Viking Con 2016

Thais kom først, men nu vil jeg også skrive lidt om min Viking Con.

Fredag aften var jeg forbi for at spille med i Doomtown turneringen. Det var en god idé at lave pre-generated decks til udlån, men det er stadigvæk et spil med en stejl indlæringskurve, hvor nye spillere kommer på en stor opgave. Jeg nåede to multi-player spil. Det første trak ud og ud, fordi der var en spiller med, som havde brug for lang tid til at tage sine træk.

Det andet var finalen, hvor jeg tabte til Rune – der også tævede mig dengang vi spillede Doomtown i TRC i 90’erne. Der var et noget sjovere og hurtigere spil.

Lørdag eftermiddag var jeg til Viking Con junior med Astrid (hendes første). Hun havde en god tur, og det hjalp jo også lidt, at to af de andre gamle TRC veteraner havde taget deres piger med. Vi fik spillet King of Tokyo, Mice & Mystics og Flick ’em Up! Astrid fik også en demo-version af Dooble. Som sagt havde pigerne det sjovt, men jeg savnede den struktur, der er for Junior arrangementet på Fastaval. Vi var i stor grad selv ansvarlige for alle aktiviteter, og fik ikke megen hjælp og støtte til at komme i gang – eller blive sat sammen med andre spillere – af arrangørerne. Groft sagt kunne vi have lavet stort set samme arrangement hjemme.

Lørdag aften fik jeg en god aftensmad. Flæskesteg er en af mine livretter, og det smagte fint – og der var masser af surt til. Jeg kan ikke klage over mængde eller pris på maden. Men 15 kr. for en dåse sodavand er i min forstand galimatias. Jeg havde selv en drikkedunk med vand med, og de eneste sodavand jeg fik, var de to som Viking Con gav mig som tak for enten at skrive et scenarie eller være spilleder.

Landskneckt

Lørdag aften/nat spillede jeg mit eget scenarie Landsknecht. Det var en blandet fornøjelse. Jeg havde svært ved at komme ind i et godt spilleder-humør. Det var også svært at komme i ”zonen” efter at have en hektisk spilopstart med mange logistik opgaver (her savner jeg – som altid – lidt hjælp fra Viking Con, der traditionelt sender den slags ansvar videre til turneringslederen).

Spillerne var vist ok tilfredse – specielt det med at have stor indflydelse var en succes. Jeg tror ikke nogle af mine egne spillere havde en fantastisk aften. De tre andre hold gik generelt lidt bedre – et var dog ramt af spillere, der havde meget forskellige forventninger til scenariet, og derfor bredt blev skuffede da spilledere ikke rigtigt kunne skubbe spillet i retning, der gjorde alle glade. De to andre hold gik bedre.

Viking Con indsamler evaluerings-sedler fra deltagerne. Dem fik jeg et scan af, og det var spændende og inspirerende læsning – både ris og ros gav mig mange ideer. Ikke mindst fordi de kom en uge efter connen. Der var mange spillere, som fandt Savage Worlds reglerne besværlige – en af mine spillere havde ikke brugt terninger til rollespil i årevis. Det er altså sjovt og sært at opleve, hvordan mange spiller rollespil på en helt anden måde end hvad der sker i min verden. Jeg kender ikke rigtig nogle spillere, der synes at Savage Worlds er svært at gå til – tværtimod får det oftere hug for at være for simpelt…

Note angående spiller-feedback: Fastaval har vist stadigvæk den model, hvor nogle dommere skal samle evaluering sammen – og skrive og skrive. Med det resultat at det først kommer retur til forfatterne måneder efter connen. Det har aldrig givet mig noget specielt positivt, at få den slags så lang tid efter. Så stor ros til Viking Con for at være hurtige på aftrækkeren.

Søndag kom jeg aldrig afsted. Der var ikke rigtigt noget på programmet jeg havde lyst til at spille. Og det Bolt Action jeg ellers skulle have stået for, blev aflyst, da jeg var den eneste tilmeldte…

5 Responses to Viking Con 2016

  1. Kristian says:

    Hey Thomas
    Ærgerligt at ‘knechten ikke kom op og ringe. Hvilke forskellige forventninger kom spillerne med, hvis der var noget udover regel-/systemmængden? Jeg synes foromtalen var ret klar.

    Håber du vil arbejde videre med friheds-rolle-creation modellen, jeg synes den holder!

    /Kristian

    Og på Fastaval får man i dag evalueringssedlerne fra spillerne enten på selve Fastaval eller lige efter. Dommerfeedbacken kommer først (meget) senere.

  2. Thomas says:

    Hej Kristian
    Som jeg forstod det på spillederen, var det et problem at spillerne ville noget meget forskelligt med spillet:
    – En ville drama/intrige
    – En ville det vildeste Warhammer med orker og kaos
    – En ville følge “quests”
    – En syntes at alt hvad der lugter af “quests” er skidt

    Med det miks af spillere, at der svært at gøre nogle glade, uden at andre bliver skuffede.

    /Thomas

  3. Kristian says:

    Ja, ok. Scenariet kan jo det meste (altså udover Warhammer skruet op til 11, med kaos og orker), men ikke samtidig og oven i hinanden.

  4. Troels Ken says:

    Uf, med spillere der vil så forskellige ting bliver det godt nok op ad bakke!

    MHT evalueringssedler er FV vist også med på noderne nu. Jeg fik i alt fald mine evalueringssedler tilbage på selve FV i år.

  5. Thomas says:

    Lyder alle tiders med hurtig tilbagemelding fra Fastaval. Alle erfaringer jeg har er også mere end en del år gamle – så jeg må jo nok erkende, at der sikkert er sket mangt og meget jeg slet ikke kan udtale mig om med rimelighed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *