A Study in Emerald

I fredags inviterede Mike til brætspil, og da han lige har været en tur i Essen, var der jo en del nye spil og vælge imellem.

Først prøvesie-cover-1de vi et spil med nogle kort og terninger. Det var ret sjovt. Men jeg kan ikke huske hvad det hed. Noget med et bibliotek, tror jeg nok.

Bagefter fandt Mike sit A Study in Emerald frem, fordi det vist var noget, der kunne fange både ham selv, Claus, Mungo og mig.

Da vi begyndte, glædede jeg mig vildt meget til at prøve det. Da vi sluttede, havde jeg brugt den sidste halvande time af spillet på at kede mig.
Men hvis Mike inviterede en anden gang, ville jeg gerne prøve det igen. Men det gør han nok ikke. For jeg vil (igen) komme til at ødelægge spillet for de andre. Og hvad sjovt er der ved det?

For det første har spillet en spændende rammefortælling (Sherlock Holmes leder et oprør mod de Cthulhu væsner, der i mere end 700 år har regeret over menneskeheden – mens en anden gruppe af agenter prøver at stoppe “oprøret”). Og dens slags betyder for mig, næsten lige så meget som reglerne.

Reglerne er i sig selv ikke specielt indviklede – men der er alligevel mange detaljer, som fylder. Både Claus og Mike havde læst reglerne, og de plejer at være gode til at formidle den slags. Men et par gange tabte jeg tråden, og da jeg nåede punktet hvor “nu ved jeg nok til at spille, kan vi ikke bare begynde, og så tage resten når det kommer” – så var der liiige et par ting mere. Så der er nok umiddelbart de 10-15% ekstra regler, som gør, at jeg nok syntes det er for meget af det gode, og også betyder, at det er spil, som jeg spille mere end to gange, før end jeg fatter det.

Men hvad for nogle regler er der så?

Spillerne er på to hemmelige hold.player-identity-cards
Der er som sagt to grupper af agenter – dem som vil lave revolution og dem som vil forsvare det eksisterende. De hedder Restorationist og Loyalist. To etiketter jeg fredag aften ikke var skarp nok i låget til at holde styr på – så det blev “de lyserøde” og “de grønne”.

Når spillet begynder, trækker hver spiller et hemmeligt kort, hvor der står hvilket hold han er med på.

Hvordan vinder man?

Det er nemt nok at vinde. Det gælder bare om at score point. Men der er lige den hage, at når spillet slutter, så finder man den spiller, som har fået færrest point. Og hans hold taber. Vinderen er så den spiller på vinderholdet, der har fået flest point.

Det er jo meget cool, at det ikke bare gælder om at hive en masse point hjem til sig selv, men at du også skal huske at tænke på holdet. Det bliver rigtig sjovt, når du ikke ved hvem du er på hold med, men skal tolke det ud fra deres handlinger i spillet.

Men det betyder også, at hvis du lander på hold med en spiller, der ikke forstår spillet så godt, gør dumme ting, og ikke får de nødvendige point (som fx mig), så taber du, uanset hvor godt du har spillet. Med andre ord: “helle for ikke at være på hold med mig”.

Hvordan får man point?

De lyserøde får point for at dræbe monstre. Det bedste ved de point er, at dem kan du ikke miste. Ulempen er, at hver gang du dræber et monster, er der en god chance for at du mister forstanden. Når det sker, skal du afsløre hvilket hold du er på; er du lyserød slutter spillet, og der tælles point. Er du grøn, fortsætter spillet (for dem der holder med monstrene er jo sindssyge i forvejen).

Det er nok en vigtig pointe, som jeg totalt missede, at det ikke er en farbar vej til sejr alene at dræbe monstre. I løbet af spillet, skal du være lidt heldig, for at slippe godt fra at dræbe mere end 3-4 af dem. Og det giver altså ikke super mange point (med mindre at du kan gøre det så hurtigt, at du bliver sindssyg og slutter spillet før end det andet hold får hevet point nok hjem).

Man kan også få point ved at kontrollere byer. Der er flest point i at kontrollere London, Washington, Paris, Berlin etc. Men det er sådan set lige så nemt at tage kontrol over mindre byer som store. Det værste ved de point er, at du kun har dem, så længe du har kontrol over byen – hvis en anden spiller tager kontrollen over “din” by, så mister du dine point og han får dem.

Udover dine egne point, kan du score point som hele holdet får. Og det er jo ret smart, hvis du fx er på hold med mig. Så er der en chance for at du kan vinde, selvom jeg spiller som en kegle. Der er to point-stiger, en til hvert hold, og jo højere du kan flytte point brikken op ad en stige, jo flere point får holdt. Kommer en af stigerne i top, slutter spillet (de grønne starter en verdenskrig, de lyserøde en verdensomspændende revolution).

Derudover er der nogle andre ting, der kan give point – men det er ret meget nede i detaljen, og jeg kan ærlig talt ikke huske så meget af det. Men det er fx noget med at dræbe de andre spilleres agenter (men det får du kun point for, hvis du er på det grønne hold, og kun for agenter fra det lyserøde hold), antallet af zombier/vampyrer i spil (igen kun noget som de grønne kan få point for), og andet halløj.

Hvordan spiller man?

Det er i og for sig ret nemt. Turen går på skift mellem spillerne, og rækkefølgen ændre sig ikke. Når du har din tur, kan du tage to Actions. Hvilke Actions du kan vælge imellem, afhænger af hvilke kort du har på hånden.

Når spillet begynder, har alle spillere en bunke kort (12 tror jeg nok), der er ens for alle. Du har 5 kort på hånden, og trækker kort fra bunken. I løbet af spillet, kan du “købe” nye kort, som du så blander i din bunke. Det er med andre ord et Deckbuilding Game.

Dine kort giver dig muligheder for at spille “indflydelse” der er en ressource, som bruges til at købe nye kort eller tage kontrol over byer. Du kan også lave snigmord (på monstre eller de andre spilleres agenter), bruge penge (på at flytte dine agenter rundt i verdene eller købe mere indflydelse), og et par andre småting.

Hvorfor er spillet godt?

Jeg er vild med historien, og de fleste mekanikker er solide og hænger godt sammen. Det er i øvrigt rimelig overskueligt at lære de første 75% af reglerne.

Der er kælet for layoutet og brugt mange ikoner undervejs. Dermed forklare mange ting sig selv med brug af en lille tegning, og baggrundsfarven på kortene (toner af brun og grå) fortæller ret meget om kortet (kan det bruges flere gange, er det en “free action”, etc).

Det er spændende at gætte på de andre spilleres hold.

Hvorfor er spillet dårligt?

Det er nok lige lidt for komplekst til mig. I hvert fald skal jeg spille det nogle flere gange, for helt at kunne gennemskue spillet – der er ret meget med “hvis du gør X, så sker der Y, hvilket betyder at jeg bør gøre Z”. Den slags er jeg ikke særlig god til at overskue.

Hvis spillerne er meget forsigtige med at afsløre om de er på det lyserøde eller grønne hold, trækker spillet ud og bliver langsommeligt og småkedelig. Det er i øvrigt nok til fordel for det grønne hold, men hvad sjovt er der ved at vinde et spil, hvor alle (eller bare nogle af de andre) har kedet sig undervejs?

Mængden af regler. Det var for meget til mig, i hvert fald til at kunne det efter et spil. Undervejs kom der vampyrer med i spillet – Claus læste reglerne op, og der var mange ting, som man skulle være obs på. Men det eneste jeg hørte var “der er vampyrer…bla bla bla … vampyrer kan overtage agenter…bla bla bla… point… bla bla”. Og sådan havde jeg det egentlig også lidt, inden vi gik i gang med spillet – de sidste 10 minutter med regelgennemgang, missede jeg helt sikkert noget vigtigt.

Hvad syntes du så om det Thomas?

Jeg er både forelsket og frastødt. Rammefortællingen og de fleste mekanikker giver mig lyst til at spille igen. Måske ville jeg ligefrem købe spillet selv (hvis jeg altså kunne – det er vist ikke en reel mulighed at få det uden at have været med på Kickstart’eren)?

Jeg gider sådan set godt prøve det igen. Men det var ikke et lykkeligt første møde. Konkret brugte jeg de første tre ture af spillet på at tage dårlige valg, der ødelagde spillet for mig resten af tiden. Og den sidste halvanden time, overvejede jeg vitterligt at afslutte spillet, bre for at få det overstået – men det ville jo sådan set heller ikke være fair, at slutte det for at tabe med vilje, og dermed ødelægge spillet for de andre (der i højere grad havde en chance for at vinde, og ikke skulle have deres spil ødelagt af mig).

Hvad gik galt?

For det første købte jeg kort, der ikke var optimale (fx med fokus på snigmord, uden at det i længden var noget jeg reelt kunne udføre særligt mange af – og så ente jeg med at trække kort på hånden, som jeg ikke rigtig kunne bruge), for det andet missede jeg hvor gode kort der ellers var, hvilket betød at Mike og Claus i stor stil fiskede en masse meget gode kort, som de fik alt for billigt. Reelt gjorde det, at Mungo og jeg i høj grad var tilskuere til deres indbyrdes spil.

Begge dele er et resultat af, at spillet er af en sådan type af spil, som jeg ikke er særligt god til. Så jeg fattede ikke konsekvenserne af mine handlinger, før end jeg sad og kedede mig. Undervej havde jeg haft fornøjelsen af at dræbe både Sherlock Holmes og Moraty ved at sende Cthulhu monstre efter dem, men det var vel også ca. der, at spillet holdt op med at være sjovt. Resten af tiden kunne jeg ikke rigtig se, hvordan jeg skulle gøre fra eller til – der var nok nogle muligheder, men jeg kunne ikke gennemskue det (Mike har forklare mig nogle ting bagefter, som sikkert er rigtige – men i spillet, var vi ikke på samme hold, så han havde jo ikke rigtig nogen interesse i at hjælpe mig der).

Og så er vi tilbage til, at det nok ikke er særligt sjovt at spille spillet sammen med mig. For hvis du trækker en nitte, og kommer på samme hold som mig, så skal du godt være god, for ikke at tabe pga af mit dårlige spil.

asie-cards-other-02

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *