WFRP | Heidenhammer S2:E4

Endnu en lørdag med rollespil på biblioteket er vel overstået. Vi var tilbage på Taastrup Bibliotek, hvor 6 glade bærn dukkede op for at tilbringe dagen med at jage kaos-kultister og kæmpe mod en blod-dryppende dæmon.

Gruppen bestod denne gang af

  • Landbetjenten og hobbitten Maximillian
  • Duelist-lærlingen Swen (tidl. tjener og rekrut i flodpatruljen)
  • Duelist-lærlingen Mikael (tidl. tigger og rottefænger)
  • Den venlige røver-pige Reis
  • Landevejsrøveren Bernt
  • Slagsbroderen Valter

Efter at tilbragt foråret på landet var gruppen nu vendt tilbage til Bögenhafen i et forsøg på at tjene penge. Og heldigvis var der en rig dame fra det bedre borgerskab der havde sendt sin kok, Gerhard Arno, ud for at finde nogle folk.

Gruppen ankom til familien Weiss’ hus nær Østerport, hvor de blev ført udenom hovedindgangen – hvor der stod medlemmer af byvagten (?) og i stedet ført ind via bagindgangen fra en skummel gyde, hvor de kom igennem en lille køkkenhave og så ind i køkkenet. Det var tydeligt at se, at køkkendøren havde været brudt op tidligere. Indenfor blev de ført igennem en hall, hvor der var blodspor på gulvet og en hel del blodstænk rundt på vægge og møbler. Inden i en lille stue kunne de vente, mens fru Eleanor Weiss kom ned til dem.

Fru Weiss satte dem ind i sagen. I løbet af natten var deres hushovmester, Franz Hubert, blevet myrdet, og byvagten var sat på sagen. Hendes mand, Wilhelm, havde dog insisteret på, at byvagten ikke blev involveret i den anden forbrydelse… nemlig at Marius, deres 8 år gamle søn var blevet bortført. Nu ville hun hyre gruppen til at undersøge sagen, diskret, og skaffe hendes søn tilbage.

Der var ikke kommet nogle henvendelser angående løsepenge, og hendes mand var taget på arbejde (han er advokat og arbejder på rådhuset som en del af magistraten). Eneste spor var aftrykket af en blodig rød hånd oppe ved børneværelset.

Hun ville gerne betale 30 guldkroner for at få sin søn tilbage i sikkerhed.

Gruppen undersøgte huset og de nærværende spor nærmere. Håndaftrykket var fra en stor hånd, en af de største hænder de længe har set. Der var ikke mange spor i blodet, da byvagten ikke have været særlig forsigtige, da de fjernede liget. Den døde hushovmester var blevet tæsket og flænset ihjel, der havde vist ikke været spor af knive eller andre våben. I haven fandt Mikael og Max spor af en stor mand, uden støvler, men med sokker/klude om fødderne, der var kommet ind fra gyden, over hegnet og gennem køkkenhaven. Døren til køkkenet var brudt op med massiv styrke og uden brug af værktøj.

I gyden var der mest spor af tømte natpotter, gammelt skrammel og en rende der endte i en åbning ned til kloakkerne.

Bagermesteren

Gruppen besluttede sig for at kontakte den lokale forbryder-konge, Bagermeteren Ryek Debsky, som måske kendte noget til sagen. De traskede ned til et stort bageri ved bryggen, hvor der blev bagt brød i store mængder – der var en del folk som bagte forskellige brød, og i nogle af dem, var det tydeligt at der blev bagt noget ind i brødene, så det var nemt at smugle fx flasker. Der var en afdeling med en gruppe hobitter, der så ud til at bage nogle ret lækre kager. Maximilliam blev sulten, og bagefter gnaven, da han ikke fik en kage.

Bagermesteren havde travlt med at bande på sit Kislevske modersmål og tæske en af sine undersåtter, og havde både mel og blod på tøjet. Han var en kæmpestor mand, store hænder, store støvler, bred som en dør, kortklippet og tatoveringer og ar på hænder, arme, skuldre og hals.

Det blev en kort samtale. Bagermesteren var sur over, at nogen havde vovet at begå forbrydelser i hans by uden at han fik en del af kagen (pun intended). Han havde godt hørt om mordet, og havde troedet det var et indbrud som var gået galt. Bortførelse af børn, ville han ikke blandes ind i, troede de måske han var sådan en slags heks i et sukekrkagehus der lokkede børn til for at spise dem?

Gruppen fik ikke nævnt noget om det bloddige håndaftryk, og måtte i stedet traske videre ud i byen. Her gik nogle af dem på tur i værtshuse og markedspladser, for at opsnappe sladder. Et par andre satte kursen mod rådhuset.

Snakken i byen gik om at der var sket en række voldelige overfald rundt i byen de sidste par uger. Mest ved bryggen og de fattige kvarterer. Der gik også rygter om at nogle tiggere og andet skidtfolk var forsvundet. Rygter ville vide, at gerningsmanden var en stor, krumrygget mand.

Rådhuset

På rådhuset blev der også opsnappet sladder i stor stil. Hr Wilhelm Weiss havde vist kun giftet sig med sin kone, fordi hun kom fra en stenrig Altdorf familie, og han brugte betydeligt flere penge end han tjente. Det havde været det samme med hans far -der to gange var gift. Faktisk havde Hr Weiss kun arvet, fordi hans far, stedmor og halvbror alle var omkommet i et blodigt landevejsrøveri for en 15 år siden.

De to duelister-in-spe Mikael og Swen tog så forbi Hr Weiss’ kontor, hvor herrens personlige kammertjener ikke ville lade dem komme ind. Så fortalte de, at det drejede sig om mordet på tjeneren, og ikke mindst den bortførte søn.

Samtalen med Hr Weiss var først præget af den misforståelse, at han troede de var kommet for at kræve penge for at give ham Marius tilbage. Da han opdagede de ikke var bortførerne, men hyret af hans kone, blev han stiktosset – bad dem blande sig udenom, og komme tilbage i morgen tidlig. Så skulle de få deres betaling, hvis de ellers bare lod være med at stikke snuden i sager der ikke angik dem.

Gruppen mødtes på bytorvet, hvor de samlede viden. De nåede frem til at tage det stille og roligt, og se om de kunne få Hr Wilhelm Weiss til at betale dem løn for ikke at gøre noget.

Fyret – hvad nu?

Så næsten morgen drog de tilbage til rådhuset, hvor Mikael og Sewen mødtes med Hr Weiss. Det var desværre ikke helt så indbringende som de havde håbet. I stedet havde Hr Weiss inviteret Sergeant Jürgen med, der leder byvagten i Østerport kvarteret.

Det blev gjort tydeligt for gruppen, at de jo ikke havde kontrakt eller andre beviser for at Hr Weiss skulle skylde dem penge, og at de ikke længere var velkomne i hans hus og ej heller i Østerport kvarteret.

Udenfor rådhuset blev de samme to antastet af en gruppe byvagter, der forklarede at der ventede knippelsuppe hvis de dristede sig ind på deres område.

Gruppen mødtes igen, for at tænke over deres næste træk. Nogen mente de skulle glemme alt om sagen, andre at der måtte være en måde at tjene nogle penge på. Det var ikke rigtigt et motiv at redde drengen…

Lad os prøve igen – nu med venlighed

De besluttede at vente en dags tid, og så se om de kunne få en besked frem til Fru Weiss. Senere på dagen blev de kontaktet af Gerhard, kokken fra Weiss huset, der var bekymret. Hr Weiss var blevet sur, der havde været et stort skænderi – og fra Hr Weiss’ kammertjener, Rudolf Jammer, havde han hørt, at Hr Weiss var måned betalte penge til nogle skumle typer.

Gruppen sendte en ny person ind på rådhuset, den venlige røver-pige Renate Reiss, og hun fandt kammertjeneren Rudolf. Hun fik overtalt ham til at frotælle hvad han vidste. Omtrent en gang per måned begyndte Hr Weiss dagen med at tage forbi et skummelt hus i Skrædder Stræde, hvor han gik ind med en fuld pengepung, tjeneren skulle altid vente udenfor, og så kom ud kort tid efter med en pengepung der ikke længere var fuld.

Morgenen efter hushovmesterens mord og drengens forsvinden havde de været forbi huset, og Hr Weiss havde banket på højt og længe. Men der var ikke blevet lukket op. Hr Weiss havde været irritabel hele den dag, og var kogt helt over, da gruppen havde kontaktet ham på rådhuset.

Huset i Skrædder Stræde

Gruppen drog nu afsted til Skrædder Stræde for at undersøge huset. De holdt øje med det indtil det blev mørkt, men ingen kom eller gik. Det så bare aflukket og forfaldent ud.

I ly af mørket vovede det et indbrud, og fik med et brækjern hoveddøren op. Indenfor stank der fælt af kloak og døde mennesker. Alle greb våben og sendte Bernt og Walter ind, begge med skjold og håndvåben fremme. Indenfor fandt de fem døde kultister, alle tæsket til døde, iklædt røde kåber og med højre hånd indsmurt i blod. Der var en del blodige håndatryk rundt omkring i huset, de fleste mange år gamle.

I en stue fandt de en kamin med en væltet gryde, halvt fyldt med blod. Der var flere kranier stablet op rundt omkring og mange stearinlys, som de ikke turde tænde.

I kælderen fandt de ud af at kloaken var flydt over store dele af kælderen stod under knæhøjt vand.

Det bankede på bagdøren ud til gyden bag ved huset. Der var en lille kik-lem i døren, og Bernt åbnede. Udenfor stod 4 mand i røde kåber. De ville gerne ind. Han sagde ok, og åbnede døren, mens alle gjorde sig klar til kamp.

Kultisterne var også klar til kamp, så alle blev glade – ikke mindst blodguden Khorne, der snart skulle se blodet flyde.

Det blev en brutal kamp, hvor gruppens medlemmer var gode til at hjælpe hinanden og ingen fik alt for alvorlige sår. Desværre lykkedes det kultistenes leder, der åbenbart havde tentakler i ansigtet og som hænder, at tilkalde en form for bloddæmon inden han stak af ud i nattemørket.

Takket være den forbudte magi, fik kultist-præst-mutanten tændt alle lysene, og fik blodet i gyden til at koge over. Og fra blodet voksede et frygteligt væsen af blod, der skreg højt og spredte megen frygt (Fear 3). Men gruppen holdt stand, og hobitten Maximillian bedst af alle (han blev slet ikke påvirket af frygt).

Efter to kamprunder havde de fået dæmonen ned at ligge, men da de blev ved at angribe den, fik den også skadet flere af folkene fra gruppen (takket være Champion talent kunne den angribe og skade spilpersonerne selvom det var dem der angreb). Til sidste var dæmonen besejret, og gruppen stak af inden byvagten eller – endnu værre – nogle krigerpræster fra Sigmar Templet – nåede frem.

Det nåede frem til at morderen havde slået til, da alle de døde kultister var tævet ihjel på samme måde som Hushovmesteren. Eneste indgang til det ellers afslåste hus måtte være fra kloarken. Som de dog ikke havde mod på at undersøge – ikke mindst fordi Mikael, der har arbejdet som rottefænger i byen, ikke var kendt i denne del af byens kloarker og mente det var både farligt og nemt at fare vild dernede.

På sporet af den mystiske mand

De valgte i stedet at gå gaderne tynde næste dag, og fik gennem sladder og lidt bestikkelse fundet frem til at der var en stor mand, krumrygget og iklædt pjaltet og stor kappe, som holdt til i kloarkerne oppe ved den nordlige del af bryggen, tæt på bymuren. Han kom vist frem ved nattetid, og havde samme nat angrebet en tigger og stjålet hans mad.

Gruppen lagde sig på lur oppe ved en kloakåbning, som de mente blev brugt af den mystiske mand. I ly af mørket dukkede han da også frem, og de prøvede at fange ham. Men selvom de skød efter ham med pistoler, en enkelt ramte, så slap han væk.

Det var – igen – virkelig hæmmende for gruppen, at ingen af dem kan følge spor. I stedet måtte de ned i kloarkerne og vade rundt i søge efter spor. Til sidst fandt de en gammel cisterne, hvor Marius,  den stakkels dreng sad fanget.

Marius kunne fortælle, at han var blevet fanget af en stor mand med et hunde-agtigt ansigt, en slags mutant, der havde ført han væk og hele tiden sagde, at det kun var for at beskytte ham. At hans far, Hr Weiss, var farlig og havde dræbt sin egen familie tidligere, og sikkert ville gøre det igen.

Gruppen besluttede sig for at sende et bybud afsted til Fru Weiss om at de havde hendes søn, og hun kunne hente ham i parken. Her ventede de så, indtil hun dukkede op sammen med kokken.

Hun var tårevældet og lykkelig for at få sin søn tilbage, lyttede til hvad de havde at sige, og fortalte hun ville flytte tilbage til Altdorf sammen med Marius og forlade sin mand. Hun havde desværre ikke mulighed for at betale dem som lovet, da hendes mand havde taget alle hendes penge – så hun havde tømt skabet for sølvtøj som hun nu overdrog til gruppen.

Vi sluttede at med at de fik solgt sølvtøjet og de fik 230 XP. 150 for at spille godt, 50 ekstra for at redde drengen og 30 fordi jeg slog det på en terning.

Spillerne brugte XP, og Reis valgte at skifte karriere til indbrudstyv.

Dagens spil var inspireret af et scenarie til Deadlands Noir, His Brother’s Keeper. Der var en del løse ender, men mon ikke vi høre mere til oversagfører Wilhelm Weiss og den mystiske mand med pukkelryg og hundehoved?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *