Space 1889

Stjernestøv og Ætherstrømme

Et oplæg til en kampagne, der endnu ikke er blevet til noget

Space 1889 er SciFi blandet med Pulp. Det er ikke super-realistisk – og selvom det ikke er ren Jens Lyn, så er det tæt på :o) Det er iscenesættelse af Victoria-tidens Britiske koloni-idealer og drømme, kombineret med ”what if” ideen om at Thomas Edison opfandt et rumfartøj – der lige som i Jules Vernes’ univers – kan rejse igennem ”Ætheren”. Og ja, selvfølgelig eksisterer der liv på de andre planeter i solsystemet.

Mars er en planet hvor gamle racer byggede store byer langs omfattende kanaler i et forgæves forsøg på at redde deres civilisation fra ørkenen – og hvor der gror træsorter, der kan behandles så de får opdrift i forhold til tyngdekræften. Med flyvende træskibe, hedenske religioner, mystiske dyr, legender om glemte skatte og evige kampe mellem bystater og de barbariske stepper-stammer er Mars et drømmeland for eventyrlystne jordboer.

Venus er en planet-stor sump med dinosaurer og primitive amfibie-indfødte. I det grønne helvede af slyngplanter og brakvand udkæmpes magtkampe og foretage ekspeditioner i videnskabens navn.

Merkur er alt for tæt på solen til at understøtte sit eget liv. I stedet arbejder entreprenante videnskabsfolk og hårdtslidende minearbejdere på at overleve det barske klima og udvinde de mange ædelmetaller på planeten – der felre steder takket være solens stråler, flyder rundt i store søer.

Månen er gold og ugæstfri – og absolut ikke lavet af ost.

Kampagnen begynder nok i London, hvor der er en udstilling på British Museum af artefakter fra Mars. Gesandter fra Mars er i byen – og heltene bliver involveret i et eventyr, der snart bringer dem til Mars. Herefter er der ikke nødvendigvis lagt op til en handling, der stiler mod at redde hele universet fra undergang og tjene en trillion Pund Sterling undervejs. Men der er nu engang noget større på spil, og heltenes handlinger kommer til at have stor indflydelse på solsystemets nærmeste fremtid.

Undervejs skal der overvindes bade blodtørstige Marsboere, Tyske okkultister, irske frihedskæmpere og andre sære væsner.

Der vil nok dukke cross-over elementer frem til andre rollespil – men det skal jeg ikke løfte sløret for lige nu, da det vil ødelægge potentielle overraskelser.

Og det store spørgsmål er: skal spillergruppen have en ”arbejdsgiver” – alt er muligt, lige fra Moriaty til Mycroft Holmes og The Diogenes Club – eller den liden kendte og lettere obskure Waythrod Club, hvor medlemmer nærer en (u)sund interesse for det okkulte.

Jeg har ikke lagt mig fast på, hvor meget ”fantasy” der skal være plads til – men det er jo ret nemt at tilføje et stænk af ”Dracula” og ”League of the Extraordinary Gentlemen”, hvis vi har lyst til det?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *