Bolt Action | DAK er klar til krig

Her til aften skulle jeg finde figurer frem til Bolt Action turneringen i næste weekend på Købhavns Rådhus (det bliver spændende at prøve en turnering med nogle-og-tyve deltagere).

Alle ørkentyskerne fra mit Deutche Afrika Korps (DAK) blev fundet frem og opstillet til en lille parade (de har ellers boet lidt spredt i forskellige kasser). Det var oplagt at tage nogle billeder af flokken med telefonen, ikke mindst fordi jeg pt. er 100% i hus med at få dem malet!

Det er altid dejligt at afslutte en masse projekter, og vide der ikke lige er flere figurer til dét projekt, som mangler at blive malet. Men lad mig bare være helt ærlig… jeg har et par tilføjelser i kikkerten, som nok kommer med næste gang jeg skal bestille figurer fra Perry Miniatures (jeg mangler nogle forskellige ting til ørken-briterne, så det kunne meget vel blive på den her side af jul).

Jeg har også lavet en prøve opstilling af terræn til det bord, jeg skal stille med til turneringen. Både for at tjekke hvad der skulle pakkes, men også lige for at få en fornemmelse af om der var noget som manglede (jeg lavede et par stykker terræn med klipper tidligere på ugen, hvilket vist var tiltrængt).

Det kan være lidt svært at lave et ørkenborde, så det ikke bare bliver en flad slette uden dækning. Terrænet skal gerne give spillerne mulighed for forskellige taktiske overvejelser, både med hensyn til hvordan tropperne kan bevæge sig rundt, og hvad der er af muligheder for skudlinjer. Jeg har bevidst ikke veje der går direkte på tværs af de to langsider, og byen skal ud til den ene side, så den ikke dominere hele bordet, og samtidig sådan at begge spillere har mulighed af fordel ved st forsvare sig i en by. Jeg laver et par diagonale højderygge (svært at se på billedet, men de er der) ved at folde nogle gamle spil-duge og så ligge den ørken-farvede dug ovenpå), for at bryde udsynet lidt.

Heldigvis viser opstillingen, at der ikke nogle åbenlyse mangler, så terrænet er pakket og klart. Men inden jeg pakkede det ned, fik jeg taget et par billeder (som jeg så har leget lidt med i forhold til efter-redigering).

Nå, men nu er alle mand, der skal med på Københavns Rådhus, fundet frem og pakket ned sammen med terræn i en kuffert. Så skal jeg ikke stresse over det i weekenden (hvor der jo er Viking Con), eller i løbet af ferien.

Jeg tænker at skrive lidt om turneringen når det hele er overstået.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *