L5R | Rejsens Begyndelse (Ny kampagne)

Shosuro_Hirobumi_in_a_duel

I går kom vi igang med rollespillet på ungdomsskolen, og som jeg tidligere har skrevet om skal vi spille Legend of the Five Rings, og drengene har lavet deres spilpersoner som en gruppe kejserlige magistrater.

Vi brugte lidt tid på at snakke lidt om reglerne, få lavet spilpersonerne helt færdige – og så, for at få styr på kampreglerne, skulle spillerne duelere lidt med hinanden.

Der var fire spillere (den femte kom ikke), så det blev til to dueller. Først skulle Akodo Shugenjaen og Otomo Hofmanden kæmpe. De fik prcæst samme initiativ slag, og har samme Reflexes, så de ramte hinanden samtidig. De ønskede begge at lave Full Attack, Akodo’en med sin fremtryllede Vand Bo og Otomoen med sit katana. Det blev til, at de løb skrigende mod hinanden og slog til. Begge ramte, Begge havde lavet to Raises (for at lave ektra skade). Og så ente det med at shugenjaen blev skåret op fra lår til skulder og Otomoen fik slået halvdelen af sit ansigt ind. 1 kamprunde, og to spilpersoner Down. Tjek. Så har vi ligesom styr på hvor farligt kamp kan være.

Trane Duelisten og Skorpion Morderen lærte lektien, og var lidt mere forsigtige. Deres første angreb ramte begge to, men deres skade var utroligt ringe. Så et par snitsår til hver, og ny kamprunde. Skorpion ville nu kaste en Shuriken, men var ikke hurtig nok – Tranen slog først, ramte og gav faktisk skade nok til at såre skorpionen så hårdt, at hans angreb ikke kunne ramme. Tredje kamprunde sluttede med at Trane huggede Skorpion ned med sit Kakita Blade.

Første spilgang: Rejsen begynder

Jeg har taget udgangspunkt i et scenarie jeg fandt på nettet; Undefended Border fra den omfattende fan-kampagne Heroes of Rokugan III.

Spilpersonerne er blevet sendt til Kyuden Miya, hvor de har fået til opgave at eskorterer en af Miya familiens samuraier, Miya Gokinju, rundt på Den Hvide Breds Slette, hvor han skal opdatere kort og gøre skaderne op efter de sidste års krig mellem Enhjørning- og Løve-klanerne.

Når de har fulgt Miya Gokinju til Den Rige Frø’s By, skal han rejse videre af Den Druknede Købmnads Flod for at besøge Føniks-klanens land. Men spilpersonerne skal blive i byen, hvor en ny opgave venter dem (de skal være Kejserlige Magistrater i byen).

Magistraterne fik at vide, at de skulle rejse over Seikutsu Passet og på den ande side, i en lille landsby, skulle de i tehuset “De Otte Blades Hus” mødes med Gokinju-Sama, der var rejst i forvejen for at gøre klar til turen.

Igen af de fire magistrater har nogle som helst evner, der kan gøre det nemt at rejse rundt. Så efter passende beskrivelser af naturen, tog vi en omgang Stamina test, for at se hvordan de klarede det. Tranen nærmest dansede op af bjerget, de to andre klarede det ok – og skorpionen måtte humpe over med smerter og lavt tempo.

Der var lidt snak om hvorvidt Skorpionen nu bare spillede syg, og på sin egen luskede måde, var ude på at saboterer missionen. Men da mørket begyndte at sænke sig, og der stadigvæk var et stykke vej ned fra passet, så tog Otomo’en og red i forvejen på sin hest. Han mente ikke, det var passende at komme for sent, bare fordi Skorpionen ikke kunne holde farten.

Tranen og Løven, der var til fods som Skorpionen, mente på den anden side, at det var bedst at følges ad. Både fordi det nu engang var passende, når de nu var en gruppe – men også fordi de ikke ville lade Skorpionen være alene (for så ville han sikkert lave noget lusk).

Da de tre sent på aftenen kom traskende ind til te-huset, blev de mødt af Otomoen, der sad på verandaen og spiste aftensmad efter at have fået rent tøj på og et dejligt bad. Værten blev meget bekymret over at have givet Otomoen sidst bedste værelse, da Tranen havde højere status (Glory), og det havde Otomoen ikke sagt noget om. Tranen valgte dog, at der ikke skulle gøres mere ud af den sag.

Omkring midnat havde de sidste fået bad og mad, og værten tilbød gæsterne en smule sake. Kun Tranen takkede ja, og kun en lille en. De andre tog i seng, for at være friske næste morgen. Tranen fik selskab af en samurai, der ikke præsenterede sig nærmere, men var Miya Gokinju. Det fandt spillerne ikke lige, men takkede høfligt nej til mere sake, og gik selv til ro.

Næste morgen var alle klar, og Gokinju-Sama og hans to følgesvende – to bjergbønder han har arbejdet sammen med tidligere, og som har styr på pakhestene, proviant og telte.

Gruppen fulgte vejen et stykke, indtil den slog mod vest mod Enhjørningenes land. Så var det væk fra vejen, og ned af en lille sti, som ingen af “by-samuraierne” kunne se var der. Vi sluttede spilaftenen med ankomsten til en stejl skråning, som er næste store forhindring på rejsen.

En af spillerne, Otomoen, ville gerne justere lidt på sine Skills, så han rent faktisk kunne ride på sin hest, uden at skulle frygte at falde af, hvis den blev bare det mindste skræmt.

Næste gang når de Kastanje Bjergene.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *