WFPR | Domstolenes arbejde

Anden artikel i serien om Lov og Orden i Kejserriget. Denne gang handler det mest om hvordan domstolene arbejder – og ikke mindst de utallige muligheder der er for embedsmisbrug og for at undslå sig straf.

Domstole og retssale

De er altid en dommer i en retssal, men ofte er det eneste formelle krav til dommeren, at denne er udpeget af den adelsmand der har ret til nedsætte domstolen. Specielt i lokale sager, kan dommeren være alt lige fra den lokale landbetjent til kroejeren i hvis kro retten er sat.

I større sager er der måske flere dommere, ligesom der kan være nævninge og domsmænd. Tommelfinger-reglen er at jo vigtigere sagen er for Kejseren eller Kurfyrsterne, jo flere personer er der involveret.

Har du råd til at hyre en advokat, kan det være en god ide – ikke mindst fordi det er komplet umuligt for almindelig mennesker at holde styr på lovene. Desværre er advokater dyre, så de fleste folk må klare sig uden.

Dommeren = Anklager

Der er en del tilfælde hvor samme person har ret til at anklage og dømme forbrydere på stedet. De mest vidtgående beføjelser har landevejs-betjente (Road Wardens) og deres kollegaer på floderne (River Wardens), da straffen for landevejsrøveri er døden – og der sjældent bliver gjort noget særligt ud af den slags retssager (i bedste fald bliver fangerne bragt til nærmeste landevejskro, hvor der afholdes en retssag i krostuen – i andre tilfælde klares sagen med en hurtig hængning i nærmeste træ).

Tilsvarende beføjelser har lokale adelsmænd i forhold til forbrydelser sket på deres jorde, hvilket også kan udmønte sig i alvorlige straffe.

I den mildere ende har de fleste vagtkaptajner i de større byer mandat til at afgøre mindre lovovertrædelser hurtigt og effektivt i vagtstuen; det handler ofte om mindre bøder og sager der kan klares med et halvt dusin stokkeslag. Ting som det ikke giver mening at ulejlige domstole med som offentlig drukkenskab, mindre tyverier, slagsmål, husspektakler og den slags.

De fleste lov- og ordenshåndhævere kan også opkræve mindre bøder på stedet. Typisk ting der kan klare med et par pfenning – og ofte noget der falder sammen med fx byvagtens trang til at købe et krus øl.

Bestikkelse og korruption

Der er omfattende korruption igennem hele systemet – og har du penge nok, kan du næsten altid betale dig fra straf. Vidner kan købes, ordenshåndhævere kan se anden vej – og selv dommere og nævninge kan være til fals.

I de fleste byer vil den lokale byvagt være ret svær at adskille fra organiseret kriminalitet. Det kan siges, at byvagten ofte er den største og bedst bevæbnede bande i byen…  der er gode penge at tjene på at opkræve beskyttelsespenge, afpresning, systematisk bestikkelse og i det hele taget være villig til at vende det blinde øje til overfor ”offerløse” forbrydelser eller adelens udskejelser.

Princippet om skyld

Det lyder nok sært for vores moderne ører, men retssystemet i Kejserriget er baseret på at den anklagede er skyldig indtil andet er bevist. Du har med andre ord ansvaret for at bevise din egen uskyld, hvilket godt kan være svært.

Vidner og beviser

De bedste beviser i en retssag er skriftlige – og særligt hvis de er bevidnet af andre og måske også har været forbi en notar.

Andre beviser kan også være afgørende, men da der ikke er tale om moderne videnskab, kan beviserne ofte være ret usikre. Det kan for eksempel være ret skæbnesvangert at blive anholdt med en pistol i bæltet, hvis nogen kort forinden har skudt efter den lokale skatteopkræver, da det kan været ret svært at bevise, der ikke er tale det rette gerningsvåben.

Vidner har også stor betydning, men hele samfundet er indrettet således, at vidnernes troværdighed – og den vægt der kan tillægges deres ord – afhænger af deres stand i samfundet.

Mened straffes ikke særlig hårdt, da det er forventeligt at folk fra de lavere klasser lyver for at dække over hinanden. Derfor er deres vidneudsagn heller ikke særligt værdifulde – de har jo ikke noget at miste ved at lyve.

Adelsmænd og andre hædersmænd fra de højere klasser forventes at tale sandt, de har jo ære, og deres ord kan man regne med. I det hele taget er æretabet en langt være straf end en bøde, og det vil derfor også være undtagelsen end reglen, at folk fra de højere klasser direkte lyver i retten – omend de sagtens kan fordreje eller tilbageholde sandheden. At blive taget i løgn foran retten vil betyde, at ingen længere kan stole på ens ord – og i et samfund baseret på tillid, vennetjeneste og ikke mindst værdien af ens æresord vil det have store konsekvenser.

Vidneudsagn fremkommet ved tortur betragtes som værende meget troværdige (selvom de i praksis er lige præcis det modsatte), og folk på anklagebænken kan i mange tilfælde idømmes tortur, hvis retten vurderer at de lyver eller på anden hvis forhindre rettens arbejde ved ikke at angive medskyldige.

Dueller og forkæmpere

I en del sager har adelige – og nogle gange også almuen – ret til at lade sagen afgøre ved en duel. Har man ikke lyst – eller evnerne – til selv at kæmpe, kan man hyre en professionel forkæmper, til at kæmpe for sin sag.

Dueller er i øvrigt en helt legal og lovlig måde at dræbe andre mennesker på – sålænge duellen ellers at afholdt korrekt i forhold til gældende love og regler (hvilket som regel betyder, at du aldrig kan udfordre nogen til duel, hvis de har højere stand i samfundet end dig selv).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *