WFRP | Heidenhammer IV

Lørdag blev der spillet Warhammer rollespil på biblioteket i Hedehusene – sidste gang inden jul.

Det var blevet efterår i Reikland, og gruppen bestod denne gang af:

  • Krigerpræsten Krieffer
  • Landbetjenten og hobbitten Maximillian
  • Rekrut i Flodpatruljen (tidl. tjener) Swen
  • Hæleren Jörg
  • Forbryderen Bernt
  • Tiggeren Mikael

Vi lagde ud med at bruge XP, og tiggeren Mikael fik et nyt job som rottefanger – og drog derfor på eventyr med sin nye hund “Køter”.

Gruppen var hyret af købmanden Karl Teugen fra Bögenhafen, der tidligere har haft Swen og Mikael i sit sold. Denne gang ville hane have dem til at rejse til den lille flække Jürghol, hvor den lokale brygger var bagud med leveringerne – og ikke mindst afdragene på et lån på 50 guldstykker!

Teugen ville gerne betale gruppens rejseomkostninger samt 1 Guldkrone for ulejligheden – samt 1/10 af hvad de nu kunne drive hjem af gælden. Swen mente det var for lidt og prøvede at handle med købmanden – men da Swen ikke er så god til at regne, blev han spist af med en ny aftale, hvor de fik 1/8 del af hvad de kunne inddrive, men ikke en Guldkrone.

[Jeg gider ikke skulle holde alt for meget styr på spillernes løbende omkostninger, så derfor har jeg for vane at lade deres arbejdsgiver indvilge i at betale “løbende omkostninger” til kroer, mad og den slags].

Vi sprang frem til deres ankomst til Jürghol, med en beskrivelse af det dårlige vejr – det var lige så toget i Reikland som udenfor bibliotekts vinduer, og alle spilpersonerne var kolde, halvvåde og mudrede til efter flere deres rejse til fods.
Udenfor byen var der flere tegn på at noget var alvorligt galt; markerne var et pløre, vejen var et pløre og selv bakken med Rhya Cirklen var et pløre. Åen var mudret til, og der stank alle steder af gedelort og gedepis.
Der kom kun røg op fra få af byens huse, byporten stod på klem og der var ingen mennesker i syne.

Med forsigtighed bevægede de sig tættere på, og fandt, indenfor byporten nogle bygninger der lignede et lukket bryggeri.
Krigerpræsten Krieffer og rottejægeren Mikael prøvede at bryde ind, tjeneste Swen så opgivende på, mens Landbetjente Maximillian og røveren Bernt gik om i gården, hvor de fandt et lille hus, der så beboet ud.

Waldemar Siegel, ejer af Striefwasser Bryggeriet, kunne fortælle om byens ulykker. Det hel skyldes “Gedebukkedrengen” og hans hundrede, nej tusinder, geder. Godt nok havde han dræbt trolden, som længe havde terroriseret om-egnen, men gederne æder alting, og skider alle steder.

Uden høst og rent vand var det umuligt at brygge noget – og han havde ingen penge tilbage, så hans familie sultede og de ville gerne flytte væk.

Hobitten Maximillian foreslog straks, at de skam kunne flytte nordpå til Rabenwart, hvor han er betjent – byen kunne efter hans mening godt bruge et bryggeri.

Waldemar pegede dem i retning af kroen og borgmesterens hus.

De smuttede først forbi kroen “Den Sorte Hane”, hvor Herbert og Liebtrud Spiell, samt fire børn, var ved at pakke alt af værdi sammen på en hestevogn. De ville forlade byen, ligesom så mange andre – der kom jo alligevel ikke kunder.

De ville dog gerne holde åbent et par dage – mod betaling naturligvis – for spilpersonerne.
Igen fortalte de om “Gedebukkedrengen” der vist nok havde slået sig ned uden ved den gamle troldehule – de håbede på at spilpersonerne kunne løse problemet. De gik så vidt, som at love at de altid ville stille mad og logi gratis til rådighed for de gode mænd, hvis bare de kunne stoppe Gedebukkedrengen.

Tilbage var et besøg hos borgmesteren, den grå og gamle Siegbald Hofsetter, der bød på et enkelt glas brændevin og var yderst venlig, da han opdagede de gerne ville løse byens problem. Hr Hofsetter kunne tilføje at “Gedebukkedrengen” egentlig hedder Arnfried og hans bedstemor bor i byen. For flere år siden var der ballade med nogle kvægdrivere der hærgede i byen – men så brugte Arnfried (der dengang kun var en lille dreng) sin særlige evne til at “tale med dyr” og skræmte deres heste.

De tarvelig kvægdrivere blev så sure, at de bortførte drengen. Men for to år siden dukkede han op igen, forhutlet og i selskab med hjord af geder. Godt nok dræbte gederne den gamle trold – men den var vist også noget svækket efter at nogle soldater kort forinden havde været i kamp med den.

På vej mod troldhulerne, gederne og drengen slog spilpersonerne et smut forbi bedstemorens hus. En lille hytte lidt udenfor byen. Her var urtehaven forunderligt nok intakt… der stod dog også en sær vogn udenfor. Det var nærmest et bur med hjul på, indenfor sad seks sære skikkelser og ved døren til huset stod en mand i farvestrålende tøj og bankede på døren.

Vognen var pyntet med et stor farverigt skilt med teksten “Doktor Malthusius Omrejsende Cirkus med Bizar Zoologi og Kunstfærdige Kuriositeter”.

[Doktor Malthusius er biperson i Shadows over Bögenhafen].

Spilpersonerne faldt i snak med den venlige, ordstrømske mand, der præsenterede sig selv som Rigoberto Stöck. Han fortalte om hvordan hans cirkus manglede drengen, som var stukket af – og nu havde han endelig fundet ham. Trods løfter om belønning og betaling af klingende mønt, havde han ikke kunne få nogen til at hjælpe sig – og nu stod han her, ved bedstemodrens dør, og håbede på at hun kunne hjælpe med at få drengen “hjem til cirkus”.

Løfter om dusør og mønt gjorde spillerne lydhøre, og de indvilgede straks i at indfange drengen mod betaling; en guldkrone per mand, samt fem skillinger sølv – og fordi Rigoberto havde en sjette finger på venstre hånd, så smed han beredvilligt en “sølvbillet” til cirkus oveni i puljen til hver spilperson. Billeten ville give dem adgang til hele Doktor Malthisius’ forstillingen hvoren de nu drog hen og havde ingen udløbsdato.

Rigoberto havde også nogle lænker i vognen, som de gerne måtte låne – og nå ja, staklerne i vognen var “artister” som cirkus havde reddet fra et sindssygehospital, “og bare rolig, de horn og pels-totter de har, er skam bare noget udklædning vi har sat på dem – vi kunne ikke drømme om at køre rundt med rigtige vildbæster i vognen! Men sig det endelig ikke til nogen, folk betaler jo for at se den ægte vare…”.

[Forunderligt nok, fattede ingen af spillerne at vognen var fuld af muterede beastmen (ungors), trods mine mange beskrivelser af deres tænder, sære lyde, horn og klove. Jeg overvejede at det skulle have konsekvenser for Sigmars krigerpræst ikke at gribe ind – men da spilleren ikke bevist undlod at gøre noget, ville jeg heller ikke straffe ham så tydeligt – men besluttede at næste gang han forsøgte at bruge sine mirakler med Pray, ville få et hint om tingenes tilstand. Det var så ligegyldigt, for han brugte slet ikke sine præste-evner den dag].

Gruppen forlod nu byen, og satte kurs mod Troldebakkerne. Her fandt de mange, virkelig mange, geder – og til sidst også en høj, hvorpå der øverst var nogle store sten. Og på den største sten, stod den største bjergged de nogle sinde havde set. Den var som konge over de andre geder.

Da de kom nærmere, skiltes gederne nærmest som på kommando, og de kunne gå op til “gedekongen”. Frem fra klipperne dukkede en møgbeskidt, nøgen og sur dreng.

Efter et kort skænderi, hvor drengen hånligt forklarede, at folk bare havde at være galde for at hans venner havde dræbt trolden, og han selvfølgelig ikke ville tilbage til cirkus, vendte ham dem ryggen og forsvandt mellem klipperne.

Den store bjergged angreb, sammen med hundredevis af geder, vores helte. Det blev bloddigt, drabeligt og enormt underholdende.

Spillerne forsøgte at tænde fakler, for at skræmme gederne – men de tabte tændstikkerne og faklerne, og kun hæleren Jörg, der havde mistet sin hånd ved et uheld tilbage i Weisbrucke, formåede at tage en fakkel mellem bene, og med sin klo og hånd tænde en tændstik fik ild i en fakkel.

Krigerpræsten og rottefængeren var ustoppelige i kamp – og de tævede løs på de mange små og aggressive geder. Det gik dog hårdt ud over “Køter”, der blev ramt to gange af Criticals, og døde i armene på Mikael, mens den forblødte efter at have fået flået maven op.

Hobbitten, der jo heller ikke er så stor, blev overmandet af gederne (igen Critical hit, samme tur som han selv lavede Fumble), tabte sit sværd og brækkede venstre albue. Av.
Maximilliam og Jörg fandt frem til en hule, hvor drengen gemte sig – og der stank af ged, pis, lort og trold. De gik derned, og mellem gamle knogler og masser at troldesnask, fandt de Gedebukkedrengen. De kunne ikke overmande ham, heller ikke da røveren Bernt kom til hjælp.

Først da Swen kom til, og frygtløst kastede sig oven på drengen – der trods alt var bevæbnet med en spids knogle – fik dem ham ned i sølet.
Han blev lagt i lænker, fik en gammel sok i munden og rusket så meget rundt, at gederne udenfor holdt op med at angribe tankeløst.

[Undervejs i kampen opnåede både krigerpræsten og rottejægeren at få 10+ Advantage; så det blev til beskrivelser af hvordan de med svingende våben og spark fik gederne til at flyve gennem luften i noget der i hvert fald mindede mig om scenen fra Lord of the Rings hvor Sauron smadrer elvere og mennesker med sin kølle].

Tilbage i byen overdrog de hurtigt drengen til Rigoberto, der smed ham ind til de andre “artister” i buret, betalte hvad han havde lovet og ikke mindst takkede og roste spillerne for veludført arbejde. Han kiggede også imponeret på hovedet at Gedebukkekongen som Swen havde slæbt med tilbage – det var dog ikke til salg lige nu.

[Klokken var ved at rende fra os, da jeg havde en anden aftale – så jeg lod det fare hen i ubemærkethed, at de lige havde solgt en dreng, der muligvis havde mutant-kræfter, til en seks-fingeret mutant, der havde en vogn fuld af vildbæster… Vi var desværre også kommet i gang med forsinkelse, da der havde været en fejl i bibliotekets billetsystem, så der flere steder stod at vi skulle spille søndag – så der skulle ringes rundt for at informeres, og ventes lidt så alle havde en chance for at komme].

Uanset hvad, så var det en fin spilgang. Vi sluttede af med at spillerne brugte lidt XP og noget af det mønt de har tjent de sidste par gange. Flere investerede i en eller anden form for rustning; men det bedste køb var dog røveren Bernt, der ville have en tatovering af et afhugget gedebukke-hoved i sin nakke. Hobitten Maximilliam købte en trækhest – nu mangler han bare en vogn…

[Dagens spil var i høj grad baseret på scenariet The Goatman Cometh af Tony Whitaker fra Happy Jacks RPG Podcast konkurence “Two Page, One Epic“]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *