Gen Con 2004

Vores første Gen Con var på mange måder en test, og vi vidste jo ikke helt hvad vi gik ind til. Men det var alligevel en ret fed oplevelse – og vi er jo kommet igen en del gange siden.

Vi talte meget om hvad pokker vi skulle deltage i, og det blev en skønt mix af figurspil og seminarer – og så noget så sært som en kæmpe ”fest” i anledning af D&D’s 30 års fødselsdag, hvor der var musik, kalkunlår og masser af nørder der stod og kiggede på hinanden og ikke lige vidste hvad de så skulle. Det var meget sjovt at være med til, men jeg tror ikke vi blev hængende så længe endda.

Aktiviteter på Gen Con 2004

OK Corral Western figurspil

Vi valgte at spille figurspil fordi det var noget jeg rigtigt gere ville, og Louise tænkte ”ok, det kan jeg vel godt”. Det havde også betydning, at der var masser at vælge imellem, og det hele var lavet ud fra devisen ”kom om spil med, vi har sørget for det hele, og vi skal nok også lære dig reglerne”. Utroligt nemt og behageligt at deltage i.

Jeg husker tydeligt at vi spillede sammen med Pete Panzeri, som jeg siden fandt ud af var en institution i det amerikanske miljø omkring historiske figurspil, en specialist i at sætte store spil op med mange spillere. Det var noget sjovt western spil med mange forskellige grupper, der lavede ballade i og omkring OK Corral i Tombstone og ville forskellige ting. Pete mente at Louise og jeg bare kunne spille indianerne (hestetyve), for så kunne vi bare tale sammen på dansk, og så havde vi jo et hemmeligt sprog som de andre ikke forstod. Vi spillede også noget andet Western spil, hvor det var totalt alle-mod-alle. Det var arrangeret af nogle super venlige og hyggelige gamle mænd, som primært brugte figurer fra firmaet Old Glory, så I min erindring er de blevet til ”Old Glory” spillerne.

Western figurspil med Old Glory figurer – det var alle mod alle, skyd først og ingen spørgsmål

Seminarerne var udbytterige, fordi de gav indblik i en ny verden. Der var blandt andet noget med hvordan man kunne lave en rollespilsforening ud fra en amerikansk vinkel, og andre med tips til spillere og spilledere om dette og hint. Specielt det med rollespilsforeninger var spændende, og jeg husker stadigvæk deres pointe om at det var vigtigt at lave en eller anden form for volunteer work, der ikke handlede om foreningen, men om at ”give something back to the community” som fx at tage ud og samle skrald en dag. Jeg har altid følt det var en sindssyg vigtig pointe, og noget jeg aldrig rigtigt ser i en dansk sammenhæng.

Men intet, intet, var så vildt og crazy som da vi var til Legend of the Five Rings (L5R CCG) seminariet. Flere hundrede (ildelulgtende) nørder stablet, pakket og nærmest lagt på lag i et meget stort lokale (som altså alligevel var for lille), med store kinesiske trommer – og utallige gange hvor de fra scenen skreg ”UTZ!” og pøblen euforisk svarede med et sønderdøvende ”BAAANZAAAII”. Det var vildt, og nok også for meget af det gode. Louise var ved at dø, jeg var mere underholdt. De snakkede også lidt om den nye udvidelse til spillet, noget om regler og så havde de preveiw på nye kort, blandt andet kort til alle kamierne og et kort til Skorpionerne med titlen ”I can swim”, hvilket var et fedt navn til et kort, men desværre ikke særlig godt i spillet.

Rollespil havde vi ikke lyst til at deltage i. Både ud fra en (ubegrundet) bekymring om det sproglige, men også nogle tanker som, er det nu egentlig godt nok sammenlignet med de vi var blevet forkælet med hjemmefra på Fastaval, Orkcon og lignende arrangementer.

Der var ikke meget cosplay i 2004, til gengæld var det ikke unormalt at have booth babes til at sælge spil…

Deltagerne var ret meget som på danske rollespilsconner – hvide i huden, markant flere mænd end kvinder og generelt ret nørdede i udstråling og påklædning. Og så lugter de præcis lige så dårligt som hjemme…

Der var ikke så mange der klædte sig ud, men alligevel nok til at jeg synes det var lidt underligt og uvant. Derimod var ikke unormalt at have booth babes til at skabe blikfang for at sælge spil. Boy, have we changed since…

Fra 2004 til nu

Deltagerantallet vokser og vokser.

Når jeg tænker tilbage på den første Gen Con er der som sagt mange gode minder, men det er også sjovt at se hvordan forskellige ting har ændret sig. Både små ting og store ting. Og det er både i det store og i det små.

  • Deltagerantallet er vokset fra ca. 21.000 til ca. 70.000.
  • Det hotel vil boede på er revet ned. Det er dele af kongrescenteret også, ligesom Colts’ stadion. Nyt er bygget til.
  • Cosplay er bare vokset og vokset, og fylder bare meget mere nu.
  • Figurspil, som er min særlige interesse, er på den anden side skrumpet en pæn del. Der er betydeligt færre uformelle spil at vælge imellem, og ej heller så mange turneringer mere. Jeg savner særligt Pete og hans store spil, men også Old Glory Western spillerne.
  • Dungeons & Dragons var stort, men er nu nærmest ikke med. Pathfinder er kommet til, og er kæmpe stort.
  • Der er færre seminarer undervejs, de er flyttet og samlet på Trade Day.
  • SPA er vokset utroligt meget. Og rummer betydeligt mere også for børn.
  • Pinnacle Entertainment Group var med de første par gange, men er nu helt holdt op med at deltage. Så det er nu en del år siden jeg har talt med Shane face-to-face (det er lidt øv).

2 Responses to Gen Con 2004

  1. Endnu et interessant indlæg. Pudsigt at D&D ikke har set den samme revival dér som i resten af verden?

  2. Thomas says:

    Hej Thomas, jeg er ret sikker på at det blandt andet hænger sammen med at Wizards of the Coast på et eller andet tidspunkt droppede at være sponsorer, og så nappede Paizo også den luns – ligesom de med Pathfinder samlede alle 3.5 spillerne op, der ikke gad det (fjollede) D&D4.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *