WFRP | Tuskenhammer S1:E9

Torsdag var der en overraskede ikke-voldelig spilaften med Warhammer rollespil på ungdomsskolen. Der blev hverken tævet fjender eller stjålet noget. Måske er spilpersonerne ved at blive lovlydige borgere… eller også jog den fæle superskurk dem en tilpas stor skræk i livet.

Gruppen var for første gang længe fuldtallig og bestod af:

  • Linfordda Eonir von Laurenwald, (s)elvisk adelsmand med dødens skygge hængende over sig.
  • Heinrich Löwenhart, 17-årig kommende leder af en oprørsbevægelse.
  • William Gurfantt, bog-klog ung mand der så småt er ved at lære magi.
  • Aldona Wasserfrau, fiskerfrue med spyd og seje læderbukser.
  • Leoni Wilhelina Alt Glessar, rottefænger med slynge og arrig hund.
  • Karl-Heinz Rümming, vampyrjæger in spe.
  • Jörg Dresdner, omrejsende handelsmand med mulddyr og lille vogn.
  • Otto Konitz, en tuskhandler der ser godt ud og har gode talegaver.

Vi lagde ud med et stort skænderi mellem spillere og spilpersoner. Det blev aldrig til dårlig stemning mellem spillerne, men der var lidt uenighed om klogheden af kamp med Baron von Blaunburgs soldater, og om de nu skulle fortsætte mod Buchhof eller vende om mod Allenburg, for at tage et opgør med den Sorte Greves folk.

Gruppen besluttede at holde fast i planen om at drage mod syd til Buchhof og traskede videre af landevejen. De nåede frem dagen efter ved middagstid.

For at komme ind i byen skulle de krydse floden, og den store bro var bevogtet af et stort tårn med flere af baronens soldater. Det var lidt en chance at tage, for hvad nu hvis de overlevende soldater fra slagsmålet var nået frem?

Gruppen gik frem og hilste venligt på vagterne, der – igen – mente at det måtte koste penge at tage ind til en by og være under baronens nådige beskyttelse. Prisen var – igen – en skilling sølv per ben. Der blev betalt (modvilligt) og alle kom ind. Heldigvis var rygterne om deres kamp med baronens folk ikke ilet dem i forkøbet.

(Da vi skulle se om der var nyt, lod jeg en af spillerne rulle nogle terninger, og det blev nogen-og-tres, så soldaterne havde fejlet deres ”nå frem før spilpersonerne test”).

Velkommen til Buchof og Den Gamle Kro

Inden i byen var der en lille fæstning, og elveren Lindfordda blev glad, da den ikke var større end hans egen fæstning hjemme i Saalfelt. Over fæstningen vejer Baron Blaunburgs bannere.

Jörg handelsmand styrer mod markedet, for at sælge de varer som de har tilbage fra Janozh’s ødegård. Han løber ind i anden købmand, Joakim Ente, der glædesstrålende fortæller, at deres tidligere fælles handel har været en stor succes. Det var noget med at importerer fisk fra kysten og sælge på markederne i Schadenwald. Så han havde en stor pose guld som han skyldte Jörg.

(Vi plejer at spille med, at de trappings der følger med ved en karriere-stigning gives til spillerne, når de rykker op ad karriere-stigen. Jörg var rykket til level 2 som købmand, og skulle derfor have 20 GC + 2 wagons eller en flodbåd. Vi valgte at veksle værdien af vognene til guld, således at han fik 140 GC i stedet for).

Jörg havde svært ved at skjule sit glade smil, da han senere mødtes med de andre i gruppen.

Resten af gruppen søgte Lukas Harkon, der ejer byens eneste kro, kaldet Kroen, eller måske Røde Kro eller Den Gamle Kro, hvis det skal være lidt mere officielt. Det viste sig at være et stort sted, hvor de kunne opstalde deres heste – og den ene okse de stadigvæk havde med.

De fandt ned i slyngelstuen, hvor de købte øl, som de kunne drikke mens de ventede. Bartenderen lovede at sende bud efter Hr Lukas, der lige nu havde travlt med andre gøremål.

Ventetiden trak ud, så nogle købte lidt mad – mens de mest fattige sneg sig ud i laden for at spise af deres rejseforsyninger.

Da Jörg dukkede op, var han hemmelighedsfuld, og alle de andre spillere skulede lidt, da han ikke ville indrømme sin nyfundne rigdom, og ej heller tilbød at give en omgang.

Møde med Harkon Lukas

Bartenderen førte gruppen ind i ”mødelokalet” der var stod aflåst (ingen lagde mærke til at nøglen derind havde et ulvehoved) og var vildt skummelt. Der var klomærker i bordene, og midt i rummet stod et rundt bord med mange mærker efter knive og øksehug. Der var sågar nogle læderspænder, der kunne bruges til binde folk fast til bordet.

Alle famlede nervøst ved deres våben. De fleste trak klinger og spændte buer.

En skjult dør bag et træ-panel blev åbnet og Harkon Lukas trådte ind i lokalet. En stor mand, dyrt klædt, sort hår og veltrimmet skæg.

Han kiggede nysgerrigt på gruppen og spurgte om de var kommet for at tale med ham eller for at dræbe ham?

Efter lidt tid fik gruppen sat sig ned, og til Leonis store fortrydelse havde Harkon Lukas hurtigt lokket den lille bidske rottehund Gotrex op i armene, hvor han kælede med den og kaldte den ”søde vovse”. Alene af den grund, var hun klar til at stikke en kniv i halsen på ham.

Det bliver til en anspændt samtale med smugler-kongen super-skurken, der da gerne vil hjælpe gruppen – hvis altså de viser deres vilje til at hjælpe ham først…

De skal bare lige tage en tur til Halbernik og hente en last varer, som han mangler. Det er drejer sig om en skibsladning våben til Baron von Blauenburg. De andre håndlangere, der blev sendt afsted før vinteren, er døde. Men det burde være sikkert nok. Og i hvert fald vil Harkon Lukas dag gerne betale gruppen med en pose guld og våben nok til at udruste 50 mand, så de på egen hånd også kan tage kampen op mod den Sorte Greve.

Det hele er selvfølgelig hys-hys, top hemmeligt.

“Men hvad sker, hvis vi ikke kan holde på en hemmelighed” spørger unge Löwenhart.

”Ja, så sætter jeg dig i et bur, hugger din tunge af og den får du så at spise. Og bare rolig, du bliver til sidst så sulten, at du spiser den. Så gør vi det samme med nogle fingre, tæer, ører, så du langsomt ender med at spise dig selv. Når jeg bliver træt af den leg, eller bare mangler noget at byde mine gæster – så kommer du på det runde bord du kan se der. Så parterer jeg dig, og så spiser vi dig”. – Kunstpause- . ”Bare rolig, det er kun pjat. Jeg kunne ikke drømme om at få dig til at spise noget uden først at få kokken til at tilberede det. Jeg er jo ikke barbar”.

Så var det møde ligesom klar til at blive rundet af.

Harkon Lukas takkede af, og gruppen kiggede bekymret på hinanden.

Videre nordpå

En time senere sad de alle i en båd, mens de blev smuglet ud af byen. Der var åbenbart nogle rygter i byen om at de havde angrebet Baron von Blaunburgs folk, så de måtte snige sig ud i mørket.

De blev sat af på flodbredden, og måtte vade gennem skoen nordpå i retning af Allenburg.

I løbet af natten så de en fortøjret flodbåd, med en bevæbnet vagt. De sneg sig tættere på, og talte lidt med vagten – der var ret nervøs. Ombord var også fire hobitter, der bevæbnet med armbrøste var klar til at forsvare deres båd.

Gruppen mente ikke, at det var kampen værd, så de traskede videre i natten. De mumler lidt om, om det nu er en god idé at arbejde for Harkon Lukas. Men de føler sig også fanget ind i et spil, som de ikke helt kan overskue.

Det bliver en lang tur til Allenburg, og endnu længere til Halbernik.

(Og bare rolig, mængden af intriger som de stakkels spilpersoner har fået rodet sig ind i, overgår nok deres fantasi. Flere intriger bliver afsløret når/hvis de når frem til Halbernik).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *