WFRP | Heidenhammer S2:E3

Lørdag var jeg igen på Hedehusene bibliotek for at spille Warhammer rollespil. Det gik som altid fint, jeg og spillerne hyggede os gevaldigt nogle timer – og spillerne var godt trætte af, at der aldrig er samme belønning for at gøre ærligt heltearbejde, som når kaster sig ud i kriminalitet. Det er sådan set også Warhammer i en nøddeskal at utak er verdens løn.

Gruppen bestod denne gang af:

  • Krigerpræsten Krieffer
  • Landbetjenten og hobbitten Maximillian
  • Rekrut i Flodpatruljen Swen (tidl. tjener)
  • Rottefængeren Mikael (tidl. tigger)
  • Hæleren Jörg med sin klo-hånd.
  • Den syngnede landevejsrøver Grüber
  • Jægeren Detlev (tidl. flodpirat)
  • Tyvepræsten Mathias

Efter eventyret i Bögenhafen var der god grund til at forlade byen for en stund og holde lav profil. Så gruppen var taget langt ud på landet til Rabenwart, hvor hobitten Maximillian er landbetjent.

Vinteren var på hæld, foråret på vej. Sneen smelter – også i Höhenberge der føder Speervees floden der løber forbi Rabenwart. Så floden er – som altid – gået over sine bredder, og den sure færgemand er for en gang skyld glad, da det er en god tid på året for hans forretning.

Siden sidst er der kommet en kro i Rabenwart, da kroparret Herbert og Liebtrud Spiell og deres fire børn fra Jürgenhol, er flyttet til byen og har åbnet et gæstgiveri i det hus, der engang tilhørte borgmesteren (det har ikke været fast beboet siden heksejægeren var forbi og brændte en del af byens befolkning). Her spiser Maximillim en sen aftensmad (hans anden, denne dag – men ikke for meget, da der jo skal være plads til natmad senere). Foran ham står en flaske Mootland Ferskenlikør som han lige har købt af rottefængeren Mikael (der har slæbt rundt på den siden han stjal den fra en hobbit i Weisbruck).

Ind af døren kommer bjergbonden og fåre-opdrætteren Ulrik. Han har brug for hjælp. To får er forsvundet, han har set mærkelige spor ved floden og frygter at kaos-bæstet kendt som “Mørket” er vendt tilbage.

Maximillian lover at hjælpe, og de andre i gruppen bliver taget med ud i natten for at vandre afsted mod gården. Et par stykker af de andre er lidt sure over at miste en nattesøvn, og kan ikke lige se hvorfor det er deres problem – i hvert fald indtil Maximillian forklare, at han da gerne sender bud til Bögenhafen og fortæller alt om hvor de er henne og hvad de har gjort.

Det er sent på natten, da de når frem til gården. Den ligger langs floden og alle fårene er sat ind i laden. Bondens hustru, Frieda, holder vagt sammen med to store ulvehunde Bisk og Rask. De to børn Ulrika (9) 0g Friedick (10) sover.

Der laves morgenmad – grød med en smule pølse – og gruppen lover at se nærmere på sagerne. De skal bare lige sove lidt over i laden først.

De låner bondens robåd og finder spor af noget – en ulv, en stor hund ? – på den anden side af floden. De tjekker at der er fire dage til fuldmåne, og krydser fingre for at der ikke er tale om varulve. Der er også en gammel borgruin – eller nok mest et tårn med et udhus til – som de undersøger. Det er normalt ude på en halvø- hvor floden slår et bugt – men nu hvor floden er gået over bredderne ligger ruinen på en ø ude i strømmen.

De sejler over til ruinen og finder nogle krager, et brombærkrat – hvor der sidder et stykke stof med en billig tin-knap i, samt er spor efter en mand med støvler. De kigger lidt omkring, men finder ikke andet.

De tager tilbage til gården, og beslutter sig for at holde vagt om natten. Så de sover resten af dagen i laden, så de er klar til at holde vagt.

Der sker ikke så meget om natten, og vagtposterne ser ikke noget.

Så de venter en dag, og gør det samme. Der opdager hobitten noget over på den anden bred. Han kan ikke helt se hvad det er, men det ligner måske en stor ulv med to hoveder.

Der tales lidt frem og tilbage, og gruppen når frem til at der muligvis er tale om en Kimeræ. Det gør Ulrik ret bange, og han går endelig med til at de låner et får, som de kan bruge som lokkemad.

Næste nat (dagen før fuldmåne) laver det et baghold over på den anden bred. Fårret bindes til en pæl, og de gemmer sig rundt omkring.

De fleste af dem ret dårlige til at gemme sig, og kun jægere Detlev og landevejsrøveren Günther kan formå at ligge stille og holde kæft. Så bagholdet går lidt i vasken, da en stor ulv med en goblin på ryggen kommer gående. Goblinen vejrer farer, pifter, og en anden goblin oppe på bakkekammen fløjter tilbage.

Der skydes, uden at ramme – og det ser ud at goblinen og ulven kan slippe væk. Så springer Günter frem med sit sværd, og hugger goblinen midt over (Crit Body, 00). Ulven vil springe væk, men den dræber han også.

Jægeren Detlev tænker hurtigt, og mens de fleste andre løber hen mod den døde goblin, skyder han en bil ud i mørket mod den anden goblin – og rammer med et lykketræf.

(Der var -30% på skuddet, han har 33% Ranged (Bow) og ruller 03).

Goblinen giver lyd fra sig, og det får Maximillian til at skyde efter den. Han rammer plet (Crit Body, en pil gennem kroppen og Bleeding 4). Goblinen falder af ulven, og forbløder. Ulven stikker af i natten.

Alle er glade, plyndrer goblinen for nogle håndfulde pfenning og finder en krøllet lap pergament med en tegning af ruinen og nogle ord skriblet “sort sten, jern rør”. De tager over til ruinen, finder den sorte sten i muren, vrister den løs og finder et jernrør forseglet med voks.

Der er kradset sære runer ind i røret og voksen, så de frygter den er forseglet med trolddom.

De tager sejrsrigt tilbage til gården. De taler sammen, og når frem til at der muligvis kan komme flere gobliner forbi. Den slags pak rejser ofte i større grupper. Så Detlev og Mathias bliver tilbage på gården, mens de andre skynder sig tilbage til Rabenwart med jern-røret.

Så næste nat holder de to tilbageværende vagt, og ser et par gobliner ovre på bakkekammen. De kigger sig omkring, peger på gården og ridder væk.

I Rabenwart får gruppen fat på den nye Rhya præst, der synes det godt kan ligne kaos-runer. Men han ved ikke lige hvad der skal gøres ved det – den nærmeste troldmand med evner for den slags findes vel egentlig kun i Drakenburg nogle dages rejse væk.

Krigerpræsten Krieffer beder Sigmar om en velsignelse, går alene ud på en mark (mens de andre ser på fra sikkerhed bag en stengærde). Her vrider han forseglingen op, finder noget sært sort pulver og et brev.

Det sorte pulver svier lidt, men han børster det af, hælder vand over hænderne og læser brevet. Der står noget om dværge, en mulig skat, brug af sort-fisk gift og “et stort angreb” der snart kommer.

(Spilleren brugte en Blessin til at få +10% Toughness, tjekkede et Endurance test for at modstå gift, rullede lidt over 40, men klarede takket være velsignelsen – og fik lige præcis de 4 SL der skulle til for at modstå giften. Rimelig heldigt.).

Gruppen tager tilbage til Ulriks gård, hvor de hører at deres frygt for flere gobliner er berettiget. De beslutter sig for at blive og beskytte gården, og når til sidst frem til at det smarteste er at stoppe goblinerne ved et vadested længere oppe ad floden.

Jægeren Detlev sætter nogle fælder op i vadestedet og de ligger sig alle i skjul fordelt på begge sider af floden. Det har lige været fuldmåne, og takket været et heldigt terningslag er der kun få og enlige skyer på himlen. Så alle kan se noget, selvom dem med Night Vision selvfølgelig ser bedst.

De venter en times tid og så dukker der et lille dusin ulve og gobliner op. Igen lykkedes det at afsløre bagholdet før tid, så ulvene er kun lige tråds ud i vandet, da kampen begynder.

Det bliver kaotisk og vildt, men også overraskende hurtigt. Efter tre kamprunder er de fleste gobliner døde (de kan ikke svømme, hader vand, og når de ryger af en ulv, drukner de eller blive ført med strømmen). Ulvene har ikke mod på at slås uden deres ryttere, så de stikker af. Bagholdet var i det store hele en succes, der blev skudt med armbrøste, buer og pistoler fra baghold, et par fælder klappede, og i nærkamp var terningerne i den grad med spillerne.

Desværre når en af ulvene. lige inden den stikker af, at bide ud efter hæleren Jørg, der bliver ramt alvorligt i højre ben. Selvom han har ringbrynje-bukser på, så lykkedes det ulvens stærke kæbe at bide igennem og flå benet så hårdt, at det ryger af (Crit Leg, 00).

(Det er ret underligt, men siden sammen spiller oplevede at spilpersonen mistede sin hånd, har han ønsket at miste flere kropsdele – så han håbede at benet ville blive bidt af. Så han ville ikke bruge sin rustning til at undgå en crit, og han rullede selv terningerne – og lyste op i glæde, da han rullede 00. De andre spillerere klappede og hujede af glæde sammen med ham. Jeg kiggede lamslået på).

Hæleren Jörg drev bevistløs med strømmen. Først næste dag fandt de ham, mirakuløst nok var han i live (det kostede 1 Fate), og hans ben var ikke til at redde.

Vi sluttede af med at bruge XP mm. Rottefængeren og Flodbetjenten valgte begge to at søge en ny karriere – de vil nu være duelister. Jörg fik et træben, og kan nu se frem til at skulle bruge en masse xp på at lære Dodge igen ;)

Spillerne kommenterede på hvor tarveligt det er at spille Warhammer. Ærligt heltearbejde giver jo på ingen måde samme belønning i form af guld, som kriminalitet og lusk. Selvom de havde reddet en bonde og hans familie, fik de jo ikke guld som tak. Det blev til håndfuld sølvskilling per mand, efter de havde tømt de døde gobliners lommer.

Men ak, sådan er det jo i Warhammer. Utak er verdens løn.

Bag om kulissen

Scenariet var i høj grad planket fra et Middle Earth RP sceanrie jeg længe har haft liggende (siden vi spillede Middleearth med Savage Worlds regler i den gamle Skizofrenia gruppe tilbage i 2007). Det hedder Snow and Suberfuge og kan findes her.

Det var en klog beslutning at lave et baghold for goblinerne oppe ved vadestedet – var det kommet til kamp ved gården havde goblinerne brugt ildpile, og vi havde skulle lære regler for skade fra ild og røg – samtidig med at Ulrik og hans familie ville have været i fare, samt en del får meget nemt kunne være blevet dræbt af løbske ulve.

One Response to WFRP | Heidenhammer S2:E3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *