WFRP | Ravenhammer S1:E4 Plotsploitation

I sidste uge spillede vi WFRP Ravenloft, og det var med en fuldtallig gruppe bestående af

  • Diethard Pröll (16), træner til at blive krigerpræst, og på rejse til Zeidenburg med et brev til Sigmar Templet der. [Human, Warrior Priest (Novitiate)].
  • Barden Pröll (16), Diethards tvillingebror, der skulker fra sit arbejde som skatteopkræver mens han drømmer om at leve som sanger [Human, Bailif (Tax Collector)].
  • Wendelina “Lina” Hecht (18), ung kvinde fra Teufelburg, hvor hendes evner til lusk, har været brugt til at omdele plakater og løbesedler der opfordrer til modstand mod Grev Zarovich [Human, Townswoman (Clerk)].
  • Filibert Buxbaum (23), en fuldvoksen havnearbejder – nu fredsløs – der ligesom Lina har brug for at komme lidt væk fra Teufeldorf efter hans indblanding i de uroligheder, der kulminerede med at vogn med krudt blev kørt ind i vagtkaptajnens hus [Human, Stevedore (Dockhand)].

Sidste gang sluttede vi med at gruppen forlod Pfeifeldorf. Denne gang lagde vi ud med det flashback, hvor gruppen inden deres afrejse har et møde med den lokale excentriske videnskabsmand Hr Ott.

(Det var med vilje, at vi ikke tog den del sidst – da der var nogle forskellige plot ting, som skulle i spil. Så ved at slutte med at rejse byen, var det markeret at missionen var løst, og vi kunne komme videre. Og ved at vente med de vigtige missionen, slap vi for at skulle gentage noget, som de fleste nok alligevel havde glemt).

Hr. Ott fortæller kort om sit arbejde med forskning i transponent dimensionale projektioner. Det lyder meget indviklet og ingen forstår hvad han taler om. Han har dog behov for at få et brev fragtet til Zeidenburg, hvor hans penneven Dr Metus bor.

De to har tidligere udvekslet breve omkring deres teorier, og denne gang har Hr. Ott gjort nye opdagelser, som han gerne vil høre den andens kommentarer til. Desuden har han jo et hobby-projekt med at undersøge stjernehimlen, og har i den forbindelse opdaget, at der igennem det sidste år er sket en mærkbar forskydning af døgnrytme, således at dagene på nuværende tidspunkt er mindst 1 time kortere end de burde være. Den iagttagelse vil han også dele med Dr. Metus.

Udstyret med endnu et brev (læs: plot-item) vender vi tilbage til gruppens rejse.

Rejsen til Zeidenburg

Det er på mange måder en trist og kedelig rejse, hvor der ikke sker så meget. Vejret er gråt og trist, og de få mennesker de møder er lige så grå og triste. De gør undervejs ophold på en lille rejsekro, hvor de høre rygter om at der er store uroligheder i Zeidenburg, og at mange mennesker har forladt byen.

Lina har under hele rejsen en sær tilbagevendende drøm. Hun drømmer, at hun sidder en behagelig lænestol. Hun kan ikke se eller høre noget. Kun føle sansen virker. Hun kan mærke læderet, og hvor rar stolen er. Det er dejlig varmt. Hun sidder vist tæt på et ildsted. Hun kan ikke rejse sig, men har på den anden side heller ikke lyst til det. For hver nat bliver drømmen lidt længere og lidt mere detaljeret. Lugtesansen kommer med. Hun dufter tobak, læder, bøger og noget andet, som er rart.

(Alle spillerne testede Willpower, Lina var den som fejlede mest)

Død og mørke over byen

Da gruppen kommer til Zeidendorf, opdager de at byen ligner en krigsskueplads. Småhuse og andre bygninger uden for byen er i stort antal nedbrændt, andre står som ruiner. Der render vilde hunde (eller er det mon ulve?) rundt. Der er en lang række pæle, mindst en snes, med afhuggede hoveder. Overalt i luften kredser og skråler sorte fugle. Der lugter af død og røg.

Byporten er bevogtet af vagter, der lader en familie forlade byen med en trækvogn læsset med deres ejendele. Alle ser triste og modløse ud. Byvagterne lukker gerne gruppen ind, men minder om, at der er forbud mod forsamlinger (grupper på mere end fem personer) og udgangsforbud fra solnedgang til solopgang.

Et par ”kossakker” kommer ridende forbi. Det er Grevens folk. Barske ryttere fra Barovia. De har piske, som de slår ud efter civilbefolkningen med. Deres hår er langt og sort, de har mange våben og ligner ikke nogen, der finder sig i noget.

Barden er dybt fortvivlet over at høre, at den store sangkonkurrence er aflyst, og at Meistersingeren slet ikke kommer til byen alligevel. Han græder lidt, da han opdager en enkelt reklame-plakat for arrangementet hænge iturevet og ødelagt på en bygning.

Gruppen finder nemt hen til Sigmar Templet. Den store kuppel og tårnene rager op over de fleste huse. Udenfor er tiggere og desperate folk stimlet sammen, og overtræder åbenlyst forsamlingsforbuddet. De prøver at komme ind i sikkerhed.

Der er en stor mur, hvor der går vagter rundt. Der er også store jernlåger, med flere vagter. Men heldigvis er Diethard jo medlem af Sigmar Ordenen, og han bliver budt velkommen og lukket ind. Indenfor er der er en mindre flygtningelejr. Det virker velordnet, og mens Diethard bliver ført ind i templet, styrer de andre hen mod et suppekøkken for at få lidt mad. De når ikke at spise så meget, inden der bliver kaldt til bøn. Det er ikke frivilligt at deltage.

Bønnen varer en time, med korsang og en opsang fra lektoren om de alvorlige tider.

Diethard bliver ført gennem templet til klosteret. Her er der god mad, men først mere bøn og sang. Endelig bliver han ført frem til lektoren, Jurgin Gottfried, der er meget glad for at se ham. Han er åbenbart ventet.

Det skorter ikke på flinke ord, og der er åbenbart mange forventninger til Diethard. Han er tydeligvis den eneste Sigmar tilbeder i hele ordenen der kan udvinde mirakler. Det er noget, som de har ventet længe på. Et tegn. En proffeti. Og en vigtig opgave. Men først skal han bruge natten i bøn i templet. Og først næste dag ved middagstid er der en stor ceremoni i templet, hvor Diethard officielt bliver Krigerpræst.

(Det var en passende markering af at der var brugt xp på at gå fra Initiate til Warrior Priest. Samtidig ville jeg gerne understrege at selv de små mirakler – teknisk set kun små velsignelser – som Diethard kan udføre vitterligt er noget særligt og specielt – de færreste præster kan den slags).

De andre i gruppen ser til, og bruger ellers tiden på at sove, spise og snakke med folk. De høre rygter om gadeoptøjer, natlige mord og ikke mindst at gaderne hjemsøges af ”blodsugere”. En slags vampyrer, der desperat jager blod. De kaldes vampyr-skravl (vores egen oversættelse af vampire spawn).

Tid til at høre om missionen

Efter ceremonien bliver Diethard og resten af gruppen ført til Lektor Gottfried. Her beundre ”pøblen” de fine møbler, sølvfadet med frugt, karaflen med vin og al den anden overflod. Lina og Filibert visker omkring overklassens ødselhed og hvordan folket undertrykkes.

Gruppen får også lidt mere information om Sigmars forventninger til dem. De skal drage op i Barovia, hvor de skal finde ”Det Gyldne Solsværd” der gik tabt for mange generationer siden, da den unge ridder Sergei drog op i bjergene. Sværdet kan bruges til at dræbe den onde og skumle Grev Zarovich, der er en skummel vampyr med onde planer. Ingen ved præcis hvad han er ude på, men det kan umuligt være godt.

Gruppen bliver ført ned i katakomberne, hvor en lille gruppe af Morr præster har søgt tilflugt. Deres orden er forflugt af Grevens folk, og kun her er de i sikkerhed. Det hænger nok sammen med at Morr præster traditionel bekæmper udøde og sørger for folks sikre rejse til Dødsriget.

De fleste Morr præster har travlt med at gøre lig klar til ordentlig og sikker begravelse. Flere døde ligger nøgne på kolde marmorplader, hvor de bliver vasket og dækket til med ligklæder. Igen er interesseret at de døde skal vågne og gå igen herinde i templet.

Den ældste præst, Fader Vazili, er en gammel mand, blind og sengeliggende. Hans sorte kåbe og indtørrede ansigt får alle til at tænke på at han ligner døden selv. Det gør ikke indtrykket bedre, at der står en le ved siden af hans seng (leen er Morr præsternes fortrukne våben og et symbol på deres præstestand).

Den gamle Fader Vazili fortæller, at han har set gruppen i sine drømme. Morr vogter godt nok Dødsriget, men drømmeriget lapper over, og derfor kan hans udvalgte præster også se og tolke særlige drømme med betydning.

Gruppen får lidt ekstra byrde på skulderne, da han snakker lidt om at der bliver stadig flere af de fortabte og sjæleløse, og at det er deres hellige opgave at sætte en stopper for mørket og ondskaben. Morr præsterne lover, at de gerne vil hjælpe gruppen med lidt træning i kamp mod udøde og vampyrer inden de drager videre

(og således får spillerne officielt en hellig quest, så vi kan komme i gang med selve kampagnen – og der er mulighed for at spillerne kan skifte karriere og få lidt træning. Lina overvejer at blive Watchman og Barden kigger på mulighederne for at blive Nun eller Vampire Hunter).

Den gale videnskabsmand

Tynget af skæbnens planer for dem, beslutter gruppen sig for at få afleveret det brev de havde med til Dr. Metus. De finder hans hus, der minder om en gammel kirke, som er blevet ombygget. Hustjeneren er ikke meget for at lukke dem ind, da herren ikke træffes før aftentid. De kan vendetilbage, når det er mørkt.

Alle er sikre på at det nok skyldes noget med vampyrer, men beslutter sig for at vente til det bliver mørkt. De går lidt rundt i byen og ser på galgerne nede ved Dompladsen, de mange tegne på gadeuroligheder og de mange soldater og kossakker i gaderne.

De smutter forbi det eneste værtshus i byen som endnu ikke er blevet lukket af hensyn til offentlige ro og orden. Men det viser sig, at der nok kun er åben fordi det er her byvagten og grevens folk mødes for at drikke øl og brændevin. Ingen har lyst til at hænge ud med dem i længere tid, så de går hurtigt videre.

Ved aftenstid er de tilbage hos Dr. Metus. Igen er tjeneren meget modvillig, og ævler om at herren er syg, og ikke modtager gæster. Det lykkedes til sidst at komme ind, hvor de kan vente lidt, mens tjeneren spørger herren om han mon alligevel har tid.

Hustjeneren er en gammel mand, der tøffer krumrygget og lydløst rundt i bygningen. Han har en stor lysestage, og kigger mest ned på sine fødder, så snart han går. Gruppen kigger sigende på hinanden, og uden at vente på at blive inviteret længere indenfor, følger de efter tjeneren.

De kommer igennem en gang med udstoppede dyrehoveder, flere lukkede døre og til et større tårnkammer. Tjeneren trisser op af den gammel vindeltrappe, og de følger efter. En etage op. Og så en mere, indtil de oppe under taget.

Her er der sære lys, underlige lyde og et stort apparat med kugler og stænger i bevægelser. Gnister springer fra kuglerne, bliver opsamlet i store glaskugler, hvor lyset bevæger sig rundt. Dr. Metus viser sig at være en høj gråhåret mand, med store armbevægelser og et vildt blik i øjenen.

(Mentalt forstillede jeg Dr Emmet Brown fra Back to the Future, og beskrev ham så godt jeg kunne uden at sige hvad jeg tænkte på – det lykkedes så godt, at en af spillerne tørt spurgte om der stod en tildækket DeLorean i et hjørne…).

Luften er fuld af statisk elektricitet og der lyder flere brag og lynglimt. Til sidste er der lidt ro på, og Dr Metus får tid til at bdye velkommen – samtidig med at han glædes over at have haft succes med sit eksperiement. Han viser en glaskoble frem, hvor der bevæger sig flydende lys rundt i (det minder på godt og ondt om en el-pære med lys i). Han forklarer entusiastisk at der er tale om kondenseret Lysh. Ikke lys, men Lysh (tydeligt frustreret over at hans gæster ikke forstår forskellen, eller bare har en fundamental forståelse af teorien omkring Aethyr, magiens vinde, og deres korrekte betegnelser).

Han får brevet, takker, og ævler videre om sine eksperimenter. Flasken med Lysh bliver forsigtet pakket ned i forret skrin, så den ikke går i stykker. Det er noget han laver til Rudolph von Richten, en lokal købmand.

Ham har Line og Filibert da hørt om. Det er vist ham, der ejer byens trykmaskiner, der i hemmelige bliver flyttet rundt af modstandsbevægelsen og trykker flyvesedler. Han er eftersøgt, gået under jorden – og i øvrigt berømt/berygtet for sine fester og mange dueller. Med andre ord en mand alle gruppen syntes lyder sympatisk.

Von Richten har tidligere fået fremstillet pistolkugler i sølv, hvor der har været indfanget dele af metallets magiske vind Chamon.

Alle er nu helt sikre på at von Richten må være vampyrjæger.

Desværre er Dr Metus selv ret træt og udkørt, og han er sulten, og skal snart have noget at spise. Gruppen er ikke inviteret til middag. De bliver i stedet ført ud af hustjeneren – lige bortset fra Filibert, der lusket sniger sig uset tilbage til tårnet, hapser skrinet med Lysh flasken, og så indhenter de andre inden de kommer ud.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *