Klippe-klister-spilbutikken

Astrid ville lege ‘vi klippe og tegner ting’ og sælger dem. Det er noget, de leget meget nede i SFO’en.

Jeg var jo nærmest tvunget til at være super-far og mester-nørd på samme tid, så derfor lavede jeg en spil-butik. Det tog en krig, at klippe små stykker papir ud og folde dem til æsker – men det var det hele værd. Snart var der en kø af Playmobil piger der ville købe spil, og jeg solgte dem lige så hurtigt jeg kunne lave dem.

Da vi var færdige lavede jeg lige en hurtig foto-opstilling. På intet tidspunkt i legen var hylderne så fyldte.

Selvfølgelig fortalte nisse-pigen, der arbejder som sælger i butikken, alle kunderne om de forskellige spil. Og på den måde blev Astrid jo også udsat for lidt dannelse.

Så derfor en gennemgang af de spil, der var i butikken (opdelingen følger den som er på billedet, og er nok ikke helt korrekt):

spilbutik

Børnevenlige spil

Hylde med gode børnespil. Det er spil vi allerede har herhjemme, og egentlig spiller ret tit, så der havde Astrid ikke brug for så meget dannelse.

Vildkatten

Et af vores ældste spil. Et herligt spil, hvor du skal finde ting på en enormt forvirrende spilplade. Fx trækker du en brik med en rød hue, så skal du finde den samme røde hue på pladen. Det er nemt at lave reglerne om, så spillet er egnet for små børn – og skolelæren/pædagogen i mit baghovede, siger også, at spillet er ret godt til at træne ordforråd og begrebsdannelse hos børn (ikke mindst to-sprogs-børn).

Hit the Hat

Et ret nyt spil i samlingen – vi fik det vidst sidste jul. Ret spas. Rul tre terninger, der angiver form, farve og mønster på en hat. Find hurtigst den rigtige hat i bunken af pap-brikker. Slå på hatten med sin “fluesmækker”.

Juletrappen

Her improviserede vi lidt og lavede en jule-udgave af Spøgelsestrappen. Det er – imodsætning til de to andre børnespil ovenover – faktisk et rigtigt spil, men plads til strategi. Du skal nå først op af spøgelsestrappen, og det begynder nemt nok. Men så bliver brikkerne skjult under spøgelses-kapper, og du må nu bytte om på dem, og rykke dem frem og tilbage. Kan du huske hvilken brik, der er din? Og kan de andre…

Familiespil

Spil der er gode for hele familien.

Matador – Disney Prinsesser

Det har vi ikke selv, men Astrid spiller det meget i SFO. Det er vist en forenklet udgave af Matador (der nok er verdens mest over-vurderede spil – det er utroligt populært, og utroligt ringe). Vi spillede rimelig ofte Matador i mit barndomshjem, og det endte altid med at min far vandt.

Mice & Mystics

Det er et af de spil, jeg holder mest af at spille med Astrid. Det er et rollespil / brætspil, med rimelig nemme regler og en ok historie. Vi har haft det en del år, og jeg er lige nu ret overrasket over, at jeg slet ikke har skrevet om det før her på bloggen. Det er virkelig fint til spil med børn (men nok for simpelt til voksen-spil). Mice & Mystics er et af de spil, jeg ofte anbefaler.

Den magiske labyrint

Ups, tegningen på spillet matcher jo et andet spil – nemlig “Det fortryllede tårn” – men jeg kom til at blande de to spil sammen. Astrid rettede mig også ret hurtigt, men da var spillet jo ligesom lavet – og jeg syntes ikke, det var så vigtigt at rette fejlen, som at lave andre spil.

Den magiske labyrint  er et hyggeligt spil, hvor du med magnet-brikker skal bevæge dig gennem en labyrint med magnet-brikker. Det er godt lavet – og stiller krav til hukommelsen.

Nyheder

Tekenoko

Det har vi lige lånt på biblioteket (hvilket jo er super fedt). Nu overvejer vi, om Takenoko skal være en del af familiens samling. Spillet går ud på at dyrke bambus, som den grådige panda vil spise. Det er faktisk ret fint – og Astrid er meget glad for den lille panda-brik.

Conquest of Zabor

En fin lille tribute til Jens’ spil, som jeg har prøvet et par gange. Det er ikke udkommet endnu, men når det gør, så skal jeg have mit eget Conquest of Zabor.

Klassikere

En lille hylde med klassikerne. Jeg havde egentligt planlagt at der også skulle være Ludo og Stratego, men det nåede jeg ikke.

Skak

Klassikeren over alle. De spiller det ret meget i Astrids SFO, men hun har kun ladet sig lokek med et par gange. Jeg vil være en glad far, hvis hun tager spillet til sig – og hun vil ret hurtigt blive bedre end jeg er, for det er et spil, jeg slet, slet ikke er særlig god til.

Triominos

Det har vi ikke selv, men det er på ønskelisten her til jul. Astrid kender det fra SFO, hvor hun nogle gange spiller det. Triominos er en slags domino, bare med tal og trekantede brikker.

Den store hylde

Sentinels of the Multiverse

Det spiller vi ret meget herhjemme – og Astrid elsker at kigge på. Hun glæder sig, til hun bliver gammel nok til at spille rigtigt med. Et kort-baseret spil, hvor superhelte slås mod super-skurke. Vi har vist samtlige af de mange udvidelser…

Space Hulk

Det er et af de gode brætspil, jeg har den tidligste erindring om at spille (det var i den første TRC tid, hvor vi spillede hjemme i kælderen hos Carsten og Peter). Jeg ville gerne spille det meget mere end jeg gør – men da jeg ikke har spillet det i årevis, så er det jo også ret nemt at gøre noget mere ud af det. Men, som med så mange andre spil, er det jo ligemeget at have de gode spil stående i kælderen, når der ikke er nogen at spille dem med.

Carcasonne

Det er også et godt stykket tid siden, vi sidst spillede det i stor stil. Har et par gange spillet med mine forældre de sidste år, men det blev mest brugt for ca 10 år siden. Nu til dags spiller jeg det ene del solo på min iPad.

Dead of Winter

Er nok det spil, vi spiller mest for tiden – eller i hvert fald lige så meget som Sentinels of the Multiverse. Det er et fantastiske stemningsfyldt spil, og det er slet ikke så svært at vinde, som Lars siger. Men det er da også uheldigt at vi altid taber når Lars er med. I modsætning til Sentinels – der taber vi aldrig, når Lars er med…

Settlers

Det har vi, men jeg er ret sikker på, at vi aldrig har spillet det. Louise havde det med fra Århus, og det har ikke været åbnet de 12 år vi har boet på Sjælland. Jeg spillede det en del, da jeg arbejdede i fritidsklub, og er jeg tror, at det kunne være oplagt at finde frem når Astrid bliver lidt ældre.

Love Letter

Æsken i legen blev vel 1.000% større end spillet er i virkeligheden. Men det er sådan et godt spil, så selvfølgelig skulle det med. Alle drengene i fritidsklubben og på ungdomsskolen rynkede på næsen, da de hørte om plottet “giv prinsessen et kærestebrev”. Men de fleste elsker nu alligevel spillet, når de lige har prøvet det en enkelt gang.

Stone Age

Et af vores bedste og mest spillede spil. Et godt worker-placement spil. Det er særligt populært med mine forældre. Og jeg har brugt det i forbindelse med historie-undervisning, da det giver et meget fint indblik i stenalder-livet.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *