Synops til Fastaval

Der har den sidste uge, været lidt debat på Facebook omkring udvalget af scenarier på blandt andet Viking Con og Fastaval. Og jeg har et par gange fået sagt noget i stil med at “der ikke rigtigt er så meget jeg har lyst til at spille” og at jeg “savner gode systemscenarier”.

Det fik Troels til at skrive på planB bloggen, at vi da bare kunne skrive det.

Og jeg er da åbenbart ret nem at provokere. Så nu har jeg skrevet og sendt en synops på et scenarie, som jeg selv meget gerne ville spille (og dermed også sådan et scenarie, som jeg savner i con-programmet på såvel Viking Con som Fastaval.)

Dragens Tårer (Synops)

William Rose ser op fra sine kort med et smil. Han sidder med tre esser på hånden og to i ærmet. Men det er ikke derfor. Han er glad fordi Anna-Belle netop er dukket frem, og har sendt ham tegnet. Hun har fået fat på nøglen. Det er nu det skal ske. William retter på sit tynde slips, rykker lidt tilbage i stolen og taber nonchalant de to esser han har gemt i ærmet.
  Og i det øjeblik stivner smilet og bliver afløst af frygt. Kvinden med de smaragd -grønne øjne står i baren…

GENRER: Weird West Heist Movie

SYSTEM: Deadlands (Savage Worlds)

ANTAL SPILLERE: 5 + 1 spilleder

FORVENTET SPILTID: 5 timer

STATUS: Jeg har en god ide – og har skrevet nok scenarier til at jeg er sikker på den holder.
Scenariet vil næppe ende på mere end 20 sider alt inklusive. Jeg går efter 16.

HVAD HANDLER SPILLET OM

Scenariet er et (Weird) Western scenarie der lander et sted imellem Maverick og Ocean’s Eleven tilsat lidt Lovecraft.

En gruppe af agenter og professionelle svindlere skal under en storstilet pokerturnering prøve at få fat på en MacGuffin (Dragens Tårer), der bliver opbevaret blandt opiumstågerne i et casino-bordel ejet af en ond kinesisk troldmand.

HVAD SKAL SPILLERNE SPILLE

Et rimelig traditionelt terning-rollespil – med nogle spilpersoner der hellere vil være kvikke end voldelige. Det mest revolutionere i spillet er, at inden spillet går i gang, trækker hver spiller to kuverter, der er med til at give det hele et par twist undervejs;

En umærket kuvert, der giver deres spilperson et særligt twist
(fx: din bror er den kendte dusørjæger Cort Williams. Når du i scenariet møder ham første gang skal du slå ham (hvis I er venner) eller give ham et venskabeligt kram (hvis I er fjender), så spillederen ved hvordan han skal spille videre).
En kuvert mærket med et symbol. På et tidspunkt vil spillederen bede spilleren om at læse den, og så få et twist i spil.
(fx: spillerne får beskrevet at en biperson har grønne øjne, og en af dem får et minde om tidligere at have mødt – og flygtet fra – en vampyr med samme øjenfarver).

HVAD FÅR SPILLERNE UD AF AT SPILLE

Jeg håber så afgjort at de er underholdt, og går derfra i godt humør.

 

 

3 Responses to Synops til Fastaval

  1. johs says:

    Jeg skal nok spillede det.

  2. Thomas says:

    Det bliver jo nok på en anden con (se nedenfor).

    /Thomas

  3. Thomas says:

    I slutningen af september fik jeg et par mails fra de scenarie-ansvarlige.

    Essensen af den første:

    “Vi er ærgerlige over at måtte skrive, at vi desværre ikke har fundet plads til Dragens Tårer på Fastaval 2015.”

    Jeg spurgte om – og fik efter en uges tid – endnu en mail med en begrundelse, der ca. kan sammenfattes til:

    “Det lignede et oplæg til et sjovt scenarie (…) Imidlertid ser vi det som en mangel ved din synopse, at du mangler et tema (…) i historien/for karaktererne (…) Det svarer lidt til forskellen mellem at spille poker om penge og om tændstikker. Spillet virker på sin vis med tændstikker, men det er federe, når der er noget på højkant. Du var oppe imod folk (…) deres spil havde mere interessante temaer, mere på højkant.”

    Jeg går stadigvæk og tygger på, om jeg nu er enig eller ej ;)

    Og så må vi se, om scenariet er noget jeg arbejder videre med, så ideen kan komme til at gøre nogle spillere glade en dag.

    Men moralen er nok, at jeg klart har fået oplevelsen af at have fået et “dear John” brev, og Fastaval og jeg uengenkendeligt er vokset fra hinanden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *