D&D | De skibsbrudne (del 1 og 2)

Men den gamle Skizofrenia-gruppe er vi begyndt at spille D&D 3.5. Vi har nu spillet to gange, og jeg ville lige skrive lidt om spillet.

Spilpersonerne:

  • Rawena O’Kleefe (Min spilperson, Ranger/Fighter)
  • Calimar (Anders, en Muhammed Ali agtig Monk)
  • Elphyx (Mike, en Gnome Paladin aka “Havenisse i Plate-mail”)
  • Rama (Ulf, som altid en kvindelig Cleric)
  • Kayla (Jacob, Elf Sorceress)
  • xxxx (Claus, Halfling Wizard)

Vi spiller en kampagne, som Mungo har fundet på nettet – der vist egentlig bare består af en stribe spil-referater, som han bruger som udgangspunkt.

world-map-mar-tesaroFørste spilgang – Sørejse og haveri

Vi begyndte i Dunlock, et fantasyland der vist minder om Storbritanien. Vi ville alle gerne til et andet sted, og havde derfor fundet et skib, der skulle samme vej. Kaptajnen på skibet, skulle dog lige en smuttur forbi øen Mar Tesaro på vejen.

Mar Tesaro er hærget af borgerkrig, og kaptajnen havde en last fuld af våben, som han gerne ville sælge til troldmands-kongen af øens nordlige del.

For at betale rejsen, var vi alle blevet hyret som livvagter til en ung fyr, der også til borger-krigs-øen. Det viste sig så, at han var prins og skulle hjem for at hjælpe i krigen. Han havde ellers haft det godt med at studere langt væk hjemmefra, på et magiker-kollegie i en by, med et pulserende natteliv.

Undervejs på rejsen sker der ikke så meget. Det viser sig dog, at styrmanden ejer en ret stor andel af skibets last, fordi kaptajnen åbenbart er på spanden økonomisk. Styrmanden vil også gerne være kaptajn, i stedet for kaptajnen.

Da vi når frem til øen, viser det sig at Nordfolkets hovedstad, Fort Bolland, er ved at falde. Der er et stort slag, og det regner bogstaveligt talt med ild ned fra himlen (Spell: Meteor Swarm). Kaptajnen beslutter sig klogeligt for, at den havn skal vi ikke ind til. Så han trodser stormvejr, og sætter kursen mod en anden havn. Den hedder Breakshore, og så ved vi jo ligesom godt hvad der er i vente.

splint-eye Selvfølgelig kæntrer skibet. Men vi slipper for at lide druknedøde, eller andre ubehageligheder, da en af de andre har en Walk on Water Scroll. Så vi kommer rimeligt sikkert i land. På kysten er der en del sodlater i sorte uniformer, og med samme banner “Splinten i Øjet” som vejrede over Sydfolkets hær i hovedstaden. Så den er by er altså også erobret af fjenden, og soldaterne har køller, og tager alle de søfolk til fange, som når i land. Prinsen forsvinder i forvirringen.

Vi gemmer os i en skov. Jeg og Anders sniger os ind til Breakshire for at se os omkring; Mungo havde et fint kort over byen, som vi ikke rigtigt fik brugt optimalt (jeg tænker det kunne være en god ramme for at undersøge byen senere, fx ved at sige “I får et overblik over byen, her er et kort”). De andre spilpersonerne opdager nemlig en patrulje soldater, som de vælger at angribe (ret umotiveret, og vi aner jo ikke om den ene eller anden side i borgerkrigen er specielt skurkagtige. Dermed stjæler de scenen…mar-tesaro-breakshore

Kampen tager 1,5 timer at spille. Jeg keder mig bravt undervejs, surfer på min iPad og er ved at falde i søvn. Godt lige at blive mindet om, hvorfor D&D er et dårligt regelsystem. I det mindste spillede vi ikke Rune Quest, for så havde det taget dobbelt så lang tid.

De andre spillere har en sær moral – det er ok at lave baghold og tæve på fjenden. Men hvis modstanderne overgiver sig, så dræber de ikke fanger.

Vi sluttede for den aften. Og Anders og jeg fik ikke så meget ud af vores tur til byen.

Anden spilgang – Retfærdige Rebeller eller Rovmordere

De fangende soldater blev efterladt i skoven (hvor de nemt kunne slippe fri), og vi endte med at gå ind til byen og få værelser og mad på kroen. Besættelsesmagten er åbenbart ikke så nidkære med fremmede rejsende? Jeg syntes det hele var lidt underligt.

mar-tesaro-northNæste morgen gik vi til Templet. Her fandt vi et stort Plot-Handout, en bog som ingen kunne oversætte. Altså bortset fra Anders, da den var skrevet på Swahili eller hvad hans modersmål nu er for noget. Der stod noget om nogle dværge, der havde forelsket sig et bjerg (hvor der boede nogle blomster-elvere). Dværgene tog bjerget med vold, smed elverne i et bundløst hul, og så gennemborede de ellers bjerget som de lystede. Men det åbenbart altsammen i en fjern fortid, for dværgene er for længst borte – og bjergets miner er åbenbart årsag til den lokale borgerkrig. Anders fik også et kort over den nordlige del af Mar Tesaro.

Så gik vi på kirkegården, for at se om Prinsen var dér. Det var han ikke (så nu vil vi finde ham). Der var dog nogle vagter – men det var de samme, som dem der havde fået tæv om natten. Så de gad ikke mere kamp med os, så vi fik lov til at kigge os omkring. De fortalte også, at de overlevende søfolk samme morgen var losset i vogne og kørt sydpå (for at arbejde i minerne).

Vi samlede vores få ejendele og satte kursen mod syd. To dage senere indhentede vi fange-vogne og soldater. Igen var de andre spillere ok med at lave baghold og gerne dræbe vogterne – men hvis de overgav, skulle de skånes. Uanset at de så bagefter kunne slå alarm og være til besvær.

Jeg prøver virkelig at spille min rolle som en, der ikke dræber mennesker unødigt. Denne gang vil jeg ikke være psykopaten (som de andre ellers siger, jeg altid spiller). Sjovt at se, at det så bare er dem, der bliver grotesk voldelige. Derfor fandt jeg en kæp, og i den kommende kamp, delte jeg kun Subdual Damage ud (bare vendt til vi kommer på sporet af nogle gobliner, så tager jeg det store sværd frem, og håber jeg kan vade i floder af fjenders blod).

Det kom som sagt til kamp. Vi fik tæv. De fik flere. De overgav sig. Vi talte med fangerne, og fandt ud af skibets kaptajn var død (gik ned med skibet) og styrmanden var i live. Ingen af dem vidste noget om Prinsen.

Nå, men næste gang vader vi vel hele vejen tilbage til Breakshore for at finde ud af hvad der så er sket med Prinsen. Og så må vi også se, hvad de befriede fanger stiller op.

Mest af alt vil jeg huske den spilaften for de fjollede dissukioner omkring Alignment. Det er til min åbenlyse forvirring ok Lawful Good at lave umotiverede angreb på andre folk, også at dræbe dem – så længe det sker i kamp. Overgiver fjenden sig, skal man i stedet ladet dem gå.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *