Pathfinder | Cirkus Kleptofilejs

Vi er i den gamle rollespilsgruppe begyndt at spille Pathfinder rollespil online via foundry. Det har affødt nogle samtaler mellem os spillere – og jeg har også tænkt en række andre tanker, som jeg gerne vil dele.

Onlinespil

Jeg kan godt se, at nogle ting er nemmere, fordi at computeren holder styr på det. Men jeg oplever også, at det bliver en begrænsning på flere forskellige måder. Så i, ikke nærmere prioriteret rækkefølge, kommer nogle tanker.

Jeg kan se, at jeg vælger Feats og andre evner til min spilerson i forhold til hvad der kan fungerer nemt i forhold til computerdelen. Evner der kræver, at de bliver aktiveret eller noget andet særligt, vælger jeg simpelthen ikke. Jeg kan ikke overskue at skulle få computeren til at gøre det (selvom GM Mike hjælper med meget) – så jeg tager kun evner, der hele tiden er ”på”.

Det sociale mangler stort set 100%, og det er et problem. Jeg spiller mest af alt rollespil for at være sammen med mine venner, og når vi mødes online, får jeg ikke oplevelsen af at vi er sammen. Kropssprog, impulsive samtaler mm fungerer bare ikke – og jeg kommer ofte til at zoome ud og sidde med tomt blik og glo ind i skærmen. Det er også fordi at online kræver stor disciplin om hvem der taler, og man venter meget på at den anden er helt færdig – og samtaler flyder bare ikke så nemt.

Det er svært for GM at improviserer (tror jeg nok, for jeg er ikke GM). Men min oplevelse er, at det kræver enormt meget arbejde at uploade kort og npc stats mm til systemet, og så bliver det svært, lige at ”gøre noget” – fordi det ”nye” ikke er tastet ind og forberedt.

Patfinder som spil

Jeg sidder ofte som spiller med den oplevelse, at vi i højere grad spiller et ekstremt kompliceret figur-krigsspil og ikke et rollespil. Og det endda et figurspil uden alt det sjove, som jeg sætter pris på ved den slags spil.

Rollespil glider ekstremt meget i baggrunden i forhold til at scenariet består af en række combat-encounters, som kommer som perler på en snor. Og fordi kampagnen er så stramt styret i sit oplæg, så er der ikke plads til at vi ikke skaber en fælles historie sammen – men i højere grad er spillere (og her tænker jeg også på GM) i en historie som allerede er skrevet. Der er ingen (eller kun få/overfladiske) valg at tage og muligheder for indflydelse.

Aktuelt er vi et sted, hvor vi er blevet præsenteret for nogle forskellige ”side quests”, og vi sluttede sidste spilgang af med at tale om, hvilken vi skulle tage først. Jeg nåede frem til, at jeg var ret ligeglad – for vi skulle jo nok dem alle igennem, så hvorfor ikke bare tage dem i den rækkefølge som de blev præsenteret i af NPC quest-giveren, og ikke bruge tid på at tale om den bedste rækkefølge når det ikke betyder noget.

Skal jeg sammenligne med D&D så oplever jeg opbygningen af kampagnen som meget mere stramt styret end fx de D&D5 kampagner jeg har læst. Reglerne i Pathfinder oplever jeg også som meget mere detaljerede og sat sammen i et sindrigt puslespil hvor hver brik har sin plads, og masser sammen med mange andre brikker – og der er virkelig mange brikker at lege med, når man laver sin spilperson. Og i virkeligheden også mange flere end jeg fortrækker.

Men… hvis vi skal spille Pathfinder som deres oplæg ofte er, så er det i sin kerne mere et taktisk figurspil med nogle combat encounters der skal overvindes, end et spil der fokuserer på at spillerne tænker for meget over konsekvenser af handlinger.

Pathfinder og særligt ver 2 er opbygget på en måde hvor alting er balanceret ift til vores level..: fx derfor at sværhedsgraden på cirkus tricks bare stiger sammen med vores level og ikke er statisk.

I det balancerede spil er der indtænkt at spillerne har en hvis mængde loot – og det loot kommer så med undervejs i spillet (mere eller mindre elegant).

Medmindre vi skal spille Pathfinder (og kampagnen) på en anden måde end det er designet, så skal vi sige ja tak til loot.

Alternativet er, som jeg ser det, at sende Mike på ekstra arbejde ift til at rette stort set hele kampagnen til, da vi ellers meget hurtigt vil få større udfordringer end hende hobbit hekse-druiden (hvis AC og Saves i forvejen voldte os en del kvaler).

Og så er vi tilbage til “det er sådan man gør”. Og de andre gør det ikke mod os fordi vi er spilpersoner.

Særligt om loot i Pathfinder

Jeg har det lidt sådan, at jeg på den ene side ikke synes at vi bare kan tillade os at støvsuge alt det udstyr og magi vi finder op. Det har vel nok typisk andre ejere.

Men på den anden side er det jo en del af Pathfinder at vi skal have loot, for at få de nødvendige plusser.

Så hvis vi skal spille Pathfinder som deres oplæg ofte er, så er det i sin kerne mere et taktisk figurspil med nogle combat encounters der skal overvindes, end et spil der fokuserer på at spillerne tænker for meget over konsekvenser af handlinger.
Pathfinder og særligt ver 2 er opbygget på en måde hvor alting er balanceret ift til vores level..: fx derfor at sværhedsgraden på cirkus tricks bare stiger sammen med vores level og ikke er statisk (så hvad der har DC 15 som level 1, har bare DC 18 som level 4 — eller noget i den stil).
I det balancerede spil er der indtænkt at spillerne har en hvis mængde loot – og det loot kommer så med undervejs i spillet (mere eller mindre elegant).

Så rollespilleren Thomas er mest stemt for at vi ikke bare tilraner os loot.

Men regelspileren Thomas er ikke i tvivl om at selvfølgelig skal vi tage det, det er jo derfor scenariet er designet med det loot. At sige nej til loot, er jo lidt det samme som at sige “nej, vi gider ikke spille scenariet, så drop alle de side quests og lad os brænde cirkusset”.

Medmindre vi skal spille Pathfinder (og kampagnen) på en anden måde end det er designet, så oplever jeg, at vi skal ja tak til loot og så se stort på om det giver så meget mening.

Vi har også talt en del om det i gruppen. Skal vi bare loote løs, eller skal vi prøve at rollespille lidt mere – og fx agerer som om vi rent faktisk har spilpersoner der lever i en verden, hvor handlinger måske har en konsekvens? I den adledning kom Claus på navet Cirkus Kleptofilejs, som jeg synes er ret sjovt.

2 Responses to Pathfinder | Cirkus Kleptofilejs

  1. troelsken says:

    Zirkus Ztifinder lyder konceptuelt/visuelt som en sjov og slående idé, og i praksis sådan pænt argh. Jeg er endnu ikke helt kommet mig over hvor hårdt jeg stod af på at køre Pathfinder, for åh, alle de tandhjul!

  2. Thomas says:

    Lige præcist. Det lyder vildt sjovt med et cirkus, og en ret god ide med et omrejsende cirkus, der kan fungerer som base/hovedkvarter mens vi rejser rundt.
    Om det så i praksis er sjovt, det må vi afvente at blive klogere på.
    Og ja, jeg er helt med på frustrationerne over at preppe den slags spil som Pathfinder af. For nogle år siden spillede vi Fantasy Craft (en anden d20 klon), og så snart spillerne fik mere end et par levels, begyndte det bare at blive så irriterende kompliceret at forberede spil, netop også på grund af mange regel-tandhjul der greb ind i hinanden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *