Baggrund: Politik og politi i Sydstaterne

Politik – det store overblik

Konføderationen har siden sin stiftelse været ledet af præsident Jefferson Davis. Han var engang meget populær og blev genvalgt uden problemer. Så skete der noget – måske det hang sammen med at krigen trak ud og alle historierne om undeads ved Gettysburg og det som er værre? I hvert fald er han gået hen og blevet lidt af en despot og diktator. Pt. er han ”kun” præsident fordi han per dekret har indført undtagelsestilstand og suspenderet alle valg til præsidentposten, guvernørersæderne og de lovgivende forsamlinger i hele Konføderationen.

Sidst der var valg, døde præsidentens modkandidat under mystiske omstændigheder lige som det så ud som om at Davis kunne risikere at tabe – og valget blev aflyst af hensyn til den nationale sikkerhed. Præsidenter vælges ellers normalt hvert 4.åÅr af valgmænd, der udpeges i forskellige valgkredse – hvis omfang bestemmes af hver enkelt stats lovgivende forsamling.

For tiden hersker præsidenten per dekret – ministre bliver udpeget direkte af præsidenten. Højesteretsdommere, nationalbank-direktører og andre centrale embedsmænd er ente utroligt forsagte eller loyale overfor Davis-administrationen – eller også bliver de erstattet. Nogle gange sker det med proforma godkendelser i senatet – andre gange forsvinder de ”bare” sporløst.

Bush-administrationen, Cheeney, Wolfowitch og hvad de nu hedder, er rene amatører. Men problemstillingen i Konføderationen er unægteligt mere nærværende her i år 2008, end det var dengang settingen blev skabt i forrige årtusinde. Stalin, Mao og Hitlers regeringsførelse minder også meget om Davis, bortset fra at der ikke er noget mægtigt parti-apparat der står i kulissen. Dansk Folkeparti er et pædagogisk –lad-os-sidde-i-rundkreds-og-tage-sandaler-på parti i sammenligning med den topstyrede Davis administration.

Aktuel politik

Præsident Davis har erklæret, at der vil blive afholdt valg igen til november. Mange håber at det vil bringe bedre tider til Konføderationen – men de fleste forventer ikke, at der vil ske nogle ændringer.

Inden der kan afholdes valg, ligger der en stor opgave med at genopbygge de civile systemer, der skal til for at afholde et valg. Der skal oprettes valgkredse, udpeges valgmænd og ikke mindst rent faktisk afholdes et valg. Derudover skal der lige findes en kandidat, der kan/tør stille op imod Davis. Der går mange rygter om at General Lee vil stille op – men han har endnu ikke meddelt sit kandidatur officielt. Hans gamle støtter i militæret såvel som de gamle ”aristokratiske” familier, er dog begyndt at røre på sig.

Derudover er der alle de ting, som kan komme i vejen for et valg. For eksempel vil det være umuligt at gennemføre valg de steder, hvor der er for store uroligheder.

Og i kulissen bevæger der sin en den drakoniske Ku Klux Klan bevægelse, der ønsker en genindførelse af Sydens gamle dyder og slaveriet. Deres indflydelse er voksende flere steder i Konføderationen – og de formår både at sikre sig magt via vold, afpresning og mere legale politiske midler.

Lov og orden – i fredstid

Det civile system er ret velkendt og gennemskueligt. Lokalt vælger beboerne i de fleste byer byråd og borgmester, der så ansætter en Town Marshall (i få tilfælde skal sådan en vælges direkte, men det er ikke så udbredt). Hvert County vælger både Sherif og Fredsdommer blandt egnede lokale mænd – ligesom hvert County (og nogle gange større byer) vælger repræsentanter direkte til statens lovgivende forsamling (der så vælger en guvernør), og den nationale lovgivende forsamling (Kongressen og Senatet i hovedstaden). Statens lovgivende forsamling kan udpege dommere til statens egen højesteret (ikke at forveksle med den nationale højesteret), driver fængsler, kan oprette militser og udnævne State Marshalls (det er som regel kun nogen, der er udnævnt til at løse specifikke opgaver – undtagelsesvis i Texas hvor de har Texas Rangers hele tiden, for at bevogte grænsen, bekæmpe indianere og ellers håndhæve arven fra Alamo).

Der var ved konføderationens oprettelse ikke noget nationalt politi – men efter opfordring fra General Lee (der dengang var militært øverstkommanderende) blev Texas Rangers ophøjet til en føderal myndighed til bekæmpelse af ”særlige trusler mod statens sikkerhed”.

De forskellige myndigheders jurisdiktion

  • Town Marshall – kan kun operer inden for bygrænsen.
  • County Sheriff – kan kun opererer indenfor et County (har kun myndighed til at overrule en Town Marshall i sager hvor forbrydelsen ikke er rent lokal).
  • State Marshall – kan operer indenfor hele staten (har kun myndighed til at overrule en County Sheriff i sager, hvor forbrydelsen ikke er begrænset til et county).
  • State Militia – kan kun operer indenfor staten (er en slags hjemmeværn – og har stort set ingen myndighedsbeføjelser ud over at assisterer andre myndigheder – samt blive sendt i krig).
  • Texas Rangers – kan operere i hele Konføderationen. Har kun beføjelser til at beskæftige sig med sager, der involverer ”særlige trusler mod statens sikkerhed” – men kan der så også påberåbe sig ret til at over-rule alle andre myndigheder – både lokale og føderale.
  • Militæret – kan operere i hele Konføderationen. Men har kun beføjelser indenfor egne ”rækker” – det vil sige alt hvad der har med militærets eget personel, deres egne baser, deciderede slagmarker, og bevogtning af forsyningslinjer at gøre. De kan kun retsforfølge civile i sager omkring krigsforbrydelser, spionage og desertører – derudover er de underlagt det civile retssystem.

Lov og orden – i krigstid

Alt det ovenstående er jo sådan set meget godt. Men har intet at gøre med virkeligheden når der er krig.
For det første er der flere steder indført militær undtagelsestilstand, hvilket har erstattet det civile system med et tilsvarende militærsystem.

Forsvarsministeriet har udpeget militærguvernører, der har overtaget de civile guvernørers ansvarsopgaver og myndighed – men ingen af de civile rets foranstaltninger. Det står den enkelte militærguvernør frit for, at bringe anklagede forbrydere for et civilt eller militært retssystem (vink ”farvel” til talrige borgerrettigheder).
Militærguvernørerne er som regel officerer fra hæren, der er sat til at administrere det ”civile” system. De er underlagt det militære hierarki, hvilket betyder at de flere steder reelt er underlagt diverse generaler, der har kamptropper i samme område.

Til at håndhæve den militære undtagelsestilstand er der udnævnt militærdommere (der i princippet burde komme fra militæret, men i praksis kommer fra lokale militser) – og disse dommere udpeger Provost Marshalls til at gøre arbejdet. Disse folk er alle undtaget fra det civile retssystem, så den eneste overmyndighed der er til at føre tilsyn er forsvarsministeriet.

Militserne er en slags hjemmeværn, der i krigstid har øgede beføjelser – primært til at fange desertører og bevogte bygninger/forsyningsliner af militær betydning. Grundet den militære undtagelsestilstand er de nu de facto politifolk de fleste steder – typisk under kommando af den lokale militærdommer og/eller Provost Marshall.

Som om det alt sammen ikke var skidt nok, har præsidenten oprettet en særlig enhed populært kendt som Nattevagten. De er alle udpeget af præsidenten personligt, referer kun til præsidenten og er ikke underlagt andres myndighed. Deres opgave er at beskytte præsidenten (som livvagter) samt bekæmpe ”landsskadelig virksomhed” – i princippet har de ikke nogle beføjelser til at anholde folk, men i praksis er det ikke nogen hindring. Alle der krydser dem forsvinder – måske til det berygtede fængsel i Richmond, måske til en anden skæbne?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *