Viking Con 2015

zaborSå er Viking Con overstået – og det var en lidt blandet fornøjelse. Desværre. Jeg var  kun på Viking Con lørdag – og det første indtryk var ret sløjt. For det første, var connen mærket af at mange spillere hellere ville til Essen. Der var i hvert fald ikke så mange mennesker derude, og udvalget af brætspil var heller ikke så imponerende.

Det værste var dog, at jeg skulle bruge 37 minutter på at få mit navneskilt. Fire-fem gange blev jeg spurgt, om jeg nu kunne huske mit Viking Con nummer, mens de igen kiggede forgæves efter de rigtige papirer. Nøj, hvor var jeg tæt på at sige “tak for i år – giv lige besked om at jeg ikke er der til at være gm i aften”.

Jeg var ikke en glad nørd, da jeg så ville hente den sodavand i kiosken, som man får for at være spilleder. Kiosken skulle nemlig lukke, fordi de havde for travlt … (ja, jeg snød mig forbi ham der skulle lukke køen, og må have virket urimeligt provokerende på den flinke mand, der stod foran mig i køen, og prøvede at forklare mig, at køen var lukket – undskyld for det, men jeg orkede virkelig ikke at spille efter reglerne lige på det tidspunkt).

Der var en slags “tak for indsatsen” reception for scenarie-forfattere. Torben fortalte mig, at der var blevet serveret rødvin, kiks og ost. Jeg føler ikke, at jeg gik glip af noget (var ikke i humør til at drikke vin, og ost, ja, det er jo ikke ligefrem min livret). Men receptionen lå kl. 18:30, og jeg skulle være klar til spilopstart kl. 19 – og ville også gerne nå spise lidt mad inden, så jeg kunne være kørende de timer scenariet varede.

På plussiden skal dog helt klart nævnes, at jeg fik mulighed for at spille Jens’ fine brætspil Conquest of Zabor, og at jeg allerede glæder mig til at prøve det igen.

Lidt om mit eget scenarie

Jeg var spilleder på mit eget scenarie – Helvedets Forgår – og spillerne valgte følgende spilpersoner (da scenariet ikke er bundet op omkring nogle specielle spilpersoner, og deres indbryderes relationer, har jeg valgt at lave flere end der var brug for – og så lade spillerne vælge):

  • Kit Mayford
  • Tommy ‘Boy’ Boyd
  • Rihards Maijere
  • Frank Four-Fingers
  • Half-blood Tanner

De første tre kvarter kørte scenariet fint på skinner. Spillerne var gode til at sætte sig ind i rollerne, og der kom nogle fine beskrivelser på rejsen og deres personlighed.. De fik afleveret pakken til Mr Bintliff, Hvor Rihards bildte bankdirektøren ind, at de var blevet lovet $300 for arbejdet (og ikke de $250 som var aftalt). Det fik Frank Four-Fingers til at skumle lidt, da han åbenbart ikke bryder sig om løgnere.

Spilpersonerne flyttede ind på Bayside Hotel, og da det virkede dyrt på de to vildmarks-herre, Frank & Tanner, betalte Rihards halvdelen af et dobbeltværelse for dem.

Herefter gik spilpersonerne lidt rundt i byen. Kit og Rihards fik bad og vasket tøj på White Chine House, Tommy tog på den ”irske saloon” og Frank & Tanner fik først mexicansk chilli og derefter tequila på cantinaen. Kit og Rihards ente på casionoet, hvor Rihards spillede poker—først tabte han lidt (uheldige terninger), men så begyndte han at snyde, og gik derfra med et overskud på $60.

For at samle gruppen lidt igen, og ikke mindst styre spillerne væk fra samtalen om at forlade byen, lavede mexicanerne et ”drive-by” attentant mod sherif kontoret. Det gav anledning til et møde med Sheriff Tucker, der venligt—men bestemt—opkrævede et ”handelsgebyr” fra spillerne på $5 for at have importeret varer til byen. De brokkede sig, men syntes heller ikke om alternativet, der var at indvolvere bankdirektøren og så betale 10% af varens værdi. Da sheriffen sendte to deputies ud for at afhøre nogle mexicanere, fulgte Frank & Tanner med på afstand.

De brød sig ikke om at vicesherifferne prøvede at tæve nogle svar ud af Alfonso fra El Hombre Hotel, og greb ind. Ret hårdhændet. Den ene fik slået tænderne ud af Franks knojern, og den anden sparkede de til så hårdt, at han kom i koma. De smed de bevidstløse mænd væk mellem minearbejdernes telte, og gik tilbage til hotellet, tidsnok til at se en ny deputy, der var sendt ud for at finde de to andre. Ham gav de også bank og smed i en gyde. Så var vi ligesom i gang med at rydde op i byen.

De andre spillere var her lidt ude på et sidespor, så igen accelererede jeg handlingen en smule—skyderiet havde derfor været en afledning for at gøre klar til bankkuppet. Så San Andreas Bank sprang i luften, og alle løb derhen. Sheriffen og hans folk var i undertal (takket være Frank & Tanner), men jeg rullede lidt terninger. Resultatet var endnu en såret deputy, to sårede og en død mexicaner. Tommy valgte at hjælpe lidt til, og skød lidt efter mexicanerne (uden at ramme noget).

Sheriffen takkede Tommy for hjælpen, og da han var hårdt nede på mandskab, blev Tommy gjort til deputy og fik ansvaret for gerningsstedet mens sheriffen og hans resterende kumpaner holdt krisemøde på kontoret. Tommy tog opgaven til sig, og snart var historien, at han havde dræbt en mexicaner og nu var en lokal helt.

Frank & Tanner blev hyret af mr Bintliff til at passe på hans bank natten over, mens Rihards og Kit som de eneste benyttede sig af de dyrt betalte værelser på hotellet.

Næste morgen var der møde i byrådet, og sheriffen ville ikke selv tage ud på jagt efter mexicanerne—det havde han ikke mænd nok til. Men så blev spilpersonerne udstyret med deputy-stjerner og løfter om en dusør (Layton og Sheriffen ville bare vinde tid til at slippe væk med deres penge).

Takket være Tanner lykkedes det at opspore mexicanerne, og selvom spilpersonerne blev lokket i et baghold, lykkedes det at vinde den første træfning. Rihards sørgede for dækning med sin Obscure trolddom (en pludselig og meget lokal sandstorm), Kit var en mesterskytte, Tommy ret heldig med terningerne, Frank & Tanner sneg sig op til mexicanerne, hvor Tanner huggede hovedet af en af dem, mens de sammen fik overmandet Innocente. De fandt El Jefe i en gammel hytte, og sammen stormede de alle fem huset—det var lige ved at gå ret galt, på en tragisk-komisk vis, men selvom to mand blev såret, lykkedes det med flere skud og ikke mindst en ret velplaceret kastekniv at dræbe den fæle mexicaner (som jeg opgraderede til et Wild Card).

Tilbage i byen valgte samtlige spilpersoner at smide deres nye deputy-stjerner efter sheriffen, da han bad dem klynge liget af El Jefe op på byens torv. Frank blev så sur, at han tævede løs på sheriffen til han døde, og den sidste friske deputy fik to løb fra haglgeværet på klods hold. Kit samlede den blod-indsmurte sheriff stjerne op, og forklarede til forsamlede borger, at der ikke var mere at se.

Frank skumlede over at Kit tog stjernen på, og at hun skulle smide det lort fra sig. Men med hans tre wounds og munden fuld af blod var der ikke nogen der lyttede. Så kom Mr Layton forbi. De havde ikke mødt ham før. Han talte lidt, de lyttede, de svarede, han sagde ok. Og ved morgengry forlod de fem helte byen på heste, med omkring $2.000 i lommerne.

Layton havde lovet, at der ville komme et nyt byråd hvor både kinesere, mexicanere og irere havde egne repræsentanter. Spillerne var meget sikre på, at de ikke ville vende tilbage til byen, så jeg rundede af med at fortælle, at de efter et par uger kom til City of Lost Angels, og der faldt over en avis-notits om at Hellhole var brændt ned og folk flyttet fra byen. Præcist hvad der skete var uklart …

Vi er er alle skurke

Sceneriets forløb er selvfølgelig en refleksion over hvordan jeg er spilleder, for jeg har en tendens til at fremhæve det skumle, og straffer ikke spillere for at træde væk fra moralens smalle sti. I hvert fald ente det med, at ’heltene’ bevægede sig over i det grå spektrum af moral-kodekset, og i sidste ende vidste sig som hårdhændede selvtægts-forbrydere.

Og det var der sådan set ikke noget galt i. Ikke mindst fordi jeg efterfølgende fandt ud af, at en del af spillerne har set tv-serierne Deadwood og Hell on Wheels, der absolut ikke viser det vilde western fra en positiv side.

Slutningen var dog ikke så skarp, som jeg gerne havde set den. Det kan jeg godt være lidt irriteret over nu.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *