Hvorfor (og hvordan) jeg bruger købescenarier

Vampyren Strahd optrådte for første gang i det klassiske AD&D scenarie Ravenloft, der satte mange standarder for købe-scenarier. Det er siden udkommet i talrige ny-fortolkninger, der dog ikke har samme bid. I mine gymnasie-år var vi en gruppe der spillede scenariet, og det var en af de bedste oplevelser jeg nogensiden har haft med et købe-scenarie.

Da jeg i weekenden skrev lidt om Warhammer rollespil inspireret af blandt andet Ravenloft (D&D), tog kommentarsporet en uventet drejning; det kom takket være Johs og Thomas til at handle om købescenarier.

Jeg har i den andledning mere på hjertet, end var passende for en kommentar-tråd, så nu blev det til sit eget lille skriv.

Det et mig helt umuligt at sige noget konkret om hvor mange købe-scenarier jeg igennem årerne har læst igennem – det må mindst være tusinder – og det er kun en ganske lille del af dem, som jeg kan sige at jeg har “spillet”: Mit forhold til købescenarier er præget af, at jeg bruger dem til (primært) tre forskellige ting:

  • Underholding
  • Inspiration
  • Direkte til at blive spillet

Læs for at blive underholdt

Igennem årerne har jeg i den grad læst mange scenarier alene for at blive underholdt. Det var været en erstatning for at spille rollespil, så har jeg læst rollespil. Det er de sidste år kommet lidt i baggrunden i forhold til at lytte til podcasts med actual plays. Men jeg læser stadigvæk mange scenarier som en form for hygge – på samme måde som jeg ville læse anden litteratur. Nogle af dem er ganske fine læseoplevelser – og mange (de fleste) er helt vildt ringe skrevet.

Inspiration til spil

Når der virkelig er tryk på – som de her måneder – spiller jeg virkelig meget rollespil. Jeg har længe været spilleder i begge tirsdagsgrupper – og så har der skulle være rollespil klar hver eneste tirsdag. Dertil kommer rollespil på fx ungdomsskolen, biblioteket og conner som Viking Con og Fastaval.

Jeg har ikke noget imod at skrive scenarier selv – gør det med en hel del glæde og fornøjelse. Men når der skal så meget spil på bordet, har jeg brug for en del inspiration. Og selvom der skam er meget inspiration at hente ved at se film, læse bøger, gå på museum og alskens andet godt, så er det nemmere at læse rollespil. Nogle scenarier er ringe, og sådan er det. Andre har en eller flere gode ideer, som sagtens kan bruges/lånes/stjæles.

De scenarier jeg lader mig inspirere af, at typisk nogen som er sjove at læse, har noget der fænger – og så har jeg det i baghovedet når vi spiller. Jeg digter selv videre, laver om på ting og bruger det nok mest som et skelet, jeg kan hænge andre ideer op på. Min tommelfinger regel i den sammenhæng er, at de ting i scenariet jeg kan huske, sikkert også er de gode ting, som det er værd at tage med. Det jeg glemmer er sikkert ikke så godt/vigtigt endda, og så kan jeg bare fylde hullerne ud selv.

De virker med andre ord bedst, når jeg ikke går alt for meget op i at “spille scenariet”, men i stedet ser dem som et trinbræt til at komme igang – og så ellers se hvad der sker.

Kørt (stort set) efter bogen

Nogle få scenarier virker så gode, ved første gennemlæsning, at jeg tænker de sagtens kan spilles stort set uæn. dret. Det drejer sig også om de to sidste “store” kampagner jeg lige har afsluttet: Deadlands: The Flood (med den gamle tirsdagsgruppe) og Acthung Cthulhu: Shadows of Atlantis (med den nye tirsdagsgruppe). Begge virkede ok, da jeg lige havde læst i dem – og begge viste sig desværre at være uspillelige uden omfattende ændringer. Der var ikke bare huller som skulle lappes; der var hele kapitler der skulle laves helt om før end de kunne spilles.

Jeg har haft mere held med nogle få – virkelig fine – scenarier, som jeg igennem årene er faldet over. De har kunne spilles stort set som skrevet, og ofte været så gode, at jeg gerne har rettet dem lidt til, så de har kunne blive brugt i anden sammenhæng, end den de var skrevet til.

Men helt ærlig; der er langt mellem snapsne. De fleste købescenarier er ikke særlig gode, og ofte bedst til at blive læst en enkelt gang, og så måske lige tage en ide eller to fra dem.

2 Responses to Hvorfor (og hvordan) jeg bruger købescenarier

  1. “Begge virkede og, da jeg lige havde læst i dem – og begge viste sig desværre at være uspillelige uden omfattende ændringer. Der var ikke bare huller som skulle lappes; der var hele kapitler der skulle laves helt om før end de kunne spilles.”

    Det må du skrive mere om engang. :)

  2. Rasmus Wichmann says:

    Jeg har spillet mange købe-scenariet, især har jeg været glad for de meget basale Sværd & Trolddom-scenarier, samt “The Night Below”-boksen. Især det sidste er et godt eksempel på det perfekte købe-scenarie, fordi fokus har været på at gøre det kedelige for dig; at balancere encounters, level på NPC’er, mængden af skatte. Til gengæld er det pinedød nødvendigt at man selv binder scenerne sammen undervejs, hvad jeg synes er det sjoveste.
    Jeg kender mange der brokker sig ustandseligt over købe-scenarier, i forhold til de åbenbart perfekte scenarier på Alexandria. Jeg har spillet nogle i sandhed bovlamme Pathfinder-scenarier på con’erne, men egentlig var det oftere GM’s attitude der var den forkerte. Nemlig at scenariet skulle spilles lige efter bogen, selv når det ikke længere gav mening. Jeg spiller sguda ikke engang mine egne scenarier lige efter bogen, for det er jo ikke en bog. Det er en historie man fortæller sammen med spillerne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *