WFRP | Tuskenhammer II+III

De sidste par uger er der blevet spillere Warhammer rollespil på Ungdomskolen, og vi er så småt færdige med det første lille scenarie.

Gruppen består af

  • Linfordda Eonir von Laurenwald,  (s)elvisk adelsmand og hans personlige tjener Felix.
  • Heinrich Löwenhart, 16-årig “nøglevogter” for ruinerne af Karlbrüder Klosteret.
  • Aldona Wasserfrau der drømmer om endda at få sin egen flodbåd, og så måske levet et roligt og sikkert liv.
  • William Gurfantt, bog-klog ung mand med hænderne skruet godt på, og drømme om at lære trolddom.
  • Leoni Wilhelina Alt Glessar, rottejæger med den bidske hund Gotrek.
  • Karl-Heinz Rümming, tolderen der er bedre til at skyde end passe sit arbejde og derfor er blevet fyrret.

Sidst nåede heltene ud til det gamle Karlsbrüder Kloster, hvor de fandt ud af, at nogen havde skrevet på væggen med blod. Efterfølgende har de brugt en del tid på at undersøge nogle gamle kloaker under klosteret (her blev rottefængeren sendt ned – hvilket ikke generede hende spor – sammen med den unge Hr Löwenhart – der hurtigt opdagede at den tur ødelagde hans fine skræddersyede tøj). Heltene fandt også ned i katakomberne under kirken, hvor de fandt bunkevis af knogler, gamle tempelridder grave og en hel del støv og skidt.

Senere brugte de tid på at rumstere i gamle køkkener, sovesale, urtehaver og en sammensunken grissesti. De fandt dog aldrig på at gå ned i kælderen under porthuset…

Hvad er det, der lusker i natten?

Heltene fandt et værelse i Porthuset, hvor de slog sig ned for natten. Og efter et par timer, blev de vækket af noget, der puslede ude på gangen. Det lød mistænkeligt som en person, der med slæbende skridt kom nærmere. Ingen havde lyst til at kigge derud, så alle trak sig tilbage i rummets hjørner, og gjorde sig klar. Det var – ikke overraskende – en udød genganger, der kom. En af de forsvundne håndværkere, tydeligvis et par uger siden han døde.

Det blev en kort, hektisk kamp. Specielt den barske hund Gotrek klarede sig godt. Og da den første zombie var dræbt, kom der endnu en frem – denne gang fra vinduet, hvor den var kravlet op af det stillads håndværkerne havde bygget for at renovere huset. Zombie truede med at rive FrauleinWasserfrau ud af vinduet, men den blev stoppet for en stund – men kom tilbage, og tog denne gang fat i Herr Löwnhart, der til sin gru opdagede, at det var hans afdøde far. I den efterfølgende kamp, lykkedes det den unge Löwnhart at rive armen af den ældre Löwenhart! Det lykkedes til sidst at få den genstridige genganger ned med nakken, og den døde fader blev pakket ind i et tæppe.

Den boglærte William Gurfannt har store evner som tømre og snedker, og han fik travlt med at barrikadere vinduet og døren til rummet. Resten af natten forløb roligt.

Næste morgen skyndte de sig i båden, og roede til Saalfeldt, hvor de kunne få hvile – og få begravet fatter Löwenhart.

(Det passede så fint med at vi skulle stoppe med at spille for den aften – og flere af spillerne havde mistet en del Wounds, som de gerne ville have tilbage)

Rolige dage i Saalfeldt

Vi gjorde ikke så meget ud af tiden i byen – og jeg glemte helt at slå spilpersonerne for nogle penge, selvom de jo nok må have haft udgifter. Mens unge Löwenhart fik en snak med den lokale herrefrue, Frau Leonora Scholten, brugte de andre tiden på at samle kræfter  – og på anden hvis ruste sig til nye eventyr.

(Leoni og Aldona valgte begge at bruge XP på at stige til 2. trin på deres karriestige, og jeg nåede frem til at de bare fik de nye trappings som udstyr med det samme – det var mest nogle sære småting, som var fine nok at give væk. William valgte at bruge XP på at skifte fra Scholar til Wizards Apprentice – men uden nogen læremester, og endnu værre, så mangler han at få fat på en Grimoire, så han kan begynde at lære trolddom. Jeg har nogle ideer til hvordan det kan løses – men nu må vi se).

Löwenhart mødtes med Frau Scholten, og fik med megen kejtethed lavet en aftale med hende. Hvis han kan få de andre helte med på vognen, og ellers få styr på problemerne ude på øen, samt få skaffet Junker Eissler af vejen, så vil hun gerne støtte ham i hans planer om at lave oprør mod Den Sorte Greve.

(Hele samtalen var ret kejtet – både for spilleren (en dreng på 12-13 år, uden de store erfaringer med den slags rollespil, såvel som en spilperson der kun er 16 år, og ikke rigtigt har nogle nævneværdige Fellowship Skils; men det giver god mening for historien, og jeg lod det tælle til spillerens fordel, at han gjorde sit bedste, og at hans spilperson trods alt er vokset op i byen, og har haft en far, der loyalt har arbejdet for Frau Scholten i mange år).

Gruppen tog derefter båden ud til øen, for at undersøge sagerne nærmere. Denne gang valgte de at undersøge kælderen under porthuset. Undervejs ville spilleren bag Fraulein Wasserfrau gerne slå for Row, hvilket fejlede… hvilken effekt det fik, har spillerne endnu ikke opdaget, men jeg besluttede mig for, at det ikke handlede som sejlturen, men mere om en dårlig fortøjning af båden, hvilket først er et problem når de skal væk fra øen igen.

Gespenster og andre gengangere

I den gamle kælder fandt de en del ildelugtende lig af døde håndværkere. Den stakkels tjener Felix blev først sendt i forvejen, men han fejlde sit Cool tjek, og forlod hastigt huset med en bemærkning om at “det her får jeg ikke løn for“.

Gruppen undersøgte kælderen, fandt mere bloddig graffiti, med budskaber som “Gerwine”, “Min Elskede” og “Sammen for evigt”. Heldigvis kan William læse, for ellers havde det været ret svært for spillerne at få noget ud af den del.

Der var et par “levende” udøde som skulle bekæmpes, og denne gang var det rottefængeren Leoni, der fik delt flest tæsk ud. Det var på et tidspunkt så presset, at selv elveren Linfordda kort indlod sig i kamp (han er meget bange for at få ødelagt sit fine tøj, og endnu mere bange for at blive ramt og komme til skade – så de andre gange med kamp, har han holdt sig i baggrunden). 

Undervejs var Löwenhart virkelig uheldig; han formåede blandt andet på en og samme kamprunde selv at lave et fumble, samtidig med at han blev ramt af en Critical. Resultatet var at han tabte sin dyrebare lanterne på gulvet, så den gik i stykker, og olie blev antændt og truede med at antænde en større brand (heldigvis var Leoni frisk på at kaste sin kappe på ilden og få den slukket) og få bidt pegefingeren på venstre hånd af en blodtørstig zombie.

Den glemte munkecelle

Bag en mur fandt heltene en lille munkecelle, hvor der sad en gespenst foran et støvet skrivebord. De havde dog kun slået et lille hul i muren, da gengangeren angreb dem – og de kæmpede gennem hullet. Det lykkedes Löwenhart at rive armen af skelettet (igen ruller han en ret vildt Critical), mens det først lykkedes at skade den udøde, da William med et brækjern formår at vælte hele muren ned over en gengangeren.

I støvet finder de en del bøger, endnu flere kærestebreve fra munken til en kvinde kaldet “Gerwine” og nogle små lysestumper. Löwenhart finder en guldring på fingeren til den udøde, og alle er ved godt mod. Kortvarrigt. Så rejser den døde munk sig fra murbrokkerne og angriber igen. Alle flygter…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *