WFPR | Tuskenhammer IV

Torsdag blev der spillet Warhammer på ungdomsskolen – og det var dén aften, hvor det for alvor blev alvor for heltene.

Gruppen består af:

  • Linfordda Eonir von Laurenwald,  (s)elvisk adelsmand og hans personlige tjener Felix.
  • Heinrich Löwenhart, 16-årig “nøglevogter” og drabelig med en kniv.
  • Aldona Wasserfrau der heldigvis kan svømme
  • William Gurfantt, bog-klog ung mand med drømme om magi.
  • Leoni Wilhelina Alt Glessar, rottefænger med den bidske hund Gotrek.
  • Karl-Heinz Rümming, tolderen med en armbrøst der driller.

Gruppen af helte var sidste gang kommet lidt for tæt på det udøde væsen i kælderen under Karlsbrüder Klosterets portshus, og denne gang følte de, at de havde brug for at tage det lidt stille og roligt. Der var mest stemning for at tage væk fra øen, tilbage til Saalfeldt, og så lige samle kræft og forsyninger.

William -den bogkloge- kiggede lidt på de bøger og papirer, han havde reddet med sig ud fra kælderen. Her fandt han nogle kærlighedsbreve fra en død abbed, der åbenbart havde været forelsket i heksen Gerwine… og ikke mindst nogle optegnelser, der fortalte om et magisk sværd begravet i katakomberne under klosterkirken.

Löwenhart kiggede nærmere på den guldring, han havde fået fat på, da han rev abbedens skeletarm af – og opdagede at ringen havde et  symbol med Sigmar Tvehalede Komet og et sværd. William kunne takket være sin teologiske uddanelse genkende symbolet, og var ret sikker på at ringen var tegn på en klosterridderorden, og samtidig nok kunne bruges til at få adgang og hjælp hos Sigmar Klostere – i hvert fald så længe ingen rigtige tempelridder opdagede at ringen var stjålet.

Ved bådebroen fandt gruppen tjenere Felix, der var ret ulykkelig – ikke mindst fordi både var drevet ud på vandet. Han holdt hårdnakket på at han ikke var skyld i det, og at båden var drevet ud, inden han kom derned. Frau Wasserfrau måtte en tur i vandet, da hun er den eneste der kan svømme, og måtte hente båden ind.

(Båden var drevet ud som følge af at Wasserfrau sidste gang havde fejlet sit Boating Test – et test spilleren selv insisterede på at tage, og der som sådan ikke var grund til, da de bare sejlede over søen i godt vejr).

Tilbage til Saalfeldt

Karl-Heinz ville gerne tale med byens smed, og han tog Löwnehart med, da det viser sig, at smeden – en fordrukken mennesketræt dværg – egentlig godt kan lide den unge nøglevogter.

(Jeg lod et terningslag afgøre hvad folkene i byen tænker om Löwnhart; hvilket den her gang overraskende nok betød at den tvære dværg var ham mildt stemt – og senere gav dem en ret god åbning overfor byens buntmagerske).

Mester Ordred – dværgen – var dog ikke så snakkesalig. Faktisk var han tumlet om af druk og lå og sov. Hans hjælper i smedjen kunne fortælle, at Mester Ordred var mere sur en normalt, fordi han var blevet smidt ud af kroen, fordi den rige gæst – Junkeren – ikke ville have “hans slags” der. De besluttede sig derfor for at komme tilbage senere, da de ikke turde vække dværgen.

William ville gerne ud i skoven, for at finde det hus, hvor heksen Gerwine engang har boet. Han håber på at kunne finde nogle bøger eller andet derude, som han kan bruge til at lære trolddomskunts.

Löwenhart kender to slags mennesker i byen, der kan færdes nogenlunde sikkert i skoven. De småkriminelle og skumle medlemmer af familien Fehr, der arbejder som kulvier. Eller de jægere der sælgeskind til buntmagersken Hemma Tausch. Der var mest stemning for at kontakte Frau Tausch. Og det var heldigt nok.

(Terninger var virkelig med Löwnhart, Frau Tausch holder virkelig af den unge mand – hun ser ham nærmest som en søn. Måske fordi hun havde en affære med hans afdøde fader, eller noget andet – det ved vi ikke endnu).

Gruppen tog hen til buntmagerhuset, hvor de talte lidt med vagterne, blev lukket ind, og så kom op på første sal til den – efter byens forhold – ret velhavende frue og hendes hjem. Der var sølvlysestager, masser af pelse, og der lugtede bare af rigdom. Også mere rigdom end de oplever oppe på Scholtenhof hos borgfruen.

Frau Tausch ville gerne hjælpe dem, og lovede at tage kontakt til en jæger, som ville møde dem ved morgengry ude ved byporten. Hun lod også et par ord falde om den forfædelig irriterende Junker, der boede over på kroen.

Herefter besluttede gruppen sig for at tage på kroen.

Blod på krogulvet

Kroen var stort set tom, der sad egentlig kun et par af Junker Heimrad Elssler von Helbeniks vagter på kroen. De var brovtne, og råbte af kromutter Wilma, der stod bag baren, og havde travlt med at skænke øl, mens aftensmaden var ved at brænde på i køkkenet. Hun smilede stort, da hun så Löwenhart!

Löwenhart tilød at give en hånd med, og Wilma bad ham servere øl for de to mænd – og så kunne han tappe en kande, han kunne dele med sine venner på husets regning.

(Trods hans ringe Fellowship, har folk i byen åbenbart nemt ved at holde af ham – desuden havde Wilma af åbenlyse årsager ikke lyst til at være alene med de to mænd, og slet ikke Junkeren – så hun satte pris på der endelig kom nogle andre folk, der endnu ikke var blevet skræmmet væk).

De to soldater – Rollo og Rolf – var brovtne, provokerende, og lovede ret nedladende at Löwenhart nok skulle få et par pfenning i drikkepenge, hvis han gjorde sit arbejde fint, og måske lige trak en kjole over hovedet, så han lignede en rigtig kro-tøs. Löwenhart bed fornærmelserne i sig, og hentede øl til sine venner.

Wasserfrau og William ville undersøge hvor kromanden, Wilmas bror Witold var blevet af, og syntes det lød underligt, når Wilma sagde han var syg. Så de gik ovenpå. Leoni var bange for at de to andre ville komme i ballade, så de gik med. Karl-Heinz gad ikke være alene tilbage med elveren, så han skyndte sig også op ad trappen.

Nu sad den fine elver Linforda von Launwald i krostuen, mens hans tjener Felix høfligt stod bag ham og ventede på en instruks. Löwnhart hjalp til i køkkenet. Dét var for fristende for soldaten Rolf, der anede et let bytte, der var ladt alene tilbage.

Rolf gik grinede hen til elveren, og kom med flere hånlige bemærkninger – og til sidst lykkedes det ham, at få elveren til at række ud efter sin fægtekårde. Det var tid til slåskamp. Lowenhart havde dog opdaget hvad der var under opsejling, så han forsøgte at snige sig ind på den anden soldat – Rollo – for at slå ham i ryggen med en stol, hvis der blev ballade.

Imens havde de andre ovenpå fundet Witolds værelse, og opdaget at den sygdom som havde ramt ham, var en ordentlig omgang prygl, som han havde fået af Rolf og Rollo. De var nu også lidt mere motiveret til at slås.

I krostuen udviklede kampen sig skidt. Det kan godt være at elvere er god, smukke og kloge – men ikke heldige. Linforda trak sin fægtekårde og svirpede ud efter Rolf – der bevæbnet med rapier og parer-dagger fik afværget angrebet, og snart fik sat flere stød ind. Rollo opdagede at Löwenhart var kommet snigende, og sprang op – med det resultat at han jagtede den unge knægt rundt i krostuen, mens Löwenhart febrilsk forsøgte at kaste ølkrus og andet efter ham.

De andre ville gerne hjælpe, men vidste ikke helt hvad de turde gøre. Karl-Heinz prøvede vitterligt at lade sin armbrøst, men det drillede ham, og tog lang tid.

(En crossbow har Reload 1, og det betyder at du skal klare et test med mindst et SL for at lade den – og det tog flere kamprunder før end spilleren kunne formå at rulle under de 45% han har i skill. Det var både morsomt og voldsomt frustrerende – og betyder i praksis at en armbrøst er et ret ringe våben).

Wasserfrau var sikker på at Junkeren ville komme stormende ud fra sit værelse, så hun stillede sig i baghold bag døren, og ventede… og ventede…

William tog fat om sin stav, og ville egentlig gerne slås – men tøvede alligevel af frygt for at komem for tæt på. Leoni skød løs med sin slynge, men ramte kun inventar – og da hendes bidske rottehund Gotreks farede frem for at bide Rollo, og som tak for den ulejlighed fik et hug med sværdet, og hurtigt løb tilbage til hende, fik hun travlt med at se til hundes sår.

Imens blev fægtekampen mellem Rolf og Linforda endnu mere ulig. Elveren blev ramt flere gange, og gik til sidst i gulvet. Blødende og med risiko for at dø…

Rollo havde indhentet Löwenhart og ramt ham med kården, så det blødte fra hans kind.

Og Wasserfrau ventede stadigvæk ved Junkerens dør…

Så fik Löwenhart åbenbart nok. Han trak sin daggert. Slog ud efter Rollo, der blev ramt i venstre arm, så blodet stod ud i tyk stråle, han faldt om. Löwenhart sprang over bardisken, og mødte Rolf i drabelig kamp.

Bag disken forblødte Rollo. Daggerten havde ramt en pulsåre.

Löwnhart blev ramt en rampier, men fik afværget den værste skade. I stedet ramte han Rolf i hånden, der blev kløvet, en finger røg af, og blodet strømmede. Rolf skreg. Löwenhart løb hen for at hjælpe Linforda – og endelig fik Karl-Heinz ladt sin armbrøst. Han skød efter Rolf. Og ramte i stedet gulvet. Rolf opdage ingenting. Hans sår var voldsomt, endnu en finger faldt af – og så døde han af sine sår.

(Der blev rullet Crit, og det er godt nok farligt. Først tog Rollo et slemt sår med Bleeding 4. Det giver 40% risiko for at forbløde i hver runde. Så kom kampen med Rolf. Rolf ramte, fik en Crit, men Löwnhart bed det i sig – og brugte 2 Resolve til at fjerne en Bleeding 2 Condition. Som sit forsvarsslag rullede ahn dog selv en Crit, og så blev Rolf altså også ramt i samme kamprunde –og det gav lige en Bleeding 2 Condition, og et grimt sår, hvor man mister en finger per runde indtil det bliver forbundet. AV for den!).

Linforda lå bevistløs og blødende på gulvet. Löwenhart ville bære ham hen til nogen, der kunne se til hans sår. Leoni ville egentlig heller tømme lommerne på Rolf og Rollo, men gav en hånd med. William stormede ud i køkkenet for at se til Wilma. Karl-Heinz gennemsøgte de døde. Og Wasserfrau ventede stadigvæk på junkeren, selvom der var helt stille inden på hans værelse.

(Spillerne fik valget; løbe den lange vej op på slottet, eller den kortere vej til Kulsvierne. De lod Linfordas spiller vælge; han valgte slottet. Det var en tur på 10 runder, hvor han hver runde skulle rulle over 10% for ikke at forbløde, da han havde Bleeding 1. Elvere starte med få point, og spilleren havde ikke sat nogle af dem i Resolve – så det var ikke så nemt lige at stoppe blødningen – og ingen af spilpersoneren har Heal Skill, som er advanced og derfor ikke kan bruges uden træning. De to spillere der bar den sårede, slog begge et styrke test, og Leoni fik 2 SL, så de klarede turen på 8 runder).

De løb hvad rammer og tøj kunne holde. Nåede op til slottet, og hen til den gamle nonne, der kan lappe sår sammen. Og lige som elveren blev lagt på bordet udåndede han. I hvert fald kortvarrigt. Han fik kæmpet sig tilbage til livet, som var det et mirakel. Samtidig gik solen ned.

(Spilleren klarede i alt 9 slag uden at rulle under 10%, 2 i krostuen, 7 på vejen. Det tiende slag fejlede – og han måtte bruge et af sine to Fate for at overleve).

På kroen var der lige kommet lidt ro. Også her åndede alle lettet op. Så var det at de hørte lyd fra Junkerens værelse. Der lød et “klunk”. Så skridt. Så åbnede han døren, så blodet – og hans øjne lyste rødt, mens to hugtænder voksede frem.

(Spillerne er ikke glade, men virkelig bange. De frygter at vampyren vil dræbe dem alle, og de alle kommer til at lave nye spilpersoner efter jul. Jeg er selv ret godt tilfreds med den cliffhanger vi nåede frem til – og er ret sikker på at alle spillerne nok også dukker op om en uge, når vi skal spille igen).

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *