L5R | Blod og kastajnetræer

mountainsw

I torsdags spillede vi igen Legend of the Five Rings rollespil på ungdomsskolen. Der var kommet en ny spiller med, der hurtigt lavede en samurai bushi fra Drage Klanen (Mirumoto-san). Han fik stor betydning for aftenens spil, der både indholdt duel og selvmord.

Spilpersonerne:

  • Kakita-San (Trane-klanen): duelist og i nær familie med Doji-Sama, der er Trane-klanens Daimyo og Kejserens Personlige Forkæmper.
  • Otomo-San: Jurist, tilhører en af de kejserlige familier.
  • Akodo-San (Løve-klanen): Shugenja der er meget optaget af at kunne slås med sværd.
  • Yogo-San (Skorpion-klanen): Shugenja, tidligere medlem af Føniks-klanen. Bærer på skumle hemmeligheder.
  • Shosuro-San (Skorpion-klanen): Snigmorder der også er en habil læge.
  • Mirumoto-San (Drage-klanen): En klassisk bushi der tager sin pligt og ærer meget alvorligt).

Sidst satte vi spillet på pause, da samuraierne var op vej op i Kastajne Bjergene – der ikke overraskende er en lille bjergkæde dækket af kastajne-træer. Det er tidligt forår, og de er fortsat i gang med at eskortere den kejserlige kartograf Miya-Sama på hans rejse.

Desværre er det ikke lutter idyl, da Miya-Sama så småt har afskrevet vores hovedpersoner, der slet ikke har nogle nyttige evner. I hvert fald ikke når det gælder om at rejse igennem de ret mennesketomme egne langs Verdens Rygrad Bjergene.

Stenskred

Vi lagde ud med et mindre stenskred. Desværre er der ikke nogle af spilpersonerne, der har evner til at opdage den slags, så de stopper nærmest op og kigger fascineret på de småsten og grus der triller ned af skrænten ved siden af dem, inden det går op for dem, at deres guider – to bjerbønder – råber at de skal komme af vejen.

Heldigvis for heltene, fejler deres reaktions-evne og overlevelses-instinkt ikke noget. Så de når at komme i dækning. Dog ikke Otomo-San, der som den eneste er til hest. Han kan ikke få hestne til at komme af vejen, og den begynder at stejle. Heldigvis for ham, er han en meget heldig Samurai (Luck Advantage giver mulighed for et re-roll, og da det første fejler, prøver han igen – han har tre per spilaften). Så det er et mindre mirakel, at den stejlende og urolige hest slet ikke bliver ramt af de sten, som styrter ned omkring den.

Desværre siger scenarie-teksten, at hvis der slet ikke nogle af spilpersonerne, som klarer et test for at opdage stenskredet, så får alle 1k1 skade, og den ene af bjerbønderne dør. Så alle er lidt fortumlede og snigmorderen/doktoren Shosuro-San får travlt med lægetasken. Akodo-San er så heldig, at han kan helbredende magi, og tilkalder en vand-kami der kan helbrede hans egne sår.

Miya-Sama er utålmodig. Det er for farligt at blive her, ”vi må videre”.

Ved aftentid er de kommer om på den anden side af bjergene, og slår lejr i skoven. De fleste er trætte og har ondt. Yogo-San er særligt træt. Han har haft nattevagt de sidste par dage, hans varme overtøj er væk (Shosuro-San smed det væk, som straf for at Yogo-San lagde sig til at sove på sin ene vagt).

Lejr i Skoven

Alle begynder på forskellige sysler. Kakita-San begynder at træne med sit sværd. De to shugenja’er Yogo-San og Akodo-San tænker de vil gå på jagt. Otomo-San føler sig træt, og sætter sig til at hvile (han er jo trods alt vant til mere komfortable omgivelser ved hoffet). De eneste der virkelig gør sig nyttige er Mirumoto-San der holder vagt, og Shosuro-San der prøver at hjælpe deres sidste bønde-guide med at slå telte op.

Miya-sama har selvfølgelig tralvt med at skrive sine noter ned fra dagens rejse og arbejde videre med sit kort.

De to ”jægere” formår at slå utroligt ringe på terningerne – 3d10 = tre 1’ere) og farer vild i skoven uden at finde noget mad. De tilbageværende samuraier reagere som forventet; Kakita-San og Otomo-San er for fornemme til at holde vagt, og lægger sig til ro. Mirumoto-San holder vagt. Og Shosuro-San tænker at de to andre nok er faret vild, og beslutter sig for – i al hemmelighed – at fyre en raket op i luften, så de andre kan finde tilbage. Ikke nogen dårlig ide. Bortset fra at lys og brag får alle de andre til at være på vagt, og da de ikke ved hvem der laver fyrværkeri, beslutter Miya-Sama at der nok er tale om røvere, der vil angribe lejeren – så i al hast skal alle afsted igen. Midt om natten og videre ned af bjerget. De stopper først op næste dag til frokost, da de er ude på sletten. Her bliver slået lejr og spist lidt mad.

Så ser de at Akodo-San og Yogo-San kommer vraltende af vejen. Trætte og beskidte. De kan knap gå. Og bag dem kommer en gruppe på en snes ronin ridende.

Mødet med de 20 ronin

Miya-Sama stiller sig op på vejen, selvsikker og arrogant, velvidende at han er Kejserens Udsending. Mirumoto-San, Kakita-San og Otomo-San stiller sig bag ham. Mens Shosuro-San tænker det er bedst at gemme sig.

Pludselig er der et stort lysglimt fra vejen. Akodo-San tilkalder Solgudinden Amaterasus Vrede og blænder de ridende ronin, så deres heste stejler og der opstår uro. I forvirringen gemmer Yogo-San sig i det høje græs langs vejen. Ronin-bandens leder, en ung kvinde, ridder forbi Akodo-San, der prøver at løbe fra hestene, og slår ham ned med enden af sit spyd. Resten af hestene brager forbi, og han bliver yderligere skubbet og trampet på. Hårdt såret ligger han på vejen, indtil Yogo-San kryber frem fra sit skjul og tilser hans sår.

I mens er Ronin banden nået hen til Miya-Sama. Der bliver udvekslet hårde ord. Ronin-lederen siger hun tilhører Oksens Broderskab, der passer på bønderne på egnen – nu hvor der ikke er nogle samuraier som gider gøre det. Miya-Sama siger, at hun lugter af gris, ikke har ære og i øvrigt befinder sig på land der administreres af daiymoen i Den Rige Frøs By.

Det ender med at ronin-pigen og Miaya-Sama gør klar til duel. Det får Kakita-San til at træde til. Han er trolds alt duelist, og har svoret at beskytte Miya-Sama. Så det bliver den toptrænede Kakita-duelist, der aldrig før har dræbt et andet menneske (det fandt vi ud af, da vi lavede spilpersonerne) og den beskidte heste-pige Ronin der skal afgøre hvem der har mest ære.

Det kan jo kun gå galt…

Jeg ruller ufatteligt godt med mine terninger, og ronin-pigen få med sit sværd ramt Kakita-San ret alvorligt (4 wounds og ufatteligt tæt på at være Down). Kakita-San ruller tilsvarende forfærdeligt dårligt og formår ikke engang at snitte ronin-pigen.

Kakita-San står med blod ud af munden og påstår at duellen ikke er færdig. Pigen skal til at hugge ham ned, da hun bliver ramt af en kastestjerne (Shosuro-San vil lige blande sig). Og mens hun således er kort distraheret laver Kakita-San et udfald og hugger hende ned.

Stilhed.

Alle har set kastestjernen. Ingen siger noget.

Så stiger en ronin ned af sin hest. Bukker ydmygt for Miya-Sama og Kakita-San, samler ronin-pigens daisho op – så det kan blive overdraget til hendes familie – og ronin-banden ridder væk.

Fred og ro – men ingen idyl

Yogo-San og Akodo-San har ikke sovet i over et døgn, og har brugt natten på at rende rudnt i skoven, hvor de også fik en del knubs. Så de falder trætte omkuld i teltet. Akodo-San er også ret medtaget. Kakita-San er også lige akkurat i stand til at komme hen i teltet, hvor han falder om.
Shosuro-San holder vagt. Mirumoto-San gør klar til at afholde en te-ceremoni ved solnedgang. Og Otomo-San tager en ridetur for at patruljere lidt og se sig omkring.

Ved solnedgang laver Mirumoto-San en overordentlig perfekt te-ceremoni for sig selv og Miya-Sama. Efterfølgende laver jeg et Honor Test for Miya-Sama, der ikke kan bærer, at hans ære blev forsvaret og reddet med snyd. Så han vælger, at det er tid til at begå et æres-bevarende selvmord.
Mirumoto-San bliver udvalgt til at være hans seppuku-assistent, og Otomo-San får overdraget de forskellige papirer, som ved lejlighed skal overdrages til Miya-familien.

Ved solnedgang tager Miya-Sama sit liv. Alle ser på. Det er ikke ligefrem en opløftet stemning.

Næste uge

Samuraier er et sted i ødemarken, uden relevante evner, og aner ærlig talt ikke hvordan de finder hen til Den Rige Frøs By.

High_Mountains_Clear_Autumn_2_by_Terasaki_Kogyo_(Akita_Museum_of_Modern_Art)

Honor & Glory

Aftenens spil havde selvfølgelig lidt indflydelse på spilpersonernes Honor og Glory.

Mirumoto-San fik 0.3 Glory – det ene point for sin meget vellykkede te-ceremoni og de to andre for at assistere Miya-Sama med selvmord. Han fik også 0.1 Honor for at passe sin pligt og gøre fornuftige ting.

Kakita-San – fik 0.1 Glroy for duellen. Men mistede også 0.3 Honor for at angribe en forvirret modstander og et par gange komme med kommentarer i stil med “det vigtigste var at jeg overlevede”.

Der blev spurgt, om ikke også Shosuro-San skulle miste honor. Men den er i forvejen så lav, at han jo skal begynde at myrde uskyldige børn, for at den falder mere. Og slet ikke på grund af lidt skandale med forgiftede kaste-stjerner eller ulovlig omgang med fyrværkeri.

KATANALINE

5 Responses to L5R | Blod og kastajnetræer

  1. Johannes says:

    Lyder sjovt. Det er sejt med honor og lidt interessant at dine spillere tager lette løsninger istedet for “de rigtige”.

  2. O_O
    Well… det er vel en måde at håndtere den slags på.

    L5R er rigtig godt til at få folk til at bøde for den nemme løsning. Alting har en pris. Især ens ære.

    Jeg troede godt nok aldrig jeg skulle høre om en mere æreløs Kakita Duelist end den fordrukne magistrat fra min egen kampagne, eller den nådesløse dræber som jeg selv spillede. Men det er fantastisk at verdenen kan rumme så mange varianter.

    Hvordan fungerer 1st Edition dueller egentlig? Siden at roninen klarede sig så godt på en duel med en Kakita?

  3. Og. Kun 0.3 Honor?
    Ved godt det er den gamle skala, men det er sgu billigt sluppet for at udnytte en fæl distraktion i en duel som Himmelen ser ned på :-p

    No wonder Miya-sama tog seppuku. For pokker da…

  4. Thomas says:

    Jeg tror, at de tager lette løsninger, fordi de er ungdomsskole-elever, og ikke så erfarne. Det er deres første møde med L5R, så de skal lige lære hvordan de gebærder sig.

  5. Thomas says:

    Ja, 0.3 var fair. Det var trods alt ikke spilpersonen, men spilleren, så sagde de sære ting. Og jeg ville helst ikke dunke spillerne alt for meget i hovedet – det er som sagt deres første L5R spil, så de skal lige have en chance for at finde deres egne ben at stå på. Jeg vinder ikke så meget ved at gøre dem trætte af spillet nu. Så skal vi jo bare begynde forfra med noget andet.

    Mht til duel-reglerne, så kan jeg ikke huske de nyere version. Så jeg ved ikke hvad der er af forskelle.
    I 1st ed er det kort sagt; vælg Focus eller Strike. Når du siger Focus, stiger TN for at ramme med +5. Begge duelister valgte at sige focus indtil TN røg op på 20. Så måtte den stakkels ronin sige Strike, for at have en chance for at ramme. Men jeg rullede nu alligevel tøt på 30 (tak, mine trofaste gamle gule terninger, som jeg købte i ’99 i Florida, da jeg også opdagede L5R rollespillet).
    Den stakkels spiller kunne godt nok fint ramme, men da han skulle rulle for skade, blev hans “mange terninger” alligevel ikke til mere end 5-6 damage (der var mange 1’ere og 2’ere i den bunke terninger).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *