WFRP | Tuskenhammer I

Torsdag sidste uge fik vi på ungdomsskolen spillet første gang i vores nye Warhammer kampagne.

Gruppen består af:

  • Linfordda Eonir von Laurenwald,  elvisk adelsmand og hans personlige tjener Felix.
  • Heinrich Löwenhart, 16-årig “nøglevogter” for ruinerne af Karlbrüder Klosteret.
  • Aldona Wasserfrau der både kan ro, svømme – men åbenbart ikke er så god til at finde vej…
  • William Gurfantt, bog-klog ung mand med hænderne skruet godt på.
  • Leoni Wilhelina Alt Glessar, rottejæger med den bidske hund Gotrek.
  • Karl-Heinz Rümming, tolderen der er bedre til at skyde end passe sit arbejde og derfor er blevet fyrret.

Der var engang i Osterland…

Scenen er sat, gruppen er samlet i den lille landsby Saafeldt, der ligger på bredden til Saasee søen, dybt inde i de mørke skove, som udgør den yderste grænse for civilisation i Ostland Provinsen, der i sig selv udgør den yderste del af Kejserriget. Vi er så langt fra alting som man komme. Helt derude hvor kragerne for længst er fløjet hjem, og der i miles omkreds ligger mørke skove, hvor mennesker ikke kommer.

Den unge Heinrich er vendt hjem til sin fødeby, og har måtte droppe sin drøm om at blive udlært smykkesmed. Han har brugt de sidste år i Marienburgh, hvor han har haft en læreplads. Men hans fader sendte bud efter ham, og nu er faderen død – siger de folk, der sidst så ham i hvert fald – og Heinrich har arvet nøglerne til det nedlagte Karlsbrüder Kloster, der ligger på en ø ude i søen.

Han bryder sig ikke om jobbet, og slet ikke om den adelsmand, Junker Heimrad Elssler von Helbenik,  der kom til byen for en måned siden, med ambitioner om at sætte klosteret i stand. Heinrich bebrejder helt klart junkeren for sin fars død, og vil have hævn.

I Saalfeldt har Heinrich netop mødt de andre, som er kommet til byen samlet. Den bogkloge William Gurfant har længe jagtet spor i gamle støvede bøger, for at kunne lave et nyt og samlet værk om den onde Krigsherre Asavar Kul, der kom fra nord og truede med at ødelægge kejserriget inden han blev stoppet af Kejser Magnus Den Hellige. Eftersignende mistede Asavar Kul et af sine mægtigste våben, Magtens Krone, efter han faldt i et baghold her på egnen. Nu er William derfor rejst ud for at samle mere viden, flere spor – og ikke mindst komme tættere på historien om “Magtens Krone” der åbenbart var kilden til den onde hærs succes.

Elveren Linfordda har hjemmefra hørt historier om, hvordan en gruppe elevere for lang tid siden – også sådan som elveren tæller tiden – stoppede en ond Krigsherre fra Det Kolde Helvede i Nord. Dengang forsvandt en elver sammen med “Magtens Krone”. Der går rygter om at elveren stjal kronen for at bruge den selv, og da elveren er en af Linfordda forfædre, har han belsuttet sig for at finde Kronen og rense familiens navn – eller er han i virkeligheden bare selv på jagt efter Magtens Krone for selv at bruge den til at indfri sine egne ambitioner?

Lige nu er William og Linfordda dog enige om at tage på jagt efter “Magtens Krone”, men det er vist uklart om de kan blive enige om hvad der skal ske, den dag de finder den…

For at kunne klare strabasserne, har de to skattejægere hyret rottefangeren Leoni, fiskeren Aldona og den arbejdsløse tolder Karl-Heinz.

Leoni har ganske jordnære drømme om at skaffe penge nok til at hun kan slå sig ned og åbne en kro. Karl-Heinz drømmer om at blive en vidt besungen helt, så alle kan se, at det var en fejl at fyrre ham. Aldonas drømme går i retning af at få sin egen flodbåd, og måske skabe sig et liv i fred og ro.

Pudsigt nok vil skattejægerne gerne ud til Karlbrüder Klosteret, hvor de håber at kunne finde nye spor. Og dermed er vil klar til at begynde historien…

På vej til klosteret

Det er en tåget morgen, og junker Elssler er igen på nakken af unge Heinrich. Han vil have, at han får taget sig sammen – og ikke mindst styr på den ballade der ude på øen. Der har været flere dødsfald blandt håndværkerne, mange er forsvundet, og nu vil hverken håndværkere eller hyrede vagter tager derud. Alle taler om at stedet må være hjemsøgt.

Heinrich slår sig sammen med de andre helte, og tager ud på øen. Om ikke andet for at finde sin faders lig, så han kan blive bragt til byen og en ordentlig begravelse.

Der er kun to problemer: Det er som sagt utrolig tåget, og Heinrich har ikke selv sat en fod på øen siden han var en bette kneigt.

Aldona griber årerne, og gruppen sejler afsted. Og i tåge eller øer grå – sammen med træer, andre små øer og alt muligt andet. I hvert fald bruger de flere timer på at sejle rundt på søen uden at finde øen… efter tre timer letter tågen, og de kan se de har sejlet så meget rundt, at de er tættere på Saafeldt end øen. Men i klarere vejr går det nemmere, og efter en halv times ro-tur kan de sætte fod på øen.

Der er en gammel rådnet bådehavn, og ved den en lille anløbsbro af nyere dato. Her ligger de til. Øen har ikke været beboet i mere end hundrede af år, og det er svært at se spor efter munkene. Men på øens højeste punkt ligger ruinerne af klosteret, og der traver de selvfølgelig hen.

Klosterets gamle porthus er rimelig intakt og håndværkerne har arbejdet på at tætne taget, vinduer og i det hele taget gjort det beboeligt. De skynder sig ind, og endelig kan Heinz bruge de nøgler, han har i bæltet, til noget.

Der bliver tændt op i pejsen, fundet lidt madrester i køkkenet – og så går Heinz lige en runde på egen hånd. Han finder et par værelser, hvor der er tegn på at håndværkerne har overnattet (halm, tæpper, småting). Han finder også et rum, hvor nogen har skrevet noget på væggen med blod. Hvid i ansigtet henter han William, der er den eneste i gruppen der kan læse. Med blodige bogstaver står der GERWINE på væggen.

William kan ikke lige gennemskue om det er et navn, et sted eller noget helt tredje – og alle gør sig klar til at gå mere på eventyr, da…

[Ja, vi nåede ikke mere. Alarmen i kulturcenteret – hvor vi spiller – gik i gang. Så resten af tiden brugte jeg på at ringe til vagtcentralen og gå en runde for at tjekke det vitterligt var indbrudsalarmen og ikke en brandalarm der var gået].

[Jeg har endnu ikke bestemt mig for hvilke vej kampagnen skal gå – jeg har to ideer baseret på forskelige Ravenloft scenarier, som jeg kan basere spillet på. Så derfor har jeg lagt ud med at spille noget, der bygger på at Solomon Kane (Savage Worlds) scenariet “The Forgotten Victim” som jeg to gange tidligere har brugt til spil i begge de to tirsdagsgrupper…]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *