).

 

Shield-DragsKvad

 

 

 

ADELSHUSET: Spillerne talte lidt frem og tilbage om et adelshus. Først og fremmest fandt vi ud af, at vi ikke skulle spille i en Game of Thrones Setting – men en vi selv lavede (jeg er stadigvæk ganske inspireret af det arbejde som skete i Johs’ Mountains & Riverlands kampagne). Det endte med at vi fandt kortet frem til Shadows of Esteren, og så bare valgte at bruge det – men så selv fylde indhold og betydning på. Spillerne valgte et sted på kortet, som deres hjem – og så lavede de et adelshus baseret på reglerne fra Song of Ice and Fire rollespillet (en af de få ting fra de regler, som faktisk er ok).

Det endte med et hus, som så absolut havde set bedre tider – indtil katastrofen indtraf i deres forældres generation. Jeg vil prøve at lave et mere sammenhængende skriv omkring det. Men lad os bare sige, at terningerne ikke var med spillerne…

Spillernes verden

Der kom i løbet af aftenen forskelligt spiller-input til settingen:

  • Druiderne lavede engang for mange, mange år siden (hundrede, tusinder, det ved vi ikke endnu) et ritual som fordrev mange af ‘væsnerne’ fra deres hjem, så menneskene kunne bo der. Tågen over skovene og bjergene er på en eller anden måde en magisk manifestation af det ritual. Druiderne har stadigvæk deres store samlingssted midt oppe i bjergene.
  • Landet er ledet af tre klaner. I gamle dage var det forskellige kongeriger/klaner, men det fik druiderne lavet om på – så nu er der en Højkonge, som har sin egen hær. Kongemagten går lidt på skift mellem de tre klaner, og er på mange måder lidt en “tom tittel”, der ikke giver så meget reel magt over de to andre riger. Kongen har sin egen (lille) hær, af folk der enten er udstødt fra deres familier, eller af andre årsager har valgt deres egen klan/familie ryggen).
  • Kampagnen har to konflikter; en nabostrid med nabo-riget (“de har taget vores bro!“) og en konflikt mellem to religioner (den gamle druide religion og en nyere ting).
  • Religion: Druiderne er ved at miste deres indflydelse, fordi de er gammeldags – og deres værdi er så småt ved at blive glemt. Og så er der den nye religion, som er helt anerledes og hurtigt er ved at blive mere og mere populær.
  • Trolde; Ja, de er derude. I skovene. Og de er sådan set også ret farlige. Men druidernes magi, og måske de moderne kirkeklokker, svækker dem, så de er ikke en stor trussel mod menneskene. Desuden er der ikke så mange af dem mere, som der engang har været. Måske er de ikke specielt onde, men bare “misforstået”. I hvert fald er der tradition for at man til store fester, fanger en trold – holder den fanget tilpas længe til den bliver svækket – og så lader de moddige riddere kæmpe mod den i noget der minder om en slags tyrefægtning.
  • Dværge; Ja, de er også derude. I bjergene og andre underjordiske steder. De er underlige. Ikke til at stole på. Farlige. Og så kan de smede.
  • Magi; Ja, der er magi. Men det er rimelig sjældent. Healing Spells er virkelig, virkelig sjældne mirakler (og næppe en “instant cure”), og der er ikke nogle troldmænd med Fireballs.
  • Dragerne: Ja, de er derude. Et sted. Men hvordan og hvorledes skal vi lige finde ud af.

Kort om spillerne

Ane; Ny i gruppen. Har lidt erfaring med rollespil, men mest af alt pc-rollespil.
* Spiller en ung kvindelig ranger. Ældste datter til adelsmanden. Tombboy.

Brian; Vi spillede meget rollespil sammen i 12-13 år (?), men han har ikke spillet de sidste 10 år. Nu tilbage på holdet.
* Adelsmandens lillebror (onkel til de andre). Ridder. Hævngerrig. Var barn da katastrofen indtraf som ødelagde deres familie.

Lars; Erfaren spilleder. Jeg har spillet alt muligt rollespil sammen med Lars de sidste 19 år. Han har været med i alle tirsdagsrollespillene.
* Adelsmandens yngste søn. Ung. Flakker lidt rundt og ved vist ikke om han er ridder, arkitekt eller diplomat. Men meget “klog” af sin alder.

Louise; Har også været med til alle vores tirsdagsrollespil. Vi har spillet sammen i længere tid end vi har været gift (så vi har vel snart rollespils-kobberbryllup?)
* Den uægte datter. Er opvokset i hovedstaden. Har fået en uddannelse (læge/urter). Ældre end de lovformelige børn. Men ugift, da ingen vil giftes med en bastard fra en fattig familie.

3 Responses to DragsKvad tager form

  1. Johs says:

    Wow. Det er et langt indlæg og derfor mange ting man kunne kommentere på. Her kommer det i punktform:

    – Jeg synes den grafiske tilgang rocks.
    – Bør nok tjekke de der hus bygge reglerne fra Song of Ice and Fire ud ved lejlighed.
    – Du siger bare til, hvis du skal bruge nogen våbenskjold. Min ven Ask har lavet en helt del (som vi bruger, men som jo godt kan betyde noget andet i en anden verden).
    – Jeg forstår ikke helt det med de tre konger og klaner. Glæder mig til at høre mere om det :D
    – Druider (den måde I bruger det på) er kong arthursk. Min verden er mere klassisk fantasy, selvom præsterne er ret mærkelige http://sortforsyning.dk/2013/mr-15-afsnit-de-syv-praester/
    – Jeg kan godt lide den meget stemningsrige brug af trolde og dværge. Meget nordisk. Min kampagne bør nok også blive mere nordisk (desværre er mine helte på vej ned i en ørken).

    Fed kampagne. Skriv om den når I kommer i gang :D

  2. Thomas says:

    Hej Johs,
    tak for dine kommentarer :)
    Ja, jeg er nu også meget godt tilfreds med det grafiske tilgang.
    Ja, jeg tror gerne jeg vil have en mail med våbenskjolde. Den slags kan jeg sikkert nemt få brug for.
    Ja, jeg forstår nødvendigvis heller ikke det med klaner og konger. Det er noget som vi kun løst har skitseret.

    Vi skal vist lave spilpersoner og spille på tirsdag. Så mere info følger.

  3. Morten Greis says:

    Hej Johs,

    Du noterer dig, at din kampagne bør have mere nordisk islet, men at I er på vej til en ørken. Hvad med at kombinere de to ting? En “nordisk”/oldislandsk/vikinge-kultur i et ørkenområde?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *